Det læser brugerne på INDKAST lige nu

Torsten Brix

Hvordan kan PSG købe Neymar?

Indkast.dk har kigget nærmere på sommerens og historiens største transfer - og det virker altså underligt.
- Sidder med min 9-årige søn og snakker om, at Neymar skal til PSG.... har du insider?

Dette spørgsmål fik jeg fra en god kammerat for 14 dage siden, hvortil jeg svarede, at dette klubskifte formentlig ikke kom til at ske grundet UEFA's Financial Fair Play (FFP), da PSG næppe kunne skabe så meget omsætning og dermed lave et nødvendigt overskud i regnskabet efter et rekordkøb af Neymar.

Nu har PSG så meldt officielt ud, at Neymar skifter til PSG, men hvordan er dette muligt? Altså at PSG kan hente Neymar for omkring 1.600 millioner kroner.

PSG's omsætning er vokset støt, siden Nasser Al-Khelaifi kom til. Som Indkast.dk tidligere har dokumenteret, er klubben vokset betydeligt de senere år – se blot disse tal, som er omsætning i millioner kroner:

2011/12: 1.734
2012/13: 3.123
2013/14: 3.823
2014/15: 4.092
2015/16: 4.232

Men det er her, at kæden hopper af… for hvordan kan PSG købe Neymar for 1.600 millioner kroner med disse omsætningstal, og UEFA har i denne forbindelse nul tolerance. Man kan altså ikke købe en spiller med argumentet om, at denne spiller vil skabe yderligere omsætning. Man skal have pengene i klubben for at gøre dette.

Klubejerne i PSG er stenrige. Sammenlignet med andre klubejere har de næsten ingen begrænsninger, men trods de mange penge i private formuer eller fonde samt lysten til at give klubben en masse penge, så hjælper det ikke PSG. For pengene kan ikke bare flyttes ind i klubben uden en modydelse, som er økonomisk tilsvarende.

FFP blev for syv år siden startet af UEFA for at stoppe klubbernes dårlige økonomier. De skulle simpelthen til at bruge færre penge, end de tjente, var den elementære og fornuftige begrundelse.

I 2015 kom en opstramning, som skulle være med til at sikre, at de største europæiske klubber ikke kunne blive opkøbt af stenrige investorer, der smed en masse penge i klubberne og dermed gav en ulige konkurrence. Samtidigt blev der stillet flere krav til klubberne om for eksempel større brug af egne udviklede spillere. Ved indførelsen var UEFA også helt klar i spyttet og meldte ud, at klubberne ville blive straffet hårdt, såfremt de ikke kunne fremstille regnskaber med ”sorte” tal på bundlinjen – uden kunstige økonomiske indsprøjtninger.

I 2014 blev Manchester City således straffet og fik en bøde på vanvittige 500 millioner kroner. Derudover måtte de efterfølgende blot tilmelde 21 spillere – imod de normalt 25 – til deres Champions League-sæson, og af de 21 skulle 8 have fået store dele af deres fodboldopdragelse i City. En hård straf, som viste, at UEFA ville ændre en udvikling med mange nye investorer som klubejere rundt om i Europa. I modsvar begyndte klubberne at hyre stakkevis af advokater til at finde måder at omgås reglerne på.

Det kan også have været tilfældet med Neymars klubskifte, for ifølge Mundo Deportivo skulle PSG blandt andet have fundet en alternativ løncheck til Neymar. Den solide spanske sportsavis mener, at den brasilianske superstjerne får et nyt job i forbindelse med klubskiftet. Neymar skal være ambassadør for Qatars VM-slutrunde. Et job, som skulle give … og hold nu fast… 1.500 millioner kroner i løn – altså næsten det samme, som Neymar koster. Glem nu ikke, at PSG og den administrerende direktør Al-Khelaifi har stærke bånd til hjemlandet Qatar.


Hvad kan der ske?
Såfremt UEFA mener, at PSG ikke overholder FFP, har de en unik mulighed for at udelukke klubben fra Champions League. Dette vil være en katastrofe for klubben, som har deltagelsen som deres helt store sportslige målsætning, og husk nu på, at det var Neymar, der på otte gyldne minutter som hovedaktør i tre mål var manden bag PSG's deroute i sidste års turnering.

Holder PSG deres sportslige niveau og de andre hold deres, vil hovedstadsholdet i de næste ti år vinde mindst syv franske mesterskaber, så målsætningerne og drømmene kan ikke findes i den nationale liga, men i Champions League. Bossen Jean-Claude Blanc har sagt, at klubben skal blive ”det største sportsbrand i verden.” For at opnå noget så unikt kræver det sportslig succes – ikke blot på de hjemlige breddegrader. Deres hjemmebane og dermed scenen er skabt til noget stort.

Efter de 34 måneders istandsættelse – med de anerkendte designere Patrick Jouin og Jean-Philippe Nuel – fremstår stadionet næsten som et luksushotel med brasserie, små diskoteker med kendte DJ's, skopudsere og masser af champagne… der er sågar lavet en skybar øverst på stadionet, hvorfra man kan se kampen, imens man spiser og drikker. Alle 47.929 tilskuere får dog en unik oplevelse på stadionet – blandt andet via en masse muligheder på tilskuernes mobiltelefoner.

Inden overtagelsen havde PSG 500.000 fans på Facebook – nu har de over 30 millioner, hvoraf 90 % ikke er fra Frankrig. Disse mange fans kan nu købe 500 kroners spilletrøjer, men også Primitive Skateboards eller Beats-høretelefoner med klubbens logo på. Netop logoet er siden overtagelsen blevet ændret, da Al-Khelaifi ønskede, at byens varemærke Eiffeltårnet skulle indgå i klubbens logo. Den nye ledelse i PSG ønskede, at klubben skulle udvikle sig til internationalt brand – så hvorfor ikke bruge verdens mest kendte tårn, når de ønskede at komme tættere på fans i Japan og Brasilien.

I fremtiden vil disse fans kom til at hylde Neymar, medmindre det spanske fodboldforbund får sat en stopper for skiftet. Alle spillere i Spanien skal have nedfældet en frikøbsklausul i deres kontrakt, og det var den, som PSG udnyttede ved købet af Neymar. Det har frembragt en voldsom reaktion fra fodboldforbundets præsident Javier Tebas, som har sagt til Sport:

- PSG kan ikke fremvise tal om, at deres kommercielle rettigheder (omsætning, red.) overgår Real Madrid eller Barcelonas. Det tror ingen på… Vi vil informere præsidenten for PSG om, hvad vi vil gøre, og så må vi se, om PSG's tilgang (til Neymar-købet, red.) vil fortsætte i den samme retning.

Så det var altså ikke kun mig, en far og en ni-årig knægt - der var overrasket og ikke forventede, at PSG kunne udnytte den store klausul ...

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER