Det læser de besøgende på INDKAST lige nu

Kasper Duelund Jensen

VM-legender: Mario Kempes - "El Matador"

I 1978 blev Mario Kempes folkehelt i Argentina. Indkast.dk tager dig her med tæt på angriberens særlige VM-historie.
- Mario Kempes - manden der satte argentinsk fodbold på verdenskortet.

Sådan lød det i et berømt citat fra Diego Maradona. Det var store ord fra verdens måske bedste fodboldspiller nogensinde, men han havde faktisk noget af have det i.

Kempes blev født den 15. juli 1954 i Bell Ville i Argentina. Han var dengang uvidende om, hvad livet ville bringe af gyldne øjeblikke, men det skulle han 24 år senere komme til at finde ud af.

Det argentinske landshold var fast besluttet på, at 1978 skulle blive året for en længe ventet VM-triumf. Dette var en naturlig konsekvens af, at man fire år tidligere havde leveret en yderst skuffende indsats under VM i 1974 i Vesttyskland.

I 1978 var VM tilmed endelig kommet til argentinsk jord, og selvom den argentinske landstræner César Luís Menotti til alles store overraskelse valgte at fravælge vidunderbarnet Diego Maradona til VM-truppen, så havde han stadig en trumf i ærmet.

Trumfen var naturligvis Mario Kempes. Den farlige skarpretter fra Valencia havde fået til opgave at gå fra at forkæle det spanske publikum til at skulle forkæle et forventningskrævende argentinsk hjemmepublikum. Kempes løste dog opgaven til perfektion ved at snuppe topscorerprisen med seks scoringer i syv kampe. To af scoringerne faldt endda i finalesejren på 3-1 over Holland, og Kempes kunne dermed bryste sig af egenhændigt at have ført Argentina til landets første VM-titel.

Kempes og co. lykkedes ikke med at forsvare VM-titlen fire år senere i Spanien i 1982. Her blev Argentina ekspederet ud af turneringen efter nederlag til både Italien og Brasilien i mellemrunden. VM i Spanien blev samtidig det sidste VM-gensyn med "El Matador", som dog allerede havde formået at forevige sin plads i VM's historiebøger med sine unikke præstationer i hjemlandet fra fire år tidligere.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER