LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Daniel Fisker

Van Dijk: Sådan stopper vi Barcelona

Liverpool sikrede sig onsdag aften en billet til semifinalerne i Champions League, da de samlet slog Porto 6-1. Liverpool og Virgil van Dijk skal nu op imod FC Barcelona i semifinalerne.
Virgil van Dijk glæder sig til at prøve kræfter med FC Barcelona og Lionel Messi i Champions League-semifinalerne. Den hollandske forsvarsgeneral mener dog, at Liverpool-mandskabet skal holde sammen og gøre deres absolut bedste, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at stoppe Barça og Lionel Messi.

Den argentinske troldmand scorede to mål, da Barcelona slog Manchester United 3-0 på Camp Nou og dermed sikrede sig en billet til semifinalerne, hvor den catalanske storklub skal møde Liverpool. Virgil van Dijk har dog en plan for, hvordan Liverpool skal bære sig ad med at stoppe Barcelona og Lionel Messi, som i hollænderens øjne er verdens bedste fodboldspiller.

- Jeg ved det ikke. Det vil vise sig. Det bliver en fantastisk kamp for os alle sammen, udtaler Virgil van Dijk ifølge Mirror.

- Det handler om, at vi skal gøre det hele sammen. Det må aldrig blive en mod en. Det bliver aldrig bare mig mod en bestemt angriber.

- Det er altid os mod alle. Jeg tror, at det er den eneste måde, vi kan forsvare os på.

- Det bliver rigtig hårdt. Jeg synes, at han (Lionel Messi, red.) er den bedste spiller i verden, men vi får at se.

Liverpool og FC Barcelona krydsede sidst klinger i den såkaldte International Champions Cup. Her vandt Liverpool 4-0. Det er godt og vel 12 år siden, at Liverpool og Barça tørnede sammen i Champions League. Dengang mødtes de to storhold i ottendedelsfinalerne, hvilket resulterede i et samlet resultat på 2-2. Liverpool gik dengang videre til kvartfinalerne på reglen om udebanemål.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder