Officielt:
Wolverhampton-dansker sendes på udlån
Af Jonathan Kjær Troelsen
Den unge dansker fik debut i Premier League i efteråret, men nu sendes han på fremmed græs.

Wolverhampton har udlejet 22-årige Oskar Buur. Det skriver den engelske klub på sin hjemmeside, hvor det bliver oplyst, at det er den schweiziske klub Grasshopper, som vil komme til at råde over danskeren den næste halvanden sæson. Lejeaftalen udløber i sommeren 2022.
Oskar Buur, der oprindeligt kommer fra Skanderborg, lavede i 2017 sit bemærkelsesværdige skifte til Wolverhampton. En måned forinden udlandsskiftet var han skiftet fra AGF til Brabrand, men han nåede altså kun at være i 2.divisionsklubben i en måned, inden han skrev kontrakt med den daværende Championship-klub.
Den 22-årige har indtil nu fået seks førsteholdskampe for Wolverhampton, og han fik sin debut i Premier League i september måned, hvor han fik spilletid mod Sheffield United. Buur hører primært til på højreback-positionen, og han har kontrakt med Wolverhampton indtil 2023.