Fodbold nyheder

Milan har ombestemt sig

Af Stefan Lindahl

Tidligere på sæsonen var den unge AC Milan-keeper Gianluigi Donnarumma ekstremt udskældt i Milano-klubben, der angiveligt overvejede at sælge ham. Nu har Serie A-klubben ifølge medie ombestemt sig.

AC Milans store problem i efteråret var antallet af mål som milaneserne lukkede ind. I 15 ud af 19 Serie A-kampe i efteråret scorede modstanderne mod AC Milan, hvor en del af ansvaret selvfølgelig har været inde i buret hos den unge italiener Gianluigi Donnarumma. Italieneren var meget udskældt, og derfor overvejede klubben angiveligt at sælge ”Gigio” i januar-transfervinduet for 300 mio. kroner eftersom, at klubben angiveligt har savnet stabilitet mellem stængerne. Det meddeler det italienske Calciomercato i dag.

Angiveligt skulle salget af 19-årige Donnarumma ikke længere være på tale. I begge januar-kampe i Serie A holdt keeperen bolden ude af nettet mod Genoa og Napoli. I sidste weekend måtte ”Gigio” dog bøje sig for Romas Nicolo Zaniolo, der skovlede bolden ind ved højre Milan-opstander efter, at Donnarumma måtte lege sprællemand i eget net, fordi forsvarsspiller Mateo Musacchio var ved at sende kuglen ind bag holdkammeraten. Milan-keeperen blev efter kampene mod Napoli og Roma kåret til rundens Serie A-keeper af mediet WhoScored.

”Gigios” seneste præstationer og kontinuitet betyder, at milaneserne, ifølge Calciomercato, nu har sat et 600 mio. kroner-prisskilt på italieneren, der debuterede i Milans bur i 2016 som 16-årig. Siden er det blevet til 149 kampe for Milans seniorhold. Donnarumma kan med seks clean sheets mere i Serie A tangere sin personlige rekord med flest clean sheets i en sæson. 12 clean sheets er nemlig, hvad ”Gigio” har haft både sidste sæson og forrige sæson.

En ting der er helt sikker er, at tonen på ”Curva Sud-tribunen” på San Siro omkring Donnarumma har ændret sig markant den senere tid, hvor den unge italiener for alvor begynder at ligne den keeper, der kan være med til at sikre klubben Champions League-deltagelse for første gang siden 2013/2014-sæsonen.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik