Fodbold nyheder

Jonanthan Richter - ramt af lynet

Af Torsten Brix

Indkast.dk bringer her første kapitel af den roste bog...

Article image

Mandag den 20. juli 2009
Det er en varm og grå sommeraften på Hvidovre Stadion. Mit sind er også gråt. Jeg er stadig skuffet over, at jeg to dage forinden kun får spilletid for FC Nordsjælland i de sidste 20 minutter af superligakampen mod FC København. Nu spiller jeg en reserveholdskamp mod Hvidovre IF. Klokken 18.09 bliver jeg ramt af et lyn og dør.

Noget af det sidste, jeg kan huske, inden jeg dør, er, at det er sådan en typisk reserveholdskamp uden det helt store engagement. Det eneste, der måske er lidt atypisk ved dagen, er, at vi spiller i speciallavede lyseblå trøjer. Normalt spiller vi i røde trøjer på hjemmebane og i lilla trøjer, når vi på udebane, men fordi Hvidovrespillerne er i bordeauxfarvede trøjer, har vi i dagens anledning fået lyseblå trøjer på. Trøjerne har vi kun haft på én gang tidligere, dengang vi spillede UEFA Cup mod Olympiakos F.C. i Athen.

I starten af 2. halvleg begynder det at regne helt vildt, så meget at man dårligt kan se fra den ene ende af banen til den anden. Fuldstændig som man kender det fra troperne. Græsset er søbet til af vand, og jeg er gennemblødt fra top til tå ligesom alle de andre spillere på banen. Det er omtrent det sidste, jeg husker fra den dag. Hvad der sker, efter lynet slår ned i mig, husker jeg selvfølgelig ikke.


Beretninger
Peter Lassen, tidligere superligatopscorer og sponsorchef i Hvidovre Fodbold A/S
Jeg sidder nede på bænken sammen med trænerne og udskiftningsspillerne. Vejret skifter pludselig, fra det ene sekund til det andet. Nu står regnen ned i stænger, og de andre skynder sig ind i boksen. Jeg bliver siddende ude i regnen og tager en orange træningstop på hovedet. Vi kan jo lige så godt lave lidt skæg ud af det. Jeg ser lynet – det kommer fuldkommen uventet. Seks-otte spillere ryger omkuld på banen. Jeg styrter ind på banen, hvor Jonathan ligger helt livløs. Jeg vender mig rundt og løber ind under tribunen på stadionet for at få fat i hjertestarteren, men det hjælper ikke at bruge den. Det hele er så intenst og surrealistisk. Hans tvillingebror, Simon, er også løbet ind på banen, og jeg forsøger at trøste ham. Men Simon er helt ude af den og bliver ved med at sige: “Det er min bror, det er min bror.”


Martin Krogh-Jensen, formand for Hvidovre Fodbold A/S og stadion-speaker den 20. juli 2009
Der lyder et højt brag, og jeg ser et stort glimt inde blandt spillerne. Fra speakerboksen kan jeg se, at to spillere rejser sig og forskrækket løber ud af banen. En spiller ligger helt livløs på banen. FCN’s fysioterapeut Anders Jensen og hvidovrespilleren Jesper Skak løber ud på banen og begynder at give førstehjælp til den livløse spiller. De giver hjertemassage og mund-til-mund. Sammen med Peter Lassen løber jeg ind under tribunen på stadionet og får fat i en hjertestarter. Hjertestarteren bliver taget i brug, men der er ingen udsving – der er ikke den ønskede stødbare rytme hos den livløse spiller, som er Jonathan Richter. Hjertestarteren fortæller, at man skal fortsætte med at give hjertemassage. Men der skete ingenting.


Simon Richter, tvillingebror
Min bror er døbt Jonathan, men vi, hans familie og venner, har altid bare kaldt ham Jonas. Som enæggede tvillinger er Jonas og jeg ekstremt tæt forbundne. Vi er altid på bølgelængde, og ubevist ved vi, hvad den anden tænker, føler og vil sige. Af andre får vi at vide, at vi har telepatiske evner. Jonas og jeg følger altid hinanden på nærmeste hold. Som oftest spiller vi også på hold sammen, men denne mandag sidder jeg på tribunen sammen med vores far, fordi jeg er skadet. FCN er i angreb, da lynet overrumpler alle. Jonas er oppe i en hovedstødsduel, da vi hører et højt brag. Alle på stadionet ser et lysglimt, da lynet slået ned. Jonas bliver ramt og falder død til jorden. Min verden går i stå, og der går flere lange sekunder, før jeg reagerer.

Flere af de andre spillere er også slynget ned på græsset. Men de rejser sig alle sammen igen. Alle sammen på nær Jonas. Stadionet er helt stille, nærmest paralyseret, indtil der pludselig bliver råbt, at der skal ringes efter en ambulance. Ved siden af mig sidder far helt stille og er i chok. Jeg rejser mig op og løber ned på banen uden at skænke mit nyopererede knæ en tanke. Rundt om Jonas har der allerede samlet sig andre spillere og tililende officials. Træner Morten Wieghorst tager fat i min hånd og siger, at jeg skal tale til Jonas. Jeg falder på knæ ved siden af ham og forsøger grædende at sige: “Du må ikke dø, du må ikke dø.”

Da ambulancefolkene ankommer, bliver jeg og alle andre i nærheden af Jonas dirigeret væk. Jeg står ca. fem meter fra ham og har kun den ene tanke, at de skal se at få ham kørt til hospitalet i en fart. Jeg forstår ikke, hvorfor de ikke får ham kørt væk fra stadionet med det samme. På det tidspunkt ved jeg ikke, at ambulancefolkene først skal stabilisere ham. Jeg får fremstammet til vores holdkammerat Morten Karlsen, at han skal ringe til vores tante, Therese, som han kender. Therese får så ringet til vores mor, som når ud til stadionet sammen med vores lillesøster Cecilia, mens redningsfolkene stadig kæmper med Jonas.

Vi ankommer til hospitalet, og meget snart kommer der mange mennesker. Vores storesøster, Jasmin, vores lillebror, Marcus, min daværende kæreste og nogle af vores venner er kommet til. De sidder i venteværelset sammen med mig, Cecilia, far og mor. Vores telefoner ringer konstant. Ingen af os aner, hvor vi skal gøre af os selv. Vi føler os magtesløse. Det står på i flere timer.

Ved 23-tiden kommer lægen ud og giver en opdatering. Han fortæller, at Jonas’ tilstand stadig er meget kritisk. Der bliver ved med at komme mange bekymrede venner og bekendte til, og de sidder i flere af hospitalets andre rum. Det eneste, lægen egentlig kan sige, er, at Jonas er i live på nuværende tidspunkt, men alt kan ændre sig time for time, så de vil give ham noget stabiliserende i løbet af natten og holde ham under konstant opsyn. Uvisheden og usikkerheden er ulidelig for os. Jonas svæver mellem liv og død, så mange af os bliver på hospitalet natten over. Vi aner ikke, om lægerne kan holde ham i live. Og hvis de kan, hvilke fremtidsudsigter har han så?

Hele situationen i løbet af aftenen er tæt på det uudholdelige. Omkring midnat er der, foruden mig og min kæreste, kun mor, far, Jasmin og Cecilia tilbage på hospitalet, og de siger allesammen, at jeg og min kæreste skal tage hjem til lejligheden på Frederiksberg for at få noget søvn. Da jeg kommer ind ad hoveddøren til min lejlighed, bryder jeg helt sammen. Jeg har svært ved at falde i søvn. Da jeg efter nogle timers søvn vågner ved 7-tiden, er det med en underlig optimistisk fornemmelse. Når jeg ikke er blevet ringet op, er det jo sikkert, fordi der ikke er sket noget. Jeg vil bare ud på hospitalet, men jeg bestemmer mig for, at jeg også lige kan tage noget morgenmad med til de andre.

Jeg stopper op hos bageren i Valby – ham, vi altid bruger – og der ser jeg en avis med et billede af Jonas på forsiden. Det er jeg slet ikke klar til. Egentlig ved jeg godt, at historien allerede er i medierne, men at se det på en forside er jeg overhovedet ikke forberedt på. Jeg har en hættetrøje på, så jeg tager hætten godt op over hovedet og skynder mig at købe morgenbrød, mens jeg håber på ikke at blive genkendt.

Det er, hvad jeg husker fra den dag. Hvordan min verden gik i stå i bagerforretningen – selvom den fortsatte for alle andre. Det var den følelse, jeg stod med. Jeg havde lige været ude for det værst tænkelige, og så er der en, der spørger, hvad jeg skal have – sådan helt dagligdagsagtigt og selvfølgelig naturligt i den sammenhæng. Man kan ikke forlange, at andre skal kunne sætte sig ind i den tilstand, man er i, når noget så ekstremt sker. Jeg tænkte, at hvis bare Jonas og jeg kunne have byttet plads, så havde det været bedre, nemmere for mig. Men det havde selvfølgelig ikke hjulpet et hak. Det lyder klicheagtigt, men som tvilling løser man meget sammen. Kunne jeg bare have taget halvdelen af smerterne, havde det været meget bedre. Hvad end der skulle til, så Jonas kunne overleve. Jeg tænkte, at jeg godt ville kunne leve med, at han endte som en grøntsag, så længe han bare overlevede. Senere har jeg tænkt, at den tanke selvfølgelig var totalt langt ude. Men i første omgang var tanken om, at jeg skulle begrave ham helt ubærlig. Jeg gik og spekulerede på, hvad jeg skulle sige til hans begravelse.


Suzanne Richter, mor
Jeg står i min mors køkken sammen med Cecilia og skærer ananas til en frugtsalat. Så ringer mors telefon inde fra stuen. Min yngste søn, Marcus, sidder i stuen og ser fjernsyn sammen med hende. Mor kalder på mig og siger, at opkaldet er til mig. Jeg går ind i stuen og ser, at mor har smidt sin telefon på sofabordet og samtidig er forsvundet ud i gangen. Hun vil ikke sige noget. Hun er helt ude af den. Jeg tager telefonen, og Therese fortæller mig, at Jonas er blevet ramt af et lyn. Jeg skriger og mærker mine ben forsvinde under mig. Jeg ligger på stuegulvet og bare græder og græder. Jeg får på en eller anden måde samlet mig selv op og begynder at agere, selvom jeg føler mig lamslået.

Jeg siger til Marcus, at han skal blive hjemme med sin mormor, og til Cecilia, at hun skal komme med mig. Therese har i mellemtiden sørget for at ringe efter en taxa til os. Jeg smider mig ind på forsædet og stortuder. Taxachaufføren spørger, om vi skal til Hvidovre Hospital, for han tror, at han hører forkert, da vi beder om at blive kørt til Hvidovre Stadion. Det får Cecilia til nærmest at skrige til ham, at det er stadionet, vi skal til. Taxaen holder ind, jeg smækker døren op og løber. Mit dankort har jeg givet til Cecilia, som bliver tilbage for at betale chaufføren. Jeg løber afsted på vej mod banen. Jeg ser Jonas’ ben, der stikker ud imellem menneskemængden. Jeg når ikke derhen, men bliver øjeblikkeligt stoppet af hans barndomskammerater Dennis Cagara og Henrik Kildentoft. De fører mig hen til Simon, som instinktivt bryder grædende sammen i mine arme.


Herman Richter, far
Jeg ser Jonas’ krop styrte til jorden og ved med det samme, at jeg nu har mistet en af mine sønner. Det her kan ingen overleve. Jeg sidder forstenet på tribunen og kan hverken tale eller bevæge mig. Da jeg kommer til mig selv igen, ser jeg Suzanne, der løber ind på banen hen imod ambulancen og menneskemængden. Så ser jeg pludselig, at nogle af drengenes venner står og ser på mig og vel undrer sig over, hvorfor jeg bare sidder der. Jeg ved ikke, hvordan jeg kommer hen til hospitalet. Jeg har det elendigt og føler mig svimmel. Efter nogle timer spørger min kærestes søster mig, om jeg har taget min blodtryksmedicin. Det har jeg ikke, så vi tager hjem og får fat i medicinen.

Foran min hoveddør står der en seks-syv blomsterbuketter. Da jeg kommer ind i lejligheden, går det op for mig, at Jonas må være død. Jeg begynder at svede og ryste. Min kærestes søster kører mig tilbage til hospitalet, og jeg får taget mit blodtryk. Jeg kan slet ikke finde ud af, hvad der foregår omkring mig. Alt er rent kaos. Det er forfærdeligt, at min søn er på intensiv, men det er mindst lige så forfærdeligt, at jeg ikke er i stand til at gøre noget for hverken ham eller hans søskende. Simon spørger, hvordan sådan noget kan ske, men jeg ved ikke, hvad jeg skal svare ham. Vi bliver på hospitalet, hvor vi får tildelt et værelse, som vi kan sove i.


Cecilia Richter, lillesøster
Mandag den 20. juli 2009 var dagen med det store chok. Men tirsdag den 21. juli, dagen efter ulykken, var en af de værste i mit liv. Vi fik besked på, at vi skulle samle hele familien, for der var noget, som lægen ville fortælle os. Vi havde svært ved at komme i kontakt med hinanden. Mine forældres telefoner var slukket for at slippe for opkald fra journalister. Da vi var blevet samlet foran indgangen til Jonas’ værelse på intensiv, kom aftenlægen ud. Han kiggede alvorligt på os alle sammen. Så fortalte han os, at Jonas’ pupiller ikke så ud, som de skulle. Derfor skulle Jonas have foretaget en hjernescanning. Jeg husker stadig tydeligt lægens ord: “Vi bliver nødt til at køre Jonas op til scanning nu, for vi har en mistanke om, at der er kommet væskeansamling i hjernen, og hvis det er, som vi tror, det er, så kan vi ikke gøre mere.” Så kørte de afsted med Jonas, og vi stod bare der. Nu kunne vi kun vente og vente og vente.

Efter hvad der føltes som flere år, kom lægen endelige tilbage. Min papmor, Helle, blev jublende lykkelig og ville kramme lægen, da han fortalte, at scanningen heldigvis ikke havde vist noget. Men lægen trådte hurtigt et skridt tilbage og betonede, at der faktisk ikke var så meget at fejre. Det her var ikke en sejr. Det var blot en konstatering af, at der var ét problem mindre. Jonas var stadig i overhængende livsfare, og det var på ingen måder sikkert, at han ville overleve.

Mere om FC Nordsjælland

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik