Michael Bækgaard

Anm.: Per Nielsen - Brøndby for evigt?

Per Nielsens bog er først og fremmest en bog om et stormombrust kærlighedsforhold. Om alle de glæder og sorger kærligheden kaster af sig, og om hvad man gør, når forholdet pludselig slutter, og man står på egne ben.
Per Nielsen – Brøndby for evigt
Per Nielsen i samarbejde med Søren Sorgenfri
256 sider
Berlingske Forlag
Vejl. pris: 168 kr.


I 15 år udgjorde Per Nielsen krumtappen i Brøndbys midterforsvar. Per Nielsen var selve personificeringen på Brøndby-ånden, hvor loyalitet til fællesskabet og ”familien” vægtede højere end personlige drømme og karriereønsker. I familien Brøndby fungerede Per Bjerregaard, som den altoverskyggende leder, hvilket bedst symbolisere ved, at den tidligere Brøndby-formand varetog både klubbens og spillerens interesser i forhandlinger med udenlandske bejlere. Per Bjerregaard var klubbens livslæge i mere end en forstand.

Gammel kærlighed
Et gammelt ordsprog fortæller, at gammel kærlighed aldrig ruster. Ifølge Per Nielsen er det også tilfældet i forholdet mellem ham og Brøndby. Dog mere end antyder Per Nielsen, at forholdet har slået sprækker, blandt andet fordi Brøndby ikke har overholdt sine kontraktlige forpligtelser ved forsvarsspillerens fratrædelse ultimo 2008. Og så er der den der berygtede og berømte Brøndby-ånd. Ifølge Per Nielsen er tingene på Vestegnen ikke, som de plejede at være. Folk identificerer sig ikke længere med fællesskabet, med familien. De kommer bare og hæver deres løn. Forholdet er blevet professionaliseret. Det har gjort ondt på Per Nielsen og sat hans ellers altid umiddelbare tiltro til klubben på prøve.

Det er i øvrigt dét, der er med kærlighed. Kærligheden er så selvfølgelig og så naturlig, når den står på. Vi tager den så nemt for givet. Vi nærmest forventer den. Sådan beskriver Per Nielsen også sin tid i Brøndby – alt blev gjort for ham. Han var elsket og æret. Han var i sandhed et ikon i Brøndby-trøjen. Men kærligheden var oppebåret af spillet med den lille runde. Da bolden forsvandt ud af forholdet, kastede det Brøndby-kæmpen ud i en identitetskrise. For når Per Nielsen ikke længere var ham nr. 4 nede i midterforsvaret for Brøndby, hvem var han så? Ingenting, følte Per Nielsen. Ikke så unormalt at et brud har jordskælvsagtige virkninger på det rent psykologiske plan. Man skal jo redefinere sig selv som menneske – og man skal redefinere sig i forhold til fællesskabet.

Både anekdotisk og analytisk
Sådan starter Per Nielsens bog, og det er derfor et kraftigt anslag resten af fortællingen om ”Lille” Pers vej til førsteholdet i Brøndby og de mange år i tjenesten hos ”Drengene fra Vestegnen” . Om opture og europæiske successer på Anfield Road, i Karlsruhe og i Parken mod Bayern München i 1998 og europæiske nedture mod Widzew Lodz og Tenerife. Der er beretninger om trænerne. Her har hollandske René Meulensteen tydeligvis markeret sig særlig stærkt i Per Nielsens bevidsthed (hvilket Per Nielsens tilmed selv er helt eksplicit omkring) pga. den nu tidligere Manchester United-assistens særlige trænerstil. En af historierne – af en hel del – om Meulensteen i bogen omhandler en Europa Cup-kamp i Frankfurt, hvor den i United så roste træner beder spillerne en efter en om at fortælle, hvilket dyr de gerne vil være på banen. Per Nielsen siger en slange, men bliver bedt om at vælge om, fordi slanger, ifølge Meulensteen, er langsomme. I stedet vælger Per Nielsen en tiger. Med dyreudvælgelsen og nogle få ord om taktik forlader Meulensteen omklædningsrummet. Brøndby tabte kampen 4-0.

Per Nielsen har skrevet en personlig insider-beretning om, hvordan det har været at spille i Brøndby i mere end et årti – og hvordan det har været at forlade selvsamme. Bare det at Per Nielsen stiller sig til skue med navns nævnelse og giver sit besyv med til debatten om den – i de senere år – fallerede storklub, gør hans bogprojekt langt mere sympatisk end en vis hemmelig fodboldspillers ditto (”Den Hemmelige Fodboldspiller” er tidligere anmeldt her på sitet red.). Samtidig er Per Nielsen reflekterende og filosoferende – blandt andet forholder han sig også til de mentale og psykologiske sider af fodbolden – og det er på baggrund af bogen forståeligt, hvorfor Per Nielsen har relativ stor succes med trænergerningen ude i Hvidovre. Per Nielsen funderer f.eks. over, om vindertyper som Thomas Gravesen og Stig Tøfting altid er af det gode. Måske kan de have så skræmmende effekt på medspillere, at deres respektive vindergen har en negativ snarere end positiv effekt på holdet. Endelig tjener det Per Nielsen til ros, at han er markant i sine meninger og holdninger. Det er eksempelvis Per Nielsens overbevisning, at det meste af de senere års nedtur skal placeres på skuldrene af ledelsen pga. deres manglende evne til at skrive en ny kontrakt med Michael Laudrup. Og så er Per Nielsen en temmelig indædt forsvarer af Anders Bjerregaard. Per Nielsen har sine meningers mod, og det er ikke sikkert, at det har gjort venneskaren ude på vestegnen større eller for den sags skyld bragt ham tættere på et job hjerteklubben. Nogle vil måske endda hævde, at Brøndby-ikonet har brændt sin broer (til alle andre end fansene og den gamle Brøndby-ledelse), men det er lige nøjagtig derfor, du skal afsætte lidt fritid til at læse den nuværende Hvidovre-træners bog, der både er anekdotisk og analytisk og samtidig har noget på hjertet. Godt gået!

Det læser brugerne på INDKAST lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER