LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Mads Johnsen

Ærlig Schmeichel: Fortryder sit skifte

Schmeichel fortæller i et interview, at han på trods af sin nuværende succes ville ønske, at han aldrig havde forladt Premier League.

Danmarks nummer 1, Kasper Schmeichel, tørner i den nuværende sæson ud for skotske Celtic, der cruiser mod det 55. mesterskab i klubbens historie.

Den 38-årige dansker har været en stor profil for Celtic, hvor han med 19 clean sheets i 29 kampe har den suverænt bedste clean sheet-procent i ligaen på 65,5%

Udover succes i det skotske har klubben også haft en fantastisk Champions League-kampagne, hvor man desværre, efter to tætte opgør, måtte se sig slået af Bayern München i 1/16-finalerne.

På trods af den nuværende succes fortæller danskeren i Sky Bet-podcasten 'Stick to Football', at han fortryder sit skifte væk fra Premier League, som har ført ham til Nice, Anderlecht og nu Celtic.

“Jeg har hørt Roy (Keane) nævne et par gange, at han gerne vil prøve et udenlandsk eventyr – det har jeg selv prøvet. Selvfølgelig tog jeg ikke til en af de største klubber, men hvis jeg kunne gå tilbage, ville jeg aldrig have gjort det.”

“Du er i den her boble som Premier League-spiller, og du indser ikke, hvor stort det er. At tage til udlandet, så meget som der er læring i det, ville jeg ikke gøre det, hvis jeg kunne gå tilbage,” lød det fra Schmeichel, da han gæstede Roy Keane og co.

Før skiftet til Nice i 2022 spillede Schmeichel 479 kampe for Leicester, heraf 276 i Premier League, over 11 sæsoner, og ifølge ham selv var det ikke hans ønske at forlade klubben dengang.

“Jeg ville ikke forlade klubben til at begynde med, men situationen var, som den var,” sagde Kasper Schmeichel.

På trods af savnet til Premier League er Schmeichel tydeligvis tilfreds med tilværelsen hos Celtic, som i januar offentliggjorde en kontraktforlængelse på ét år med danskeren.

Kontrakten løber frem til sommeren 2026, og hans fremtid er dermed på plads frem mod VM-slutrunden i USA, Mexico og Canada samme sommer.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder