Oscar A. Olesen

Hobro-træner lover Brøndby: Han bliver ikke et flop

Til sommer skifter Christian Cappis tilværelsen i Hobro IK ud med Brøndby IF, og Hobro-træneren forsikrer, at den unge amerikaner nok skal slå til.
Hobros træner Peter Sørensen skal nyde den sidste tid, som han har med sin unge amerikanske midtbanemotor Christian Cappis. Til sommer skifter spilleren nemlig til Brøndby, og får pæne ord med på vejen. Derudover forsikrer Peter Sørensen, at Cappis’ klubskifte ikke ender i samme skuffelse, som da Brøndby i sin tid hentede Jens Martin Gammelby i Silkeborg.

- Jens Martin havde jeg jo faktisk også uddannet inden han kom til Brøndby, og der var han rigtig dygtig offensivt for os. Det var det, Zorniger gerne ville have, at man primært var. Så var han lidt uheldig af flere omgange i og med, at Johan Larsson ikke blev solgt som forventet, og derfor blev han kun den næstbedste back i klubben, som det stod dengang, udtaler Peter Sørensen i et interview med Brøndby-fanmediet 3point.dk ifølge Tipsbladet, og fortsætter:

- Det var en uheldig start på hans Brøndby-tid. Men Cappis er parat. Han har gjort sig på en stor scene, og for mig at se er han – i hvert fald potentielt – betydeligt bedre end alternativerne på den position, som han kan spille i Brøndby, slutter Peter Sørensen.

Hobro IK hentede i 2018 21-årige Cappis på en såkaldt amatørkontrakt, hvilket siden hen har vist sig at være en rigtig fornuftig beslutning af klubben.

Det læser brugerne på INDKAST lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER