Christian Bang Jensen

Chelsea kan slå rekord med Havertz

Ifølge den tyske fodboldredaktør på BILD Christian Falk bliver Kai Havertz den dyreste tyske spiller, der nogensinde er blevet handlet, såfremt skiftet til Chelsea går igennem.
Efter at have afsluttet handler med både Hakim Ziyech og Timo Werner, er Chelsea og manager Frank Lampard gået shop-amok på transfermarkedet denne sommer, og ”The Blues” er ikke færdige endnu. Næste mand på indkøbslisten er den 21-årige Kai Havertz, der gennem flere sæsoner har været et stort talent hos Bayer Leverkusen.

Den tyske storklub har dog gjort det meget klart, at Chelsea ikke får en "COVID-rabat" for den offensive midtbanespiller. Englænderne kan enten betale prisskiltet på omkring 740 millioner kroner, eller de kan lade Kai Havertz blive i Leverkusen i den kommende sæson.

Med det nuværende prisskilt vil den unge tysker blive den dyreste spiller, der er blevet handlet nogensinde i tysk fodbold. Det skriver fodboldredaktør på BILD Christian Falk på Twitter.



Chelsea er ifølge engelske medier imidlertid ikke klar til at betale hele beløbet for Kai Havertz. I stedet forsøger de at strukturere en aftale, hvor der bliver betalt 580 millioner kroner samt nogle forskellige afdrag og præstationsklausuler.

Ifølge de engelske aviser har Kai Havertz, efter samtaler med Frank Lampard, samt den teknisk rådgiver og klublegende Petr Cech, vist stor begejstring for projektet på Stamford Bridge, og spilleren mener selv, at London-klubben er det rigtige sted at fortsætte karrieren.

Den nuværende rekord står Leroy Sane for, da han i 2016 skiftede fra Schalke 04 til Manchester City for omkring 388 millioner kroner.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER