Medie: Fire spillere på Artetas ønskeliste i januar
Januar-transfervinduet står for døren og flere klubber skal ud og handle, og her forventes det bl.a., at Arsenal går ud, og henter en spiller eller to.
Arsenal med Mikel Arteta i spidsen har fået en frygtelig start på denne sæson, hvor de efter de første 15 runder ligger placeret som nummer 15 i Premier League. Derfor forventer flere eksperter og medier, at ”The Gunners” i det kommende transfervindue går ud og forstærker sig, så de kan kæmpe sig noget længere op i tabellen. Mediet Express Sport har taget et kig på fire spillere, som Arsenal er meldt interesserede i.
Tarig Lamptey:
De seneste dage er der begyndt at florere rygter om, at Hector Bellerin godt kunne blive fortid i klubben, da backens barndomsklub, FC Barcelona, har meldt deres interesse i spanieren. Et salg af Bellerin ville give penge at handle for, og en direkte erstatning på pladsen kunne være Tariq Lamptey fra Brighton. Lamptey skiftede til Brighton i sommers for omkring 35 mio. kroner fra Chelsea, og har siden imponeret, og det skulle Arteta have lagt mærke til.
Yves Bissouma:
Endnu en Brighton-spiller skulle have fanget Artetas øje, og denne gang er det en central midtbanespiller. Yves Bissouma har spillet tæt på fuldtid for Brighton i denne sæson, og det har medført interesse fra større klubber heriblandt Liverpool og Arsenal. Sidstnævnte skulle være interesseret i Bissouma, men det ville alligevel være en overraskelse, hvis Arsenal gik ud, og hentede Bissouma, da de hentede en lignende spiller i sommers, Thomas Partey.
Houssem Aouar:
De var interesserede i Houssem Aouar i det sidste transfervindue, og var angiveligt Artetas førsteprioritet, men det lykkedes ikke at hente franskmanden. Ifølge den troværdige journalist, Fabrizio Romano, forventes det, at Arsenal igen vil komme efter Aouar, da de stadigvæk ikke har løst deres problem på den offensive-midt.
Julian Brandt:
Den sidste mand på listen er en spiller, der i løbet af den forgangne uge blev rygtet til Arsenal. The Athletic beretter nemlig om, at Arteta har et godt øje til Dortmunds Julian Brandt. Tyskeren har haft det svært i Dortmund, efter at han skiftede til klubben i 2019 fra Bayer Leverkusen, hvor han gennem flere sæsoner imponerede. Brandt kan både spille kant og som offensiv-midt.