Fodbold nyheder

Juventus udelukker Benatia-afgang

Af Stefan Lindahl

Ifølge italiensk medie ønsker Juventus at holde på forsvarsspilleren Mehdi Benatia sæsonen ud.

Arsenal, Schalke 04 og AC Milan har alle budt på Juventus' back-up-forsvarsspiller Mehdi Benatia, men Serie A-duksene udelukker, at man vil slippe marokkaneren midt i en sæson. Forsvarsspilleren har kontraktudløb sommeren 2020.

Ifølge italienske Gazzetta dello Sport er den 31-årige spiller ikke just tilfreds med beslutningen om, at han ikke må forlade klubben nu. Angiveligt er Benatia frustreret over manglende spilletid hos Juve, og i løbet af efteråret mente italienske medier også, at spilleren kunne være fortid i januar. Især AC Milan var kædet sammen med marokkaneren efter at have haft et hav af skader i forsvaret, hvor Milano-klubben i en måned kun havde en reel førsteholdscenterback skadesfri.

I denne sæson har Benatia kun spillet seks kampe i Juve-defensiven. I 2016 kom Benatia til Juventus på leje fra Bayern München med en købsoption, som italienerne indløste sommeren efter. I alt endte han med at koste Torino-klubben 150 mio. kroner. Marokkanske Benatia har også franske rødder, derfor spillede han U17-landsholdsfodbold for Frankrig, indtil han endte med at debutere på det marokkanske A-landshold i 2008, hvor han nu er anfører.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik