LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Torsten Brix

Alt om Esbjerg fB – FC Midtjylland

EfB og FCM mødes for 44. gang denne aften. Historisk set har EfB taget 13 sejre, 12 dueller er endt uden vinder, mens FCM har triumferet 18 gange indtil nu.
Generelt
· FCM er ubesejret i klubbernes seneste 16 opgør (10 sejre og seks uafgjorte), og led senest nederlag til vestjyderne d. 11. april 2010 (1-2 her på Blue Water Arena i Esbjerg). De 16 kampe uden sejr over FCM er negativ klubrekord i EfB, mens det modsat er positiv klubrekord for FC Midtjylland.

· Fra 2002 til 2010 var EfB ubesejret i hele 13 hjemmekampe mod FCM (heraf 12 sejre), og rent historisk har vestjyderne sejret i 12 ud af hidtil 22 hjemmekampe mod “Ulvene”.


Esbjerg fB
· For anden gang i klubbens historie står EfB blot noteret for én sejr i sæsonen efter 13 kampe (ligeledes i 2008/09, hvor man sluttede som ni'er i tabellen).

· Esbjergs defensiv har afgivet hele 228 afslutninger i sæsonen – tre flere end AC Horsens. Samtidig har EfBs modstanderen tilspillet sig 85 hjørnespark – hvor kun FCN har fået flere imod sig (86).

· Colin Todd har det mere end svært, når han står overfor “Ulvene” fra Herning. I hidtil 18 dueller er det blevet til hele 14 nederlag for briten (derudover to sejre og to pointdelinger) – flest nederlag mod en specifik modstander (næste hold på listen er AaB, som Todd har tabt otte opgør til).

· Jesper Lauridsen (64 kampe), Mads Hvilsom (13 kampe) og Leon Jessen (99 kampe) har alle en fortid i FCM, ligesom Awer Mabil i øjeblikket er udlejet til EfB fra netop FC Midtjylland.


FC Midtjylland
· Jess Thorup spillede fra 1999 til 2006 156 SL-kampe og scorede 39 gange for netop Esbjerg fB. Som træner er Thorup endnu ubesejret mod sin gamle arbejdsgiver med tre sejre og én uafgjort indtil nu.

· Rilwan Hassan er den offensivspiller i Superligaen der har haft flest afslutninger uden at score i indeværende sæson (21 forsøg uden mål – kun overgået af Johan Larsson (25) og Peter Ankersen (22)). I fjor blev det til fem mål i 17 kampe for nigerianeren i FCM-trøjen.

· Martin Pusic står foran SL-kamp nr. 50 for “Ulvene” denne aften (derudover 29 kampe og 14 mål for netop EfB). Hidtil er det blevet til 22 scoringer for østrigeren i FCM-trøjen, hvilket kun Mohamed Zidan (30 mål) og Sylvester Igboun har præsteret bedre for “Ulvene” hvad angår udlændinge. Pusic fylder desuden 29 denne aften, og kan blive den fjerde FCM'er til at score på sin egen fødselsdag (tidligere Mikkel Thygesen i 2006, Dennis Sørensen i 2007 og senest Poul Hübertz i 2009).

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder