Det læser de besøgende på INDKAST lige nu

EM
Niklas Gerster

EM 2024: HOLLAND – Kan 80’er-guldmindet fra Tyskland genskabes?

Vi varmer op til sommerens helt store fodboldhøjdepunkt her på Indkast.dk. EM 2024 løber af stablen i Tyskland, og i den forbindelse giver vi dig den fulde optakt med landebeskrivelser af de 24 nationer. I denne gennemgang ser vi på guldvinderne fra 1988. Holland.

”Oranje” skal ikke rejse langt til sommerens EM-slutrunde, som finder sted i nabolandet Tyskland. Her skal det lille men fodboldgale land forsøge at genetablere noget af den EM-feber, som mange hollændere har sukket efter i godt og vel 16 år.

For selvom de fleste fodboldkendere nok anser Holland som en af de stærkeste fodboldnationer på europæisk grund, så har de rent faktisk skuffet fælt i de seneste slutrunder. 

De levede nogenlunde op til forventningerne ved slutrunden i 2008, hvor de nåede kvartfinalen, men ved de efterfølgende to slutrunder i 2012 og 2016 nåede præstationerne et lavpunkt.

I 2012 fik de nul point i en gruppe med Danmark, Tyskland og Portugal, inden man i 2016 end ikke formåede at kvalificere sig til slutrunden i Frankrig. 

I den udskudte EM 2020-slutrunde gik hollænderne dog trods alt videre fra gruppespillet, og var favoritter imod Tjekkiet. Men her blev det til endnu en dukkert, da tjekkerne overlistede dem med en 2-0-sejr.

Men til den forestående EM-slutrunde på tysk grund, vil mange hollændere nok drømme sig tilbage til året 1988, hvor man i det daværende Vesttyskland sikrede sig guldet for første og hidtil eneste gang i historien.

Holland er godt nok ikke iblandt favoritterne til at vinde EM, men de har alligevel en fornuftig blanding af erfaring og ungdom, og deres formodede startellever rummer kun spillere fra de fem store ligaer. Så der er på mange måder grund til at være optimistisk, hvis man holder med Holland.

En rolle som ”dark horse” har også før bekommet hollænderne vel, og hvis deres garvede defensiv kombineres fornuftigt med deres mange unge og fremadstormende offensivspillere, så skal man slet ikke afskrive Holland som en kandidat til EM-trofæet. 

 

Profilerne:
Man kunne fremhæve mange profilerede navne på det hollandske holdkort. Mange forbinder nok Holland med offensivt sprudlende fodbold, men faktisk har de også en meget rutineret og kvalitetsmæssig stærk defensiv til denne slutrunde.

Særligt de to store Premier League-profiler Nathan Ake og anføreren Virgil Van Dijk fra henholdsvis Manchester City og Liverpool er værd at fremhæve.

Bagkæden rummer desuden også Matthijs de Ligt fra Bayern München og Denzel Dumfries fra den italienske mesterklub Inter.

På mange måder er det altså den defensive soliditet, som skal lægge fundamentet for hollænderne, som har famlet markant mere rundt i den offensive del af banen, hvor der har været mange konstellationer på både midtbanen og i angrebet. 

 

Største EM-resultater:
Når Holland er med til EM, er der næsten altid garanti for, at de kommer langt i turneringen. I løbet af de 10 EM-slutrunder de har deltaget i, er det blevet til tre semifinaler og to kvartfinaler.

Hollænderne vandt desuden bronze i Jugoslavien tilbage i 1976, men deres helt store højdespringer var dog tilbage i 1988, hvor de som tidligere nævnt gik hele vejen, og hævede EM-trofæet i Vesttyskland.

Men selvom Holland oftest spiller en vigtig rolle og kommer langt til EM-slutrunderne, så har de tre seneste slutrunder altså som nævnt budt på enorme skuffelser.

Derfor må det formodes, at der er stor iver iblandt hollænderne for virkelig at bevise deres værd og berettigelse ved mesterskaberne. For selvom Holland er et lille land med knap 18 millioner indbyggere, er de en stor og stolt fodboldnation. 

 

Vejen til EM: 
Hollænderne satte på mange måder en EM-kvalifikation sammen, som levede op til forhåndsforventningerne. De blev nummer to i deres pulje, hvor de sluttede bag et suverænt Frankrig-mandskab, som de også indledte med at få en gevaldig lussing imod.

Holland tabte nemlig med hele 4-0 i Paris, og fik en ubehagelig start på kvalifikationskampene. De fik dog hurtig oprejsning i næste runde, hvor de hjemme slog lilleputnationen Gibraltar med 3-0 på De Kuip i Rotterdam.

Det blev herefter til endnu en 3-0-sejr i en stærk præstation imod en endnu mere udfordrende modstander i form af Grækenland. Denne gang kom de tre point i hus i Eindhoven.

Dernæst ventede en bøvlet udekamp i Irland, og også her trak hollænderne sig sejrrigt ud. Irerne kom tidligt foran, inden kampen blev vendt til 2-1 på mål af Cody Gakpo og Wout Weghorst.

Herefter ventede en mulig revanche imod Frankrig hjemme på nationalstadionet i Amsterdam. 

Men igen blev det til et nederlag, som dog blev et mere knebent et af slagsen. Kylian Mbappé scorede to kasser, inden hollænderne i slutminutterne reducerede til slutstillingen 1-2.

Dernæst skulle man en tur til det græske, hvor Virgil Van Dijk blev den forløsende matchvinder med en overtidsscoring på straffespark. 1-0-resultatet blev derefter gentaget hjemme imod Irland, inden man rundede kvalifikationen af med en målfest på 6-0 ude imod Gibraltar.

 

EM-gruppen:
Holland har på papiret fine muligheder for at avancere fra det indledende gruppespil. De lægger i deres Gruppe D ud med at møde Polen, som akkurat klarede cuttet til EM ved at vinde deres playoff-kampe imod Estland efterfulgt af Wales. 

Men hollænderne står dog også overfor et ubehageligt gensyn med en af de største forhåndsfavoritter til at vinde EM, da et stjernespækket Frankrig-mandskab bliver næste opgave, inden de til sidst lukker gruppespillet af imod Østrig. 

Selvom hollænderne støder ind i profilerede navne som Kylian Mbappé og Robert Lewandowski i denne pulje, er de sammen med Frankrig ret klare favoritter til at avancere fra puljen. Frankrigs kvalitet i truppen må dog vurderes som større, hvorfor det lugter af en andenplads til Holland.

 

Hvor langt kommer Holland til EM?
Med udsigt til at være seedet som det næstbedste hold i gruppen, vil Holland blive parret med andenpladsen fra Gruppe E. Med al sandsynlighed bliver det derfor enten Ukraine eller Slovakiet, som venter i 1/8-finalen.

Og selvom det er to solide mandskaber, vil Holland indtage favoritrollen imod begge nationer. Og kan de modsat 2021 leve op til det, er kursen imod kvartfinalen sat. Når de hertil, vil der vente et uhyre interessant opgør. For hvis alt går som forventet, vil Portugal blive modstanderen.

De to fodboldnationer har mange jævnbyrdige forudsætninger. De er langt fra lige så befolkningsrige nationer som f.eks. Frankrig eller Tyskland. Men begge nationer har stolte fodboldtraditioner, og er ofte at betragte som outsidere til at vinde EM.

De nationale ligaer i både Holland og Portugal er desuden kendte for at være leverancedygtige, når det kommer til at fodre de største ligaer med store talenter. Et meget jævnbyrdigt opgør kan derfor vente i denne kvartfinale, og marginaler vil formentligt afgøre, hvem der avancerer.

Portugal har dog vist en større stabilitet i deres EM-kvalifikation, de fremstår mere strømlinede, og har virkelig en trup med mange fremadstormende spillere.

De må derfor indtage en kneben favoritværdighed, og dermed vurderes det, at Hollands EM-exit opstår i kvartfinalen.

 

Træneren:
Det hollandske landshold ledes i øjeblikket af 61-årige Ronald Koeman. Den tidligere forsvarsspiller med 74 hollandske landskampe på sit CV var en del af holdet, som vandt nationens hidtil eneste EM-triumf fra 1988, og han er nu trådt ind i sin anden landstrænerperiode for landet.

Koeman var hollandsk landstræner i perioden fra 2018-2020, og han ledte således Holland under seneste EM-slutrunde, hvor det blev til det skuffende exit i 1/8-finalen. 

Herefter trådte han ind i det ekstremt svære FC Barcelona-projekt, som han allerede forlod efter et års virke for altså igen at styre det hollandske landstræner-ror. Og han lykkedes med at bringe sin nation til EM, hvor han har bragt sin store viden om defensiv stabilitet i spil.

For Holland har flere gange spillet til nul i EM-kvalifikationen, hvor man har leveret stærk defensiv disciplin. Det gjorde de i begge opgør imod Grækenland, hjemme imod Irland og i begge opgør imod Gibraltar. Selvom det ikke er topnationer, påkalder det dog alligevel respekt.

Man blev dog selvfølgelig skilt ad med 4-0 imod Frankrig, som dog også er et af verdens bedste nationer. Men Koeman har formået at skabe en god base og organisation, og kan der lægges yderligere lag på den offensive kvalitet, kan de blive en vanskelig modstander for de fleste.

 

Hvem får gennembrud?
En af de helt store oplevelser i Bundesligaen i denne sæson, har været RB Leipzigs 21-årige offensive midtbanespiller Xavi Simons. Og selvom stortalentet har været på manges læber i denne imponerende sæson, så har han ikke for alvor leveret for Holland endnu.

Men det virker ikke utænkeligt, at han vil tage nye store skridt for Holland til EM, når man ser på den form, han har været i for Leipzig. Alene i ligaen har han lavet syv mål og 11 assists i det, der tilmed er hans første sæson hos den tyske storklub.

Simons spillede godt nok otte af Hollands ti kvalifikationskampe, og han har derfor på mange måder banket sig ind i startopstillingen. Men man savner dog stadig output fra ham på nationalt plan, da han ikke har bidraget med nogle mål eller assists for dem i EM-kvalifikationen.

Men det tager også tid at bide sig fast på et landshold og særligt et med Hollands kvalitet. Og tiden kunne godt være moden for Simons til, at han nu har opbygget tilstrækkeligt med erfaring og niveau til at kunne udfylde en rolle, som Hollands offensive omdrejningspunkt til EM. 

 

Forventet startopstilling

3-4-2-1-formation:

Bart Verbruggen (Brighton)

Matthijs de Ligt (Juventus)
Virgil van Dijk (Liverpool)
Nathan Ake (Manchester City)

Denzel Dumfries (Inter)
Frenkie de Jong (FC Barcelona)
Tijjani Reijnders (AC Milan)
Daley Blind (Girona)

Xavi Simons (RB Leipzig)
Cody Gakpo (Liverpool)

Donyell Malen (Borussia Dortmund)

 

Reserver: 

Mark Flekken (Brentford)
Justin Bijlow (Feyenoord)
Jeremie Frimpong (Bayer Leverkusen)
Lutsharel Geertruida (Feyenoord)
Micky van de Ven (Tottenham)
Marten De Roon (Atalanta)
Mats Wieffer (Feyenoord)
Jerdy Schouten (PSV Eindhoven)
Joey Veerman (PSV Eindhoven)
Teun Koopmeiners (Atalanta)
Memphis Depay (Atletico Madrid)
Wout Weghorst (Hoffenheim)

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER