Er fodboldens hemmeligheder hemmelige?
”Den hemmelige fodboldspiller” er mere hemmelig end de ”hemmeligheder”, han smider om sig med.
Den hemmelige fodboldspiller – Premier League bag facaden
Oversat fra engelsk: I am the Secret Footballer: Lifting the Lid on the Beautiful Game
Af ukendt
Er udkommet på People's Press
231 sider
Vejl. pris: 249,95 kr.
Jeg må tilstå, at følgende skriblerier er min anden anmeldelse af ”Den hemmelige fodboldspiller”. Den første ligger gemt lokalt på min computer som et minde om, at jeg ikke var i stand til at undertrykke min forudindtaget foragt for projektet, og jeg var derfor kun et enkelt tryk på enter-tasten fra at poste en harmdirrende anmeldelse af bogen alene med baggrund i egne moralske og etiske kriterier og uden skelnen til det faktiske indhold (jeg havde dog rent faktisk læst bogen). Bøger bliver altid læst med et filter, og det er kun rimeligt, at du, kære læser, får kendskab til mit.
Anonymitetens dobbelte maskering
Ovenstående vil dog ikke afholde mig fra indledningsvist (og jeg må her nok allerede beklage, at indledningen for nogen måske nok vil forekomme lidt lang) med et par grundlæggende kritikpunkter. Lad mig starte med den væsentligste: Anonymiteten. Det er blevet helt almindelig – for almindelig til min smag – journalistisk praksis at iklæde sig maskering, når dette eller hint forsøges afdækket. I tilfælde af at det er det journalisten selv, der iklæder sig anonymitetens maske, begrundes masken lettere paradoksalt med, at det ikke ville være muligt at tilgå bestemte informationer uden anonymitetens filter. Den journalistiske metode er ofte skjult kamera eller lignende. I tilfælde af at der anvendes anonyme kilder ”inde bag murene”, begrundes masketildelingen med hensynet til kilden, herunder f.eks. dennes sikkerhed, fremtidige karrieremuligheder og lignende. Det er et tilfælde af sidstnævnte, ”den hemmelige fodboldspiller” gemmer sig bag.
Selvom ”Den Hemmelige Fodboldboldspiller” grundlæggende er et personligt udlæg af, hvordan fodbolden tager sig ud bag den glitrende og glamourøse forside, er det et problem, at det er svært, for nu ikke at skrive umuligt, at diskutere og tjekke bogens grundlæggende validitet. I udgangspunktet er forfatterens etos beklikket. Som læsere kan vi ikke tjekke forfatterens motiver, vi kan ikke tjekke, om kagen er blevet påført et lige vel stort lag glasur i præsentationens navn, og bogens nøgleaktører kan dårligt tage til genmæle. Anonymitet fordrer tvivl, og spørgsmålet hvem kommer til at dække for det vigtige spørgsmål om hvad, og det er i hvert fald ikke på kort sigt befordrende for en reel diskussion om fodboldkultur og –miljø. Desuagtet om The Guardians redaktør mener, at det ikke er vigtigt, hvem ”den hemmelige fodboldspiller” er, er det helt naturligt lige netop dét, der optager såvel medier som lægfolk. Se blot www.whoisthesecretfootballer.co.uk. Ovennævnte ankepunkter bliver endnu mere prekære i de tilfælde, hvor der ikke er en gatekeeper i form af en redaktør eller udgiver, og i disse tider, hvor folk kan læsse holdninger og meninger ud på Internettet uden noget som helst filter, er dette kun blevet en endnu mere relevant diskussion.
I forhold til ”Den Hemmelige Fodboldspiller” (her henvises både til blog og bog) har netop disse centrale ankepunkter åbenbaret sig i forbindelse med BBC-journalisten Victoria Derbyshires interview af ”den hemmelige fodboldspiller” d. 18. januar i år (interviewet forefindes i bl.a. Itunes Store). I interviewet, der først blev foretaget over Skype (med stemmesløring) og siden ”dubbed” af en skuespiller, spørger Derbyshire, hvad ”den hemmelige fodboldspiller” mener med, at han har spillet i hele verden. Om det betyder, at han rent faktisk har haft en karriere i udlandet, eller om det ”blot” betyder, at han har spillet rundt omkring i verden med sit engelske hold? ”Den hemmelige fodboldspiller” svarer efter lidt tøven, at det betyder, at han har besøgt en række baner i udlandet med engelske hold. Derbyshire bliver overrasket over dette, da ”den hemmelige fodboldspiller” på sin blog – i førsteperson(!) – skriver, at han har haft en karriere i udlandet. ”Den hemmelige fodboldspiller” forklarer, at han har sin viden om fodboldmiljøet på kontinentet fra en ven. Den stilistiske brøler med at skrive i førsteperson forklarer ”den hemmelige fodboldspiller” med, at han jo efterhånden har skrevet så meget. Ikke ligefrem etos-opbyggende, vel?
Det andet ankepunkt relaterer sig til de grundlæggende problemstillinger vedrørende anonymisering og særligt de ikke helt klart angivne motivforklaringer. Jeg kender ikke til The Guardians eventuelle honoraraflønning af ”den hemmelige fodboldspiller”, men jeg kan dårligt forestille mig, at der ikke har været en yderst belejlig kommerciel begrundelse for at udgive bogen. Specielt ikke med tanke på, at ”den hemmelige fodboldspiller” helt åbent i slutningen af sin bog skriver, at han i dag – på trods af at også han angiveligt har tjent temmelig styrtende på sin fodboldkarriere – nærmest er blanket af. Er der noget i vejen med kommercialiseringen? Nej, ikke i udgangspunktet. Bogen bliver bare ”solgt” som noget andet. ”Lifting the lid on the world of football” står der på omslaget til den engelske udgave af bogen. Noget svulstig retorik når nu virkeligheden er, at der angiveligt kun står én mand bag – og han i øvrigt er anonym. Problemet er altså ikke kommercialiseringen, men at den blandes med andre mere vidtløftige, og derfor, med anonymiteten in mente, er det umiddelbart underliggende kommercialiseringsmotiv med til at beklikke ”den hemmelige fodboldspillers” troværdighed. Endvidere kan man til dette føje, at der i 2011 blev lavet et firma – ”The Secret Footballer Limited” – der nu står bag ”den hemmelige fodboldspiller” og ”andre hemmelige personers” udgydelser om dette og hint. Se mere her: http://www.thesecretfootballer.com/
Touché
Men alt dette skrevet til trods tjener det dog ”den hemmelige fodboldspiller” til ære, at hans bog ikke er en lang bøn om syndsforladelse og i det store hele holder sig fra at ynke, moralisere og hykle. Bogen giver et indtryk af, at den rent faktisk gerne vil forsøge at give et blik ind bag fodboldgardinet, og for den indviede vil man sikkert nikke bekræftende til mange af ”den hemmelige fodboldspillers” udlægninger af spillet og det der foregår rundt om det, og for den uindviede vil der sikkert være nogle aha-oplevelser undervejs. F.eks. skriver ”den hemmelige fodboldspiller” om de taktiske forandringer som engelsk fodbold med al tydelighed de senere år har undergået med indflydelse fra fastlandet. Selvom de glidende tacklinger stadig er yndede på tilskuerpladserne i England, bliver de ikke længere i samme grad hyldet i omklædningsrummene, fordi – som ”den hemmelige fodboldspiller” skriver – ”det at lægge sig ned [betyder], at en spiller er sat midlertidig ud af spillet, hvilket kan gøre hele forskellen på, om man er på det rette sted for at forhindre et mål eller gør klar til at give bolden op i midtercirklen efter at have ladet et gå ind”. Også i forhold til det psykologisk spil på banen får man indtryk af, at man vitterligt har at gøre med en topprofessionel, fordi ”den hemmelige fodboldspiller” indgående kan fortælle om de små psykologiske kampe på banen. Det er ikke noget nyt, og det har mange navngivne fodboldspillere skrevet og talt om tidligere, men det giver da bogen et snert af troværdighed, at det ikke virker som om, at det er taget ud af det blå.
”Den hemmelige fodboldspiller” langer også ud efter medierne, som han mener grundlæggende propper spillet ned i en skabelon, der giver et ufuldstændigt billede af sporten og det, der faktisk foregår på banen. Kritikken går særligt på, at historierne er typecastet, hvilket vil sige, at de bliver puttet ned i den samme fortællermæssige model med helte og skurke. Vi kender alle sammen den grundlæggende myte – som den tidligere engelske landsholdsspiller Gary Lineker var hovedforfatter til – om, at ”fodbold er et simpelt spil: 22 mænd jagter en bold i 90 minutter, og tyskerne vinder altid til sidst.” Til eksempel er det jo en nem skabelon at bruge som udgangspunktet for sin journalistiske historie, også selvom statistikken og historien fortæller noget andet. I de korte nyheders tidsalder er der dårligt plads til nuancerne, og ja, det er da en skam, og på det punkt er det da befriende også at få historien inde fra ”orkanens øje”
Herudover er der kapitler om fans, penge og agenter, hvoraf det sidstnævnte er så langt det mest interessante, fordi den verden er fuldstændig tillukket og uigennemsigtig. ”Den hemmelige fodboldspiller” har i bogen inviteret en agent (han er naturligvis også anonym) ind til at besvare twitter-følgernes spørgsmål, og det åbenbarer nogle interessante holdninger om agenternes aflønning, branche- og markedsforhold og agentens rolle i moderne fodbold, hvori den enkelte spiller mere end noget andet er en handelsvare.
Summa summarum hviler ”Den hemmelige fodboldspiller” på et tveægget svær. Umiddelbart indikerer indholdet stor indsigt i fodboldens verden, og der er bestemt stof til nogle spændende, fremtidige diskussioner om både spillets taktiske niveau, den unaturlige forherligelse af spillet og dets aktører, dårskaben og det abnorme pengeforbrug, der følger i halen af det af mange så elskede spil. Fodbold på godt og ondt, som vi alle – også som tilskuere, fans og medier – bidrager til. På den anden side er det en billig omgang at gemme sig bag anonymitetens maske, og det kan man ikke gøre, uden at det sker på bekostning af indholdet. Troværdigheden er som nævnt svær at teste, hvilket på mange måder efterlader bogen som en parentes, hvor den i andre sammenhænge og med andre journalistiske metoder måske kunne have udgjort et væsentligt udråbstegn eller spørgsmålstegn. Det er selvfølgelig kontrafaktisk, men for fodboldmiljøet og de store fodboldorganisationer er dét det nemmeste i verden at tage afstand fra skrifter, der er gjort under anonymitetens slør. Det er ærgerligt, når der nu synes at være tegn på, at der er mere gave end som så under al gavepapiret.