Medie: Superliga-talent er på vej til Bundesligaen
Kamaldeen Sulemana har vist gode takter i FC Nordsjælland, og nu vil Bundesliga-klub angiveligt skrive under med ham.
18-årige Kamaldeen Sulemana har imponeret i FC Nordsjælland, og har efter et år i førsteholdstruppen nettet otte gange og assisteret tre i 26 kampe. Det er dog ikke kun i Danmark, at den unge ghaneser har et varmt navn. Bayer Leverkusen melder sig angiveligt ind i kampen om Sulemanas underskrift. Det kunne det tyske medie Kicker melde forleden.
Men i dag melder Sportscorna.com ifølge Tipsbladet.dk, at handlen ”mere eller mindre er på plads.” Mediet skriver, at FC Nordsjælland har takket ja til en handel på 75 millioner kroner plus 37,5 millioner i eventuelle bonusser. Transfersummen alene vil gøre handlen til FC Nordsjællands største salg i klubbens historie. Det nuværende rekordsalg skete, da Dortmund hentede Emre Mor i 2016. Her betalte den tyske klub ca. 72,5 millioner kroner.
Ifølge mediet var Bayer Leverkusen allerede i sommer ude efter hans kontrakt, men lykkedes ikke den gang med at lukke aftalen. Også ligarivalerne Borussia Mönchengladbach har været ude efter ghaneserens underskrift, ligesom Villarreal og Sporting CP også har forsøgt sig uden held.