Farvel, Estadio Vicente Calderón
I dagens kalendergave siger vi et sidste farvel til Vicente Calderón, som forlod os for bestandigt i år 2017.
En fodboldklub består ikke bare af et fodboldhold, der udkæmper kampe i deres liga, pokalturnering og måske en europæisk turnering. De fleste fodboldklubber, i hvert fald i Europa, har en lang historie bag sig, en historie der genfortælles og lever videre blandt klubbens fans som kollektive minder om tider, som de fleste end ikke oplevede – men som de alligevel husker.
Det skyldes dels overleveringer fans imellem og historiefortælling, men et af holdepunkterne i denne historiefortælling er klubbernes stadions. Her har begivenhederne udspillet sig, og sammen med klubfarver og logoer, er det dem, der binder en klub og dens fans sammen med fortidens begivenheder og i sidste ende skaber en identitet omkring en klub.
Men fodbold er ikke romantisk, i hvert fald ikke håbløst. Det måtte Atlético Madrids fans sande tidligere i år. Som et led i den rivende udvikling, Madrid-klubben har gennemgået de senere år, rykkede de inden (eller i virkeligheden et lille stykke inde i) 2017/18-sæsonen ind på det nye stadion Estadio Wanda Metropolitano 10 kilometer væk fra det gamle stadion Estadio Vicente Calderón - som i sine sidste år for alvor fik vist sig frem på den internationale scene, selvom det i 1982 dannede rammen om tre VM-kampe.
Det har naturligvis været en blandet oplevelse for Atlético Madrid-fansene.
Allerede da det for år tilbage kom på tale at fraflytte Vicente Calderón, det første store all-seater-stadion i Europa da det blev bygget i 1966, var en gruppe af fans på barrikaderne og opfordrede klubben til at glemme alt om det.
- Det vil være at gøre en ende på den eneste arv, som klubben besidder, og det vil ødelægge det eneste bånd, som binder klubben sammen med sin historie, lød det dengang fra fanklubbernes talsmand Valentín Benito.
Denne protest var på alle måder forudsigelig. Fans er knyttet til et stadion, og man kan ikke forestille sig at komme videre med et nyt stadion, et nyt sted. Se bare på West Ham.
Da undertegnede var så heldig at være til stede til en af de sidste kampe på Vicente Calderón, 0-1-nederlaget mod Villarreal i maj måned, bar stemningen da også præg af nostalgi og en vis sørgmodighed. Som om klubben sagde farvel til dens historie.
Til de sidste kampe havde fangrupperingen bag det ene mål forberedt en række tifoer, der mindede alle om de store oplevelser, klub, fans og stadion havde delt gennem årene.
70'ernes mesterskaber, det smertelige finalenederlag til Bayern München i Europa Cup'en for mesterhold i 1974, det fantastiske mesterskab med Diego Simeone på banen i 1996 den ligeledes smertelige nedrykning i 2001, og den fantastiske genrejsning med Simeone på bænken fra 2011 og frem med mesterskabet i 2014, med Vicente Calderón som et uindtageligt fort, som det ultimative højdepunkt.
Alle disse ting blev ridset op i folks erindringer, mens de af hjertet sang højere end nogensinde før for at give Vicente Calderón den ultimative afsked.
Men sandheden er også, at det ikke var et farvel til Atléticos historie.
Det gjorde Diego Simeones hold alt for at understrege, da de i den første kamp på Wanda Metropolitano i vanlig stil gav fansene en hårdt tilkæmpet 1-0-sejr over Málaga.
”Nyt stadion, det gamle Atlético”
Sådan lød overskriften i Marca dagen efter den spektakulære fest med det knapt så spektakulære resultat. Det indkapsler vel meget godt den måde, hele fodboldverden de seneste år har lært Atlético at kende. Måske synes nogle, de har spillet kedeligt, men auraen omkring Vicente Calderón og klubbens fans har ingen sat spørgsmålstegn ved.
Selvom min rejsekammerat i maj, en indædt Atlético-fan, som på samme tid fik sit første og sidste besøg på Vicente Calderón, købte i nederlaget og skuffelsens stund ikke mit argument om, at der ikke var en mere passende måde at sige farvel til Vicente Calderón end med en lidelseshistorie (han ville gerne bare have oplevet en hjemmescoring i det mindste), så var det på en eller anden måde en rigtig Atlético-oplevelse, og dermed mere passende end noget andet at have netop det som den eneste oplevelse fra Vicente Calderón.
For fortællingen om Atlético er netop fortællingen om et bravt arbejderfolk, der trods placeringen i skyggen af Real Madrid står last og brast med klubben, uanset hvor håbløst det hele ser ud. Den følelse indfangede Vicente Calderón netop allerbedst.
Med sit støvede udtryk og sin placering i et støvet arbejderkvarter på den endnu mere støvede flodbred til den notorisk udtørrede Manzanares-flod, var man ikke i tvivl om, hvilken klub, hvilket stadion man var kommet til. Kun aftenens begivenhed i form af en La Liga-kamp mod Villarreal satte liv i gaderne, der var fyldt med glade Atlético-fans, åbne barer, billige dåsebajer til lyndrikning inden 90 minutter restriktionsbetinget tørlægning, udsalg af solsikkefrø og med Atlético-trøjer i alle afskygniner (med en Simeone-udebanetrøje fra 96, halvt blå halvt hvid, som den mest iøjenfaldende) strømmende til fra alle retninger.
Om præcis den samme følelse kan overflyttes til Wanda Metropolitano, vil tiden vise. Lige nu tegner det dog meget godt. Selvom Filipe Luis ikke har lagt skjul på, at de ikke føler sig hjemme endnu, og Diego Simeone i oktober rykkede en træningssession til det nu forladte Vicente Calderón, som for at suge det sidste energi ud af den gamle arena, har de fået en god start under de nye omgivelser. De tabte nok til Chelsea i Champions League, men i ligaen har de allerede gjort Wanda Metropolitano til et fort. Og lokalområdet omkring stadion, som allerede i forvejen havde et par Atlético-barer, har viet sig til at gøre området til et levende Atlético-hjem.
Som en Atlético-fan, der havde sin søn med til åbningen af det nye stadion, påpegede, så blev han af sin far taget med til Vicente Calderón, og siden har han haft stadion inde under huden. Nu kunne han overlade sin søn til nye omgivelser, som i årene frem vil danne omgivelser om hans oplevelser som Atlético-fan, og samtidig danne grundlag for et styrket Atlético.
Det er også denne transmission, klubben har forsøgt at henvise til i navngivningen af stadion. Metropolitano var netop navnet på det stadion, Atlético spillede på, inden de i 1966 rykkede til bredden af Manzaranes-floden – en flytning fansene dengang protesterede over med henvisning til den afsidesliggende beliggenhed og klubbens stærke tilknytning til Estadio Metropolitano. Ja.
Dengang kom de sig over det, og mon ikke også de gør det nu. 2017 bød på et rørende farvel til Vicente Calderón, men i 2018 fortsætter historien på Wanda Metropolitano. For Atléticos sjæl er ikke fæstnet i beton eller plasticsæder. Den kommer fra deres fantastiske og trofaste fans, som i virkeligheden også var hovedattraktionen på Vicente Calderón.
Det var det ikke oplevelsen af bygningsværket Vicente Calderón, der satte sig fast i min bevidsthed, da jeg i maj var med til at sige farvel til det gamle stadion. Det var derimod den utrolige stemning og de utrættelige sange, ikke mindst hymnen, som stadig sidder ubehjælpeligt fast i mit hoved.
”Atleti, Atleti, Atlético de Madrid.”
Den kan ingen tage fra dem, og den vil leve videre i deres nye hjem sammen med minderne om fortiden og håbet om, at fremtiden byder på færre lidelser og flere triumfer.
