Fodbold nyheder

Emiliano Sala - Det sidste farvel

Af Daniel Fisker

Mandag den 21. januar udsendte Emiliano Sala et tweet, hvor han sagde farvel til de nu forhenværende holdkammerater fra Nantes – det sidste farvel. Senere samme dag forsvandt det fly, der skulle fragte Cardiffs rekordkøb fra Nantes til Wales.

Et sidste farvel
Den 19. januar 2019 præsenterede Premier League-oprykkerne fra Cardiff den argentinske angriber Emiliano Sala – klubbens dyreste indkøb nogensinde. Cardiff betalte i omegnen af 127 millioner kroner for den 28-årige argentiner, som den lørdag havde taget turen fra Nantes i Frankrig til Cardiff i Wales for at deltage i den officielle præsentation og underskrivningsceremoni.

Cardiffs nyerhvervelse insisterede dog tilsyneladende på at tage afsked med Nantes på en ordentlig måde. I hvert fald tog Emiliano Sala tilbage til den nordfranske by, hvorfra han den 21. januar udsendte det tweet, der skulle vise sig at blive hans sidste. ”La ultima ciao” – et sidste farvel – var ledsaget af et billede af Sala, der poserede sammen med hans tidligere holdkammerater.

Emiliano Sala kom til Nantes fra Bordeaux i sommeren 2015. Dengang kostede den argentinske angriber 7,5 millioner kroner. I løbet af de næste tre og et halvt år beviste Sala dog, at han er meget mere værd end de 7,5 millioner kroner, som han kostede i sommeren 2015. 48 mål og 13 assists i 133 kampe for Nantes fik i hvert fald Cardiff til at punge ud med omkring 127 millioner kroner i vintertransfervinduet 2019.


Fra Nantes til Cardiff
Transferhistorien, som kulminerede, da Emiliano Sala blev præsenteret i Cardiff den 19. januar, tog allerede sin begyndelse i starten af december 2018. Cardiff-manageren Neil Warnock havde den 5. december taget turen fra den walisiske hovedstad til Nantes, hvor Sala og resten af det nordfranske mandskab skulle i aktion mod Marseille.

Den argentinske angriber, som dengang var værdisat til omkring 215 millioner kroner, leverede et godt førstegangsindtryk. Han kom således på måltavlen i Nantes' 3-2-sejr over de sydfranske gæster.

Den 27. december så det ud til, at Cardiffs jagt på Emiliano Sala, der havde varet en lille måneds tid, var slut. Cardiff havde sendt et bud den nordfranske klub, som dog blev afvist. Neil Warnock antydede dengang, at Premier League-oprykkerne ikke var indstillede på at forhøje deres bud. Warnock løftede ydermere sløret for, at de tidligere i december faktisk havde henvendt sig med et bud, som altså blev afvist, hvorefter der ikke havde været kontakt mellem de to klubber.

Januar-transfervinduet var dog kun lige åbnet, da interessen fra Cardiff og derfor også forhandlingsprocessen blev genoplivet. Rygterne gik dengang på, at de to klubber på tværs af Den Engelske Kanal var tæt på at kunne offentliggøre en transfer til omkring 130 millioner kroner, hvilket senere skulle vise sig at have hold i virkeligheden. Der skulle dog gå yderligere to uger, før der skete mere på den front.

Onsdag den 16. januar blev Emiliano Sala indskiftet efter 72 minutters spil, da Nantes tabte 1-0 til Nimes. Det skulle vise sig at blive Salas sidste kamp i Nantes-trøjen. To dage senere – fredag den 18. januar – rejste Sala således til Cardiff, hvor han skulle gennemgå det obligatoriske lægetjek og derefter forhandle de personlige vilkår på Cardiff City Stadium, hvor han efterfølgende blev fotograferet med Cardiff-fansene.

- Det er mig en stor fornøjelse, og jeg kan ikke vente med at komme på træningsbanen, møde mine nye holdkammerater og komme i gang med arbejdet, udtalte Emiliano Sala i forbindelse med skiftet ifølge BBC.

Søndag den 20. januar rejste Sala tilbage til Nantes, hvor han skulle hente personlige ejendele og ikke mindst tage afsked med holdkammeraterne fra Ligue 1-klubben. Dagen efter – den 21. januar – lettede Sala igen fra Nantes klokken 19:15. En time og et kvarter senere – klokken 20:30 – forsvandt det Piper Malibu-fly, der skulle fragte Sala tilbage til Cardiff, fra radaren.

Flyet fløj oprindeligt i 1,5 kilometers højde, da piloten David Ibbotson bad flyvekontrolcentret på øen Jersey om tilladelse til at nedstige i højde. Det lille enmotors fly nedsteg til cirka 700 meters højde, hvorefter al kontakt med flyveren og de to passagerer ophørte.


Efterforskningen
Der blev iværksat en eftersøgning, da kontakten med flyet havde været afbrudt i 20 minutter. Eftersøgningen blev dog afblæst uden resultat klokken 2:00 natten til den 22. januar. Politiet vurderede, at stærke vinde, et fjendtligt hav og reduceret sigtbarhed gjorde yderligere eftersøgning umulig. Eftersøgningen blev dog genoptaget klokken 8:00 den 22. januar.

Havnefogeden på Guernsey – Kaptajn David Barker – som samarbejdede med politiet om eftersøgningen udtalte den 24. januar, at chancerne for at finde Emiliano Sala og David Ibbotson i live var ekstremt små. Samme dag blev den offentlige eftersøgning afblæst efter at have kørt på overtryk i mere end 24 timer i træk, hvilket indebar, at tre fly og fem helikoptere havde fløjet i sammenlagt 80 timer, mens to redningsbåde, forbipasserende skibe og fiskerbåde også havde holdt et vågent øje efter vragdele.

Eftersøgningen var dog ikke afblæst længe. Den offentlige eftersøgning blev således erstattet af en eftersøgning, som blev finansieret af private donationer. Mere end 3.500 donatorer gjorde det muligt, at eftersøgningen kunne fortsætte. Paris Saint-Germain-stjernerne Kylian Mbappé og Adrien Rabiot donerede henholdsvis 224.000 kroner og 187.000 kroner, mens talrige andre fodboldspillere også bidragede med donationer.

Eftersøgningen var snart tilbage på fuld kraft – blandt andet ved hjælp af amerikanske David Mearns, som er ekspert i at søge efter skibsvrag. Onsdag den 30. januar kom det frem, at to siddepuder tidligere på ugen var skyllet i land ved den nordfranske by Surtainville. Den privatfinansierede eftersøgning bar den 3. februar frugt i den forstand, at flyvraget blev lokaliseret på bunden af Den Engelske Kanal.

Dagen efter – den 4. februar – filmede et kamera, som var monteret i et fjernstyret undervandsfartøj, flyvraget på bunden af Den Engelske Kanal. På optagelserne var det tydeligt, at et enkelt lig befandt sig ombord på flyet, som befandt sig på 67 meters dybde og 34 kilometer ud fra øen Guernseys. De første forsøg på at bjerge liget blev dog besværliggjort af dårlige vejrforhold, hvorfor liget først kunne bjerges den 6. februar.

Efter bjergningen blev liget ifølge AAIB – Air Accidents Investegation Branch – sejlet til havnen på Portland, inden det skulle identificeres af retsmedicinerne i Dorset, som sent torsdag den 7. februar bekræftede, at der var tale om Emiliano Salas lig. Sagen havde dermed nået en foreløbig konklusion - piloten David Ibbotson er dog i skrivende stund endnu ikke fundet.


Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik