Danmark er kvartfinaleklar efter storsejr over Wales
Wales blev banket i Amsterdam, hvorfor de danske EM-drømme for alvor lever.
Det kunne lørdag aften næsten ikke være skrevet bedre end et af H.C. Andersens berømte eventyr, da Danmark - på 29-årsdagen for EM-guldet i 1992 - bragede sammen med Wales på Johan Cruyff Arena i Amsterdam. På spil var en billet til kvartfinalerne ved EM 2020.
Første kapitel stod i Kasper Dolbergs navn, da han efter 27 minutter på uret bragte Danmark på 1-0. Den tidligere Ajax-angriber modtog bolden fra Mikkel Damsgaard og bankede herefter bolden suverænt over i det fjerneste målhjørne.
Fantastisk start for de danske drenge, som da også fik masser af selvtillid over scoringen. Gareth Bale og co. var som resultat heraf presset langt tilbage på egen banehalvdel i resten af første halvleg. Wales undgik dog at komme yderligere bagud, hvorfor Danmark måtte nøjes med en etmåls-føring ved pausen.
Det ændrede dog ikke det store fra starten af anden halvelg, hvor Danmark fortsatte med at jagte en afgørelse på kampen. Og lige præcis sådan en så Kasper Dolberg ud til at levere i det 48. minut, da han her slog kapital af en kikset clearing i walisernes forsvar ved at sparke bolden resolut ind bag en chanceløs Danny Ward.
2-0-scoringen til Danmark betød, at Wales naturligt nok kom længere frem på banen, men et comeback var aldrig tæt på. I stedet fuldendte Joakim Mæhle og Martin Braithwaite en fantastisk dansk præstation med to scoringer mere.
Danmark er dermed nu kvartfinaleklar ved EM 2020. Storsejren over Wales betyder, at det nu er enten Holland eller Tjekkiet som Kasper Hjulmand og co. skal kæmpe med om en semifinaleplads på Wembley.