Stefan Lindahl

Drake-forbandelsen rammer Ligue 1-dukse

Fodboldverdenen bliver i ny og næ ramt af ”forbandelser”. Denne gang er det Drake-forbandelsen, som har ramt Europa.
I går måtte Ligue 1-duksene Paris Saint-Germain se sig slået 1-5 på udebane i det nordlige Frankrig mod tabellens nummer to LOSC Lille. To dage før nederlaget fik parisernes venstre back Layvin Kurzawa taget et billede med den verdensberømte canadiske musiker Drake.

Kurzawa og PSG er bestemt ikke de første ofre for Drake-forbandelsen. Tidligere gik den ud over Arsenals gabonesiske angriber Pierre-Emerick Aubameyang. Den 2. april blev et billede med de to lagt op på det sociale medie Instagram, og søndag den 7. april tabte London-klubben 0-1 til Everton på Goodison Park i Liverpool.

I marts-måned ramte forbandelsen Manchester Uniteds franske midtbane-profil Paul Pogba. Franskmanden uploadede efter en Drake-optræden i Manchester et billede med musikeren, og fem dage senere tabte United FA Cup-semifinalen til Wolverhampton.

I sidste uge blev Manchester City-angriberen Sergio Agüero det seneste offer, da han, efter at have fået taget et billede med Drake, brændte et straffespark i Citys 0-1-nederlag til Tottenham i Champions League-kvartfinalen.

Kurzawa-tilfældet er ikke det eneste i den seneste tid udenfor England i forbindelse med forbandelsen. Dortmund-esset Jadon Sancho måtte i starten af denne måned se sit hold slået 0-5 af mesterskabsrivalerne i Bundesligaen Bayern München efter samme situation, som de fire andre spillere.

Det læser brugerne på INDKAST lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER