Fodbold nyheder

COSTA RICA - Overraskelsen fra 2014

Af Selver Elezovic

Overraskelsen fra VM i 2014 er også blandt de 32 nationer til sommerens slutrunde i Rusland.

Kommentar
For fire år siden overraskede de alt og alle, da de på mærkværdigvis vandt gruppe D, som på forhånd var udråbt som 'dødens gruppe', foran de store fodboldnationer Uruguay, Italien og England. Til sommerens slutrunde er de placeret i gruppe E, hvor de har selskab af Brasilien, Schweiz og Serbien. Bookmakerne vurderer igen i år det centralamerikanske land til at være underdog i deres gruppe. En vurdering, som 'Los Ticos' meget gerne vil modbevise.

I den nordamerikanske VM-kvalifikation spillede Costa Rica sig til sommerens slutrunde uden de store problemer. Med 16 point i 10 kampe sluttede de på andenpladsen kun overgået af Mexico. USA spillede gennem hele kvalifikationen gevaldigt under niveau, og det gav costaricanerne mulighed for at kvalificere sig til sommerens slutrunde uden den helt store modstand eller tvivl.

Tager vi kort de danske Superliga-briller på, kan vi spotte flere bekendte navne i Costa Ricas VM-trup. Her genkender de fleste Superliga-tilhængere nok spillere som de to tidligere FCK'ere Christian Bolaños og Bryan Oviedo samt den tidligere FCM'er og BIF'er Marco Urena. De skarpeste Superliga-tilhængere vil også lægge mærke til den nuværende Celtic-spiller Christian Gamboa, som tilbage i perioden 2011-12 var på lønningslisten hos FCK.

Træneren
Manden med ansvaret for de 23 spillere hedder Óscar Ramírez, der på europæiske breddegader er et ukendt bekendtskab. I hjemlandet, Costa Rica, er den 53-årige landstræner anerkendt som værende blandt de bedste trænere i det centralamerikanske land. En anerkendelse, der i 2015 var med til at gøre ham til ny landstræner for 'Los Ticos'.

Som spiller selv optrådte Óscar Ramirez 75 gange for landsholdet i perioden 1985-97. På klubplan spillede han blandt andet for Costa Ricas to ubestridte største klubber, Alajuelense og Deportivo Saprissa, hvor han var stærkt værdsat og respekteret blandt fansene. Fra 2006-08 var han også en del af trænerteamet på landsholdet, da han fungerede i en rolle som assistenttræner under den daværende landstræner, Hernán Medford.

Profilen
Trods en kvartfinaledeltagelse til VM i Brasilien for fire år siden, finder man ikke de store navne på holdkortet hos 'Los Ticos'. Det største spillernavn i den costaricanske VM-trup er Real Madrids førstekeeper, Keylor Navas, som også var med til slutrunden i Brasilien. Dengang spillede han en stor rolle i Costa Ricas sensationelle VM-eventyr, som bragte dem hele vejen til kvartfinalen. De flotte præstationer ved VM i Brasilien kastede et skifte til Real Madrid af sig for den dengang 27-årige Levante-målmand. Vi tror på, at Keylor Navas igen bliver afgørende for, om costaricanerne kan få succes i Rusland og overraske os alle på ny.

Bud på idealopstilling:



Truppen til VM:
Keylor Navas (Real Madrid)
Patrick Pemberton (Alajuelense)
Leonel Moreira (Herediano)

Oscar Duarte (Espanyol)
Bryan Oviedo (Sunderland)
Cristian Gamboa (Celtic)
Kendall Waston (Vancouver Whitecaps)
Ian Smith (Norrköping)
Giancarlo Gonzalez (Bologna)
Johnny Acosta (Aguilas Dorados)
Francisco Calvo (Minnesota United)
Ronald Matarrita (New York City FC)

Celso Borges (Deportivo La Coruna)
David Guzman (Portland Timbers)
Bryan Ruiz (Sporting Lissabon)
Daniel Colindres (Saprissa)
Yeltsin Tejeda (Lausanne-Sport)
Christian Bolaños (Saprissa)
Rodney Wallace (New York City FC)
Randall Azofeifa (Herediano)

Joel Campbell (Real Betis)
Marco Ureña (Los Angeles FC)
Johan Venegas (Saprissa)

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik