Boganmeldelse: "Sportens Stemmer"
Ny bog handler om alle dem, der sætter lyd til sporten. Handler om deres op- og nedture, savn og ofre. Og der fortælles anekdoter og røverhistorier, så man føler sig som en fjern slægtning til en lille familie, hvis livsnerve er fascination for sport. Hyggeligt - og lidt trivielt.
Sportens stemmer – 13 reportere fortæller om verdens bedste job
Forfatter: Erik Nielsen
Forlag: Turbine
Er udkommet
Vejl. pris: 229 kr.
”Huttelihut” (et af de mest ikoniske vrøvleudbrud i dansk sports-, endsige kulturjournalistik nogensinde – råbt af Flemming Toft i forbindelse med Danmarks to scoringer i EM-finalen mod Tyskland i Sverige i 1992), ”Og så skyder han – nej, han venter – det er genialt det der” (fortalt af Svend Gehrs, da en ung Michael Laudrup ved VM i Mexico i 1986 runder den uruguayske målmand tæt ved baglinjen og triller bolden i mål) ”Dan-mark er i semi-finalen” (sunget på en off-beat rytme af Thomas Kristensen i forbindelse med kæmpen Lars Møller Madsens scoring i de sidste sekunder af ekstratiden i kampen mod Island ved håndbold-VM 2007).
Vi husker alle bestemte fragmenter af bestemte store sportslige begivenheder (ofte dem med et nationalt tilsnit). Til de fragmenter hører ikke blot mentale billeder, men også lyd, som vi gentager til hudløshed og bruger som kulturel referenceramme, når givne sportsbegivenheder fra tid til anden i venligt lag danner samtaleemner Det er underlægningssporet til en stor del af vores sports- og kulturliv.
Ananas i egen juice?
Vi har alle en mening om dem. Sportskommentatorerne. Der er dem, vi elsker, dem vi elsker at hade, dem vi ikke kan døje, dem som vi kan citere fra ende til anden, og dem vi helst så forsvinde fra æterens overflade. Nogle af mine bedste venner er f.eks. hemmeligt ”forelsket” i Andreas Kraul og Morten Bruun. Ene og alene fordi de herrer evner og har evnet at guide og hjælpe os lyttere og seere gennem enten mentale eller fysiske billeder, som vi får fra henholdsvis tv og radio.
I den henseende giver det god mening at lave en bog om ”Sportens stemmer”, fordi de ofte fylder en lige så stor del af de kanoniske sportsoplevelser, som ugerne, månederne og årene tilbyder os. I radioen er de fuldstændig nødvendige, fordi de fungerer som vores øjne og ører, mens de på TV mere har en analytisk og stemningssættende opgave. De skal tage temperaturen på spillet, på spillerne, på lægterne, udskiftningsbænken osv. I udgangspunktet er jeg således ikke uenig med Erik Nielsen, når han hævder, at han har skrevet ”et stykke kulturhistorie”.
Spørgsmålet er så, om det er et specielt fantastisk, spændende endsige oplysende stykke kulturhistorie? Eller om det snarere er – og jeg må indrømme, at det var min første forudindtagede tanke, da jeg netop havde åbnet bogpakken – ”ananas i egen juice”, som ”Nathold's-segmentet” sikkert vil kalde det? Er det ”blot” endnu en bog, der vil fortælle en af-romantiserende erhvervshistorie og minde hin enkelte om, at medaljen altid har en bagside, at roser ikke blomstrer hele året, og at livets solside også har en skyggeside? Jo, nok er det fantastisk at være kommentator, og jo, nok kan vi ikke forestille os et andet arbejdsliv, men husk nu på, kære venner, det er også hårdt arbejde! Man aner trivialiteten drive i lårtykke stråler ned af bogsiderne.
Det er ikke, fordi jeg ikke har sympati for hverken projektet eller historierne. Hvis mine barndomsvenner og jeg bare så nogenlunde har været dækkende for det fodboldhungrende drengesegment, har en del andre som os sikkert kommenteret fodboldkampe fra London til Liverpool og Horsens til Hamborg, mens de enten rullede bolden mellem sig ude på forældrenes til tider bumlede græstæppe eller lod fodboldklistermærkerne (de overskydende vel og mærket) trille en glaskugle eller til nød en deform sten imellem sig. Vi har romantiseret, idealiseret og ophøjet sportskommentatorerhvervet til den næstbedste beskæftigelse af denne verden – kun overgået af det at løbe ind til selve VM-finalen.
Det er fint nok at blive mindet om, at evig fryd og gammen ikke er af denne jord, men det nærmer sig det, anmeldere vil kalde triviallitteratur, og selvom jeg herunder vil vende tilbage til, hvorfor ananasjuicen helt klart er blevet fortyndet, så er det netop i den henseende, at Erik Nielsens ”Sportens stemmer” fungerer dårligst.
Sjove og hyggelige lejlighedsanekdoter
Til gengæld er de mange betragtninger om erhvervet og den måde, hvorpå man som kommentator bliver et med kampen eller begivenheden fascinerende fortællinger. Og anekdoterne om op- og nedture – såsom Thomas Kristensens første store sværdsalg med Tour de France, Lone Paghs dækning af Super Bowl og amerikansk fodbold, som hun ikke vidste det fjerneste om og Jens Jørgen Brinchs off-tube kommentering af en Premier League-kamp ensomt på White Hart Lane, da hans egentlige opgave var blevet aflyst – er sjov og rigtig hyggelig læsning. Mest vedkommende er bogen nok for dem, der deler fascinationen og begejstringen for erhvervet,, men under alle omstændigheder er det hyggeligt – på en sådan ”slumretæppe-med-ild-i-pejsen-agtig-måde.”
En del af historierne står lidt fragmenteret hen, og man kunne måske have ønsket, at de lod sig udfolde lidt mere, som når Jens-Jørgen Brinch kort og løsrevet fortæller om sit famøse ”interview” med daværende AB-træner - Ove Christensen – i det hedengangne tv-program ”Det' Bare Fodbold” eller Jørn Maders mange små afbrudte anekdoter fra et langt liv i kommentatortjenesten. Fornøjeligt er det dog at læse om Andreas Krauls oplevelser med den georgiske mafia under en tur med Brøndbys Europa League-hold til Tbilisi, og Flemming Tofts funderinger over, hvor det komiske, ikoniske og høj-kuriøse udtryk ”Huttelihut” tilbage i fodboldtriumfåret 1992 egentlig kom fra. På samme måde viger smilet ikke fra munden, når Morten Hausborg fortæller om sin ellevilde kommentering af Lotte Fries' overraskende guldmedalje ved VM i svømning i Rom tilbage i 2009.
Der er også lidt for den tekniske nørd, for det var trods alt nok de færreste lægfolk bekendt, at en stor del af kampene fra VM 2010 og EM 2012 samt en masse af indholdet fra diverse OL-slutrunder faktisk blev kommenteret off-tube, dvs. i et studie placeret et andet sted end i begivenhedernes nåleøje, i radioen. Og bogen giver også et fint indblik i kommentatorbranchens temmelig tilfældige og efterhånden uddøende rekrutteringsadfærd, idet det tidligere var praksis, at DR's regionale radiostationer rekrutterede deres sportspersonale fra landets små lokalradioer, som for år tilbage var befolket af radio- og sportsentusiaster. Sådan er det ikke længere.
Lone Paghs på mange måder klassiske historie om den enlige kvinde i en testosteronbefængt verden fungerer fint som modvægt, og i det hele taget fornemmer man, at det har været Erik Nielsens største ambition at komme hele vejen rundt og få alle stemmer med. Det giver både skidt og kanel. Skidt, fordi en del af historierne som nævnt fremstår fragmenteret, og man finder sig selv i at have flere spørgsmål, end man får svar på. Kanel, fordi historierne selvsagt ikke tages ud på et overdrev, hvor de ikke kan bære. Nok er kommentatorhvervet spændende, men det ender nemt i lejlighedsanekdoter – hvor hyggeligt det så end må være.
Alt i alt har Erik Nielsen, der naturligvis også selv bidrager til bogen med et kapitel om sit lange liv i kommentatortjenesten, begået en hyggelig og letlæst lille sag, som hurtigt får ben at gå på, uden at den virker til at ville mig som læser alt for meget. Nej, som sådan er det tomme kalorier og nok glemt i en fart. Det sekundære ærinde med at minde mig som læser om, at det skam er et rigtigt arbejde (med alt hvad det indebærer af op- og nedture, afsavn og ofre) at rejse land, rige og det meste af verden rundt er da sympatisk, men som nævnt også en kende trivielt. Skidt pyt, man hygger sig, så længe det varer.