Kasper Petersen

Europa League-sensation i Italien

Det lignede en overkommelig opgave for Napoli da Viktoria Plzen kom på besøg, men italienerne løb ind i store problemer.
Napoli tog her til aften imod Vikoria Plzen hjemme på San Paolo i den første af to 1/16-finaler i Europa League. Italienerne startede i teten og spillede sig frem til et par fine afslutninger i kampens indledende fase, dog uden at kunne sætte føringsmålet i nettet.

Det kunne Plzen derimod, da de blev tildelt et hjørnespark efter en lille halv time. Det smækkede Jan Kovarik ind i knolden på Vladimir Darida, som kvitterede med at sende læderet i nettet til en højst overraskende tjekkisk føring. Det blev startskuddet til et stormløb mod Plzens mål.

Resten af halvlegen formåede Plzen at holde Napoli nogenlunde fra fadet. Kun Cavani kom frem til en kvalificeret afslutning, men han sendte sit hovestød på den forkerte side af stolpen.

En af Napolis store stjerner, Marek Hamsik, startede på bænken, men han blev sendt på banen til anden halvleg i jagten på sejren. Det virkede umiddelbart som en god idé, da Napoli fra anden halvlegs start begyndte at bombardere Plzen med afslutninger.

Omar El Kaddouri, Marek Hamsik, Camilo Zuniga, Blerim Dzemail og Edinson Cavani blev således alle noteret for afslutninger mod Plzens mål indenfor de første ti minutter af anden halvleg, men tjekkerne kæmpede bravt, og det lykkedes dem at holde holde Napoli fra fadet.

Napoli blev ved med at presse på for det udlignende mål, men i stedet, var det Plzen, der bragte sig yderligere foran med godt ti minutter igen på Frantisek Rajtorals flotte scoring.

Italienerne blev noteret for næsten 20 afslutninger i kampen, men i mål ville bolden altså ikke. Det hele endte med et mindre italiensk kollaps, da Stanislav Tecl gjorde det til slutresultatet 3-0 med hans overtidsscoring.

I Holland tog Ajax imod Steaua Bukarest hjemme på Amsterdam Arena. Danmark var repræsenteret ved Lasse Schöne, Viktor Fischer og Christian Eriksen, i en kamp hvor sidstnævnte fik den største rolle af danskerne. Han tegnede sig således for en assist ved Toby Alderweirelds 1-0-scoring. Siden scorede Ricardo van Rhijn det til slutresultatet 2-0.

Her følger et kort overblik over de andre kampe: I Ukraine spillede Dynamo Kiev og Bordeaux 1-1. Benfica hentede en flot 1-0 sejr ude mod Leverkusen. Levante sikrede sig et godt udgangspunkt med en 3-0 sejr hjemme over Olympiacos, blandt andet på mål af den tidligere Inter-stjerne Obafemi Martins, som også tillod sig at brænde straffe. Og i Hviderusland formåede Fenerbache at klare 0-0, selvom de fik Raúl Meireles udvist efter blot fire minutter.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER