LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Sebastian Gloor

Okore på talefod med dansk klub

Jores Okore er rygtet væk fra hovedstaden efter en sæson i FCK med for lidt spilletid. Ifølge bold.dk snakker han med en anden dansk klub.
Den danske midtstopper Jores Okore har meldt ud, at han ønsker at forlade de nykårede danske mestre til sommer.

Ståle Solbakken forklarer, at Okore og FC København er nået til enighed omkring en afsked.

- Vi blev enige om det for 14 dage siden, og der er en dansk klub, som har ringet til mig, og den klub har fået lov til at tale med Jores, siger Solbakken til bold.dk.

Den norske cheftræner udelukker samtidigt muligheden for, at Okore bliver i FCK efter sommerferien.

- Jeg er 100 procent sikker på, at han er væk, før næste sæson går i gang.

Det er manglen på spilletid, der får Okore til at søge nye græsstrå under støvlerne. I denne sæson er det blot blevet til otte kampe i Alka Superligaen for den 24-årige forsvarsspiller.

- Jores skal have 20-25 kampe i træk, og det mener både han og jeg, at han skal bruge for at komme tilbage på sit gamle niveau. Men det kan jeg ikke give ham i FCK.

Ståle Solbakken understreger dog, at han ikke har været skuffet over danskeren.

- Jeg har ikke været skuffet, men han kom til FCK, efter han havde været væk fra fodbold i noget tid på grund af skader. Han har spillet nogle kampe, som er gået godt, mens nogle er gået mindre godt.

FC København tabte tidligere i dag til Lyngby BK med 3-1.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder