Victor Nyrup

PSG-spiller om Messi-transfer: Jeg tror ikke på det

PSG´s Ander Herrera tror ikke, at det kan lade sig gøre at have Messi, Neymar og Mbappe i klubben på samme tid.
At Lionel Messi potentielt er fortid i FC Barcelona efter sæsonen har været et af fodboldverdenens helt store samtaleemner, siden det kom frem, at den argentinske superstjerne havde indgivet en officiel transferanmodning forud for sidste sommers transfervindue. Siden har der været et utal af rygter om Messis fremtidige valg af klub, og især Manchester City og PSG skulle efter sigende være interessante for den lille offensivspiller.

Som vi har skrevet her på Indkast.dk, så har flere PSG-spillere været ude og sige, at de gerne ser Messi skifte til Paris, hvor den seksdobbelte Ballon d’Or-vinder vil blive en del af en skræmmende angrebstrio med Neymar og Mbappe. Den seneste PSG-spiller til at udtale sig om Messis potentielle klubskifte er Ander Herrera, og spanieren ser, modsat flere af sine holdkammerater, Neymar og Mbappe som et benspænd for en fremtidig transfer.

- Jeg ved ikke, hvordan Messi, Neymar og Mbappe kan være i samme klub, hvis man skal overholde Financial Fair Play, og jeg tror ikke på det, siger Ander Herrera ifølge BeIN Sports til det spanske radioprogram El Larguero.

Selvom flere af Herreras holdkammerater tidligere offentligt har opfordret Messi til at skifte Barcelona ud med Paris, så mener Herrera ikke, at andre klubber bør tale om potentielle handler af hensyn til spillerens nuværende klub. Den spanske midtbanespiller sammenligner Messis situation med tidligere rygter om Neymar, og ifølge Herrera brød PSG sig ikke om de mange spekulationer vedrørende den brasilianske stjernespiller.

- Jeg vil ikke blande mig i det (Messis situation, red.). Dengang alle i Barca talte om Neymar, var der ingen i eller omkring PSG som kunne lide det. Jeg har ikke tænkt mig at gøre noget, som jeg ikke selv vil bryde mig om, da jeg har stor respekt for Barca, Messi, træneren og hans holdkammerater.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER