Torsten Brix

Gareth Bal€ – Kicked in the Bales

Den stille Whitchurch-dreng havnede som superstjerne i Real Madrid, men det blev aldrig godt… og 13 trofæer på syv sæsoner var bare ikke nok!
Der kommer næppe til at være mange spillere i fodboldhistorien, der kommer til at vinde fire Champions League-trofæer med den samme klub, lave 80 mål og 40 assists i 171 kampe samt vinde 13 trofæer på syv sæsoner – og som alligevel vil blive beskrevet som en stor skuffelse – men… det er alligevel virkeligheden for Gareth Bales ophold i Real Madrid. Opholdet fik en afslutning, da den hurtige waliser returnerede til Tottenham, som han forlod i 2013 for at tage til den spanske kongeklub.

Bale har lavet en etårig låneaftale med London-holdet, som han blev solgt fra rekorddyrt. Efter låneaftalen udløber Bales gyldne kontrakt med Real Madrid, og den ikke spansktalende angriber vil formentlig fortsætte i Premier League. Dette er de glade for i Real Madrid, hvor træner Zinedine Zidane for et år siden sagde, at det var bedst for alle parter, hvis Bale forlod Bernebeu. Her følger et blik lidt tilbage i tiden.

På Whitchurch High School i Cardiff var smilene inden EM 2016 gigantiske, da ”deres” dreng – Gareth Bale – næsten ene mand har sikret Wales den første fodboldslutrunde siden 1958. I kvalifikationen lavede Bale syv af de elleve Wales-mål og lagde op til to af de sidste fire mål, hvilket kom efter, at Bale netop havde vundet Champions League-finalen efter en straffesparkskonkurrence, hvor det kramperamte venstreben ikke skuffede for Bale.

Billederne af den hårdtkæmpende Bale fra CL-finalen og kendsgerningen, at Wales stod foran EM-deltagelse - takket været Bale - rørte hans fodboldtræner fra Whitechurch High School. Gwyn Morris har til engelske medier berettet om den 15-årige Bale, der var med på U/18-holdet med stor succes. Morris husker, at Bale blev udnævnt til årets sportsnavn, selvom der gik to store rugby-talenter på skolen. Både den walisiske landsholdsanfører Sam Warburton og legenden Elliot Kean blev fravalgt til fordel for Bale, der ellers ”bare” spillede fodbold.

Så Bale var på det højeste, og to år senere var han det igen, da han som indskifter sænkede Liverpool i Champions League - med to mål. Det ene var et drop af den stakkels Liverpool-keeper Karius, mens waliserens andet mål var en sand perle. Trods denne Champion League-triumf var Bale otte måneder senere uønsket i klubben, da Zinedine Zidane ankom. Franskmanden virkede fast besluttet på at fastholde den linje, som han også havde sidste gang, hvor han var træner i ”Konge-klubben” – nemlig at Bale skulle væk, og han ville ikke få mange chancer på banen for at bevise det modsatte. Sikkert ikke noget som den førnævnte ungdomstræner Morris forstod ret meget af – og mange andre i fodboldverden gjorde heller ikke.


Den private Bale - og specielle regler fra idrætslæreren
Bale var som barn en stille dreng, og på den private side er Bale også meget ydmyg. Han er blevet gift med gymnasiekæresten Emma, som han har barnet Alba Violet sammen med. Han mødte konen på Whitchurch High School, hvor Morris satte specielle regler for Bale, da han var for overlegen i fodbold i forhold til de andre. Han måtte bl.a. ikke bruge sin venstre fod - og kun spille one-touch.

Bales udvikling fortsatte på talentfabrikken i Southampton, hvor han som 16-årig blev rykket op på førsteholdet og fik sin debut i 2006. Han startede ud med at spille venstreback, men han viste hurtigt, at han havde en evne for at score mål, og det på trods af, at han spillede fra en back-position. Det blev kun til fem mål for ”The Saints” i 45 kampe, for da han skiftede til Tottenham i 2007, var han kun 18 år.

Her spillede han videre som venstreback, men endte med at blive droppet til fordel for Benoit Assou-Ekotto pga. nogle svingende præstationer. Hans offensive spil blev kun bedre, men hans defensive talenter var i den grad begrænsede, og dette indså Harry Redknapp, da han eksperimenterede med at spille med Bale på kanten i stedet for i forsvaret. Det var fra denne position, at han først begyndte at drille forsvarere, samtidig med at han kunne videreudvikle sin målnæse. Da Villas-Boas kom til klubben, var det næste naturlige skridt for Bale at få en meget friere rolle på midten af banen, hvorfra han kunne operere, som han havde lyst til.


Bale dræbte Maicon
Da Bale var 14 år, kunne han løbe 100 meter på 11.4 sekunder, og det er tydeligt at se, hvor svært hans modstandere har det, når de står over for dem. Bale er glad for at udfordre sin modstander på direkte løb. Han giver bolden et ordentligt prik, løber den op, og efterlader sin modstander stakåndet og skrantende tilbage. Netop dette så hele fodboldverdenen, da Bale drev gæk med den stærke højreback – Maicon – og Bales holdkammerat Rafael van der Vaart sagde efter Champions League-kampen:

- Alle er bange for ham (Bale red). Maicon er en af de bedste forsvarsspillere i verden, og han dræbte ham.

Udover hurtigheden er Bale også en dødboldsspecialist, han besidder evnen til at slå et målgivende indlæg, og han har en utrolig evne til at afgøre kampe ved hjælp af langskudsmål. Han er altså en drivkraft for hele holdet. En meget komplet spiller, som er meget målfarlig. Dette viste han blandt andet også, da han lavede hele 21 Premier League-mål i afskedssæsonen i Tottenham.


- Bale glad to be back with his REAL friends
De gode præstationer for Tottenham åbnede op for et skifte til mægtige Real Madrid, hvor waliseren blev rekordindkøbt, men samlet set en skuffelse. Alt for mange skader og derudover virkede det til, at kemien med den tidligere holdkammerat Cristiano Ronaldo kun var god i Real Madrids gode periode. Da Bale imod Espanyol ikke afleverede til den portugisiske superstjerne, kom reaktionen prompte fra Ronaldo: ”Puta” – hvilket ikke skal oversættes i disse linjer.

Til Ronaldos meget presseomtalte fødselsdag – efter 0-4 nederlaget til Atlético Madrid – mødte Bale ikke op, og der begyndte at blive sået tvivl om, hvorvidt familien Bale trives i Madrid. Hurtigløberens kæreste rejste jævnligt til Wales med deres treårige datter, og efter den omtalte El Clasico-kamp var Bale til landskampsamling, hvorefter en walisisk avis meget rammende havde taget et billede af en meget smilende Bale med overskriften ”Bale glad to be back with his REAL friends”.


104.701 stemmer
I sommeren 2015 havde den anerkendte spanske sportsavis ”AS” bedt sine læsere om at lave deres bedste opstilling for Real Madrid for den efterfølgende sæson, og hele 109.231 personer valgte at lave deres hold… Af disse Real Madrid-fans havde hele 104.701 stemt Gareth Bale på holdet. Dermed havde waliser vundet sig ind i de kritiske spanske hjerter efter en god sæson, hvor han lavede 15 mål og 12 assists i blot 24 La Liga-startopstillinger.

Sådan så det ikke ud efter “El Clasico” i foråret 2015, hvor Bale blev ”hængt til tørre” blandt de selvsamme fans, som stemte på ham. Efter kampen – hvor Bale var meget anonym og næsten ikke rørte bolden – valgte sportsavisen Marca at give Bale karakteren ”0”, hvilket var medvirkende til, at waliseren blev udsat for endnu mere had. Allerede inden Marca var sendt på gaden, havde Real Madrid-fans angrebet Bales hvide Bentley.

Nederlaget på 1-2 sendte Barcelona på mesterskabskurs med fire points forspring til ”Kongeklubben”, og så skal der findes en syndebuk, og når Bale så var verdens dyreste fodboldspiller, blev han et meget let bytte. Det skete på trods af den føromtalte afstemning og den kendsgerning, at Bale mindre end et år forinden havde afgjort pokal-finalen og Champions League-finalen til Real Madrids fordel, hvilket på daværende tidspunkt fik Marca til at skrive:

- Med de to finale-mål, som begge var meget kampafgørende, er Bale allerede en Real Madrid-legende.

På få måneder var Bale altså gået fra skurk til helt – og sådan har det været flere gange siden, men det er langt fra første gang, at briter har problemer med at vænne sig til det anderledes spil, efter de har skiftet væk fra øen. De britiske spillere, der har opnået succes, kan tælles på én hånd, og skrækhistorierne er mange.

Problemet er, at disse spillere ikke formåede at tilpasse sig den anderledes spillestil, lære sproget og generelt har svært ved at acceptere at være væk fra England samt har store klima-problemer. Dog findes der eksempler på britiske spillere, der har opnået succes, som Gary Lineker og Steve McManaman. Lineker huskes i Barcelona fra 1986-89, hvor han formåede at lave 44 mål i 99 kampe, og McManaman kan bryste sig af sine to La Liga-sejre samt to Champions League-trofæer med Real Madrid. Samme eftermæle har Bale ikke fået i Madrid, hvor forsiden af AS siger alt. Der var kun en spiller på forsiden, og overskriften er:

- Gareth Sale

Kort tid forinden havde Real Madrid spillet træningskamp mod Bayern München – uden Bale, og det havde Zinedine Zidane en simpel forklaring på.

- Gareth Bale spillede ikke, fordi han er tæt på at forlade klubben. Vi håber, at han snart forlader klubben, eftersom det vil være bedst for alle. Vi arbejder på en transfer til en anden klub. Jeg har ikke noget personligt imod ham, men der kommer en tid, hvor man bliver nødt til at gøre noget, fordi det skal gøres. Afskeden er min beslutning, og det er ligeledes hans beslutning. Han kender også situationen. Jeg ved ikke om, der sker noget indenfor 24 eller 48 timer, men der kommer helt afgjort til at ske noget, sagde Zidane.

Gareth Bale havde på det tidspunkt scoret i 102 mål og leveret 68 assists i alle turneringer for Real Madrid, men det var åbenbart slet ikke nok for Zidane, der sikkert mente, at waliseren havde været alt for meget skadet siden ankomsten i 2013. Zidanes kommentar faldt ikke i god jord hos Bales agent Barnett, som skulle have sagt til ESPN:

- Zidane er en skændsel. Han snakker om en, der har gjort så meget for Real Madrid. Hvis og når Gareth skifter, vil det være, fordi det er bedst for Gareth og ikke, fordi Zidane skubber på for et skifte.

Bale-balladen kom altså, efter han havde scoret afgørende mål for Real Madrid i to Champions League-finaler og i Copa del Rey-finalen i 2014, men også samtidigt med at Zidane var i gang med “Operation 200”. Dette handlede om, at Real Madrid vil sælge fem spillere for 200 millioner Euro for at få råd til Paul Pogba – så for at Zidane kan få plads til sin landsmand og store ønske Pogba.

Der skulle dog gå et år, før Gareth Bale blev til ”Gareth Sale”, selvom han kun blev udlånt til London. Han fik sparket i Real Madrid, hvilket frembragte denne overskrift i Daily Mail:

- Kicked in the Bales

Billedet - som kan ses i toppen af denne profil - til artiklen var af en lykkelig Bale, der kyssede Champions League-pokalen, hvilket han gjorde fire gange i Real Madrid…

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER