Nike har lavet om på Englands trøje: En underlig ting at gøre!
Tidligere i denne uge præsenterede Nike den nye engelske landsholdtrøje, som Gareth Southgates hold skal spille i ved sommerens EM-slutrunde i Tyskland, hvor de er i gruppe med Danmark, Slovenien og Serbien.
På de sociale medier delte Nike et billede af trøjen, og her kunne man se, at St. George-korset på kraven er blåt og lilla på denne trøje, og de meldte samtidig ud, at det farverige kors var lavet for at bringe mennesker sammen og give dem håb.
Flere fans har dog vist deres utilfredshed med det på sociale medier, og den kendte komiker og TV-vært Jason Manford lægger heller ikke skjul på, at han ikke forstår, hvorfor Nike har gjort korset blåt og lilla.
- Sikke dog en underlig ting at gøre! Et amerikansk firma, der leger en mærkelig leg med et andet lands flag, lyder det fra Manford.