Daniel Fisker

Cantona: United er som gammelmandssex

Manchester United-legenden Eric Cantona mener, at klubben i øjeblikket spiller som en gammel mand, der har sex – det fører kun til skuffelse.
Det så ud til, at Manchester United, som i øjeblikket indtager en skuffende ottendeplads i Premier League, endelig var kommet tilbage på sporet, da klubben havde spillet seks kampe uden at tabe, men det fik Watford sat en stopper for.

”The Red Devils” har ikke løftet et Premier League-trofæ, siden den legendariske manager Sir Alex Ferguson var ved roret på Old Trafford. Ole Gunnar Solskjær har ambitioner om at gøre Manchester United så gode som Liverpool, der i denne sæson har kurs mod Premier League-titlen.

Disse ambitioner deles af Manchester United-legenden Eric Cantona, som er sikker på, at klubben vil vende tilbage til fordums styrke, selvom han er skuffet over, hvordan Manchester United spiller i øjeblikket.

- Manchester United har en speciel plads i mit hjerte, udtaler Eric Cantona ifølge Yahoo Sports.

- Men at se United spille nu minder om at have sex som en gammel mand. Man gør det så godt, man kan, men når alt kommer til alt, så er alle en smule skuffede. Når jeg siger noget, undskyld, om at have sex som en gammel mand, så er det ikke mig selv, jeg snakker om, tilføjer Eric Cantona.

Selvom den forhenværende franske angriber er skuffet over Manchester United i øjeblikket, så er han sikker på, at ”The Red Devils” vil vende tilbage til fordums styrke.

- De kommer igen, fordi det er den største klub i verden.

Manchester United skal næste gang i aktion, når Boxing Day går på hæld. ”The Red Devils” tager imod Newcastle til en kamp, som sparkes i gang den 26. december klokken 18:30.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER