Transferbombe i Madrid? Atlético ønsker at hente Rodrygo
I den seneste tid har der været mange rygter om Real Madrids brasilianske stjerne-wing Rodrygo. Blandt andet har det forlydt, at han – på grund af manglende spilletid og jalousi rettet mod bl.a. Mbappé – har nægtet at spille for Real Madrid igen. Derfor er transferrygterne taget til, og især topklubber i Premier League som Chelsea, Manchester City og Arsenal er blevet nævnt som de varmeste bejlere.
Nu er puljen af bejlere angiveligt blevet større – og det er en yderst kontroversiel bejler, der er kommet til. I det spanske tv-program El Chiringuito de Jugones kunne journalisten Alfredo Duro nemlig berette, at bysbørnene og lokalrivalerne Atlético Madrid holder et vågent øje med Rodrygo og er klar til at købe brasilianeren, hvis han endegyldigt beslutter sig for at forlade kongeklubben. Han understreger dog, at der endnu ikke har været forhandlinger mellem klubberne.
Det ville uden tvivl være et stort chok for Real-tilhængerne, hvis Rodrygo vælger at forlade dem til fordel for byens andet store hold – og næppe noget, der ville blive set på med milde øjne.
Det er dog langt fra sikkert, at Rodrygo skal nogen steder. Den store sportsavis AS skriver, at Rodrygo i udgangspunktet ønsker at blive i Real Madrid og håber på en ny start, hvis klubben – som ventet – præsenterer Xabi Alonso som ny cheftræner. De beretter ligeledes, at Rodrygo kunne overveje et skifte, hvis han mister sin plads i startopstillingen permanent.
Det bliver spændende at følge udviklingen henover sommeren, da den allerede nu ser ud til at blive en af årets store transfersagaer i spansk fodbold.