Nul afslutninger imod: Tottenham leger med Ludogorets
Af Jonathan Kjær Troelsen
Jose Mourinho og Pierre Emile-Højbjerg havde en nem dag på kontoret torsdag aften.
Tottenham var storfavoritter forud for torsdagens Europa League-opgør mod Ludogorets, og de levede da også op til favoritrollen. På trods af at manager Jose Mourinho havde valgt at spare flere profiler, heriblandt Harry Kane og Pierre Emile-Højbjerg, var det et Tottenham-hold, der var spilstyrende fra første minut.
Især lejesvenden Carlos Vinicius var skyld i, at Tottenham i første halvleg levede op til favoritværdigheden. Den 25-årige brasilianer, der er lejet for resten af sæsonen i Benfica, scorede nemlig to gange i løbet af første halvleg. Dermed var pausestillingen 2-0 til Tottenham, og missionen for de undertippede gæster havde nu forvandlet sig til at være ’Mission Impossible’.
I anden halvleg fik kampen et dansk bidrag. Højbjerg blev skiftet på banen efter en times spil, og kort efter kunne han sammen med holdkammeraterne juble over Harry Winks’ scoring til 3-0. Det blev ti minutter senere til 4-0, da brasilianske Lucas havde sidste fod på bolden.
Resten af kampen forløb på samme måde. Tottenham var klart mest på bolden, og Ludogorets havde svært ved at bikse noget offensivt sammen. Faktisk formåede Ludogorets at spille hele kampen uden at sende en eneste afslutning afsted mod Tottenham-målet.
Med sejren har Tottenham ni point for fire kampe. Det rækker foreløbig til en delt førsteplads, hvor belgiske Antwerp ligger side om side med London-klubben.