Fodbold nyheder

BRASILIEN - Revanchelystne favoritter

Af Daniel Fisker

Det brasilianske landshold tager til Rusland som favoritter til at vinde verdensmesterskabet. Landstræneren Tite har medført en mindre revolution på det brasilianske landshold, som meget vel kan tænkes at vinde det første verdensmesterskab siden 2002.

Historien:
Brasilien er uden sammenligning det største land i VM-sammenhæng. ”Canarinho” har således, som det eneste land, vundet verdensmesterskabet hele fem gange – i år er det dog 16 år siden, at brasilianerne sidst kunne lade sig krone som verdensmestre. Den seneste VM-slutrunde i 2014 endte dog som en stor skuffelse for Brasilien, som tilmed var værtsnation og udråbt til favoritter. Det endte dog med et semifinale-nederlag på 7-1 til Tyskland, der som bekendt endte med at blive verdensmestre.

En af de bedste angribere nogensinde, Ronaldo Luís Nazario de Lima, er den spiller, der har scoret næstflest mål ved VM-slutrunderne. Hele 15 mål nåede den brasilianske målmaskine at levere i løbet af tre VM-slutrunder.


Kvalifikationen:
Brasilien tilkæmpede sig en suveræn første plads i den sydamerikanske VM-kvalifikation. 41 point i 18 kampe sikrede, at Brasilien havde 10 point ned til andenpladsen fra Uruguay i kvalifikationen, da regnskabet blev gjort op. En målscore på 41-11 var også med til at understrege Brasilianernes suverænitet- De 18 kvalifikationskampe bød kun på et enkelt nederlag til brasilianerne, som tabte åbningskampen til Chile.


Gruppespillet:
Brasilien er nærmest selvskrevet til at vinde førstepladsen i Gruppe E, hvor de skal op imod Schweiz, Costa Rica og Serbien. ”Canarinho”. Brasilien indtager i skrivende stund andenpladsen på FIFA-ranglisten, hvilket taler for, at brasilianerne mindst kommer til at sikre sig en plads i finalen ved sommerens VM-slutrunde. Truslen mod at Brasilien vinder det første verdensmesterskab siden 2002, hvor Ronaldo blev topscorer, hedder Tyskland – førstepladsen på FIFA-ranglisten og de forsvarende verdensmestre.


Favoritværdigheden:
Brasilien tager til Rusland som favoritter til at vinde verdensmesterskabet. Landstræneren Tite står i spidsen for et særdeles velspillende hold, der er bygget op omkring de erfarne superstjerner såsom Marcelo, Thiago Silva og Neymar samt de fremadstormende talenter såsom Gabriel Jesus.


Træneren
Det brasilianske landshold har nærmest gennemgået en revolution under den forholdsvis nye landstræner Tite, der overtog tøjlerne i 2016. Tite, som kun har stået i spidsen for det brasilianske landshold i knap 20 kampe, har dermed sat sig i et varmt trænersæde. Hans forgænger, Dunga, tog over efter Luiz Felipe Scolari, som blev fyret efter VM-fiaskoen i 2014. Dunga kom dog til at stå i spidsen for endnu en fiasko for det brasilianske landshold i Copa América-turneringen i 2015, hvor de – med et skuffende og kontroversielt 1-0-nederlag – blev slået ud allerede i gruppespillet. Dunga blev derfor fyret, hvorfor der blev plads i trænersædet til Tite, som inden havde stået seks år i spidsen for brasilianske klubhold Corinthians.

Tite har gennem VM-kvalifikationen eksperimenteret med en 4-1-4-1-formation på bekostning af den 4-3-3-formation, der hidtil har været en fast bestanddel af det brasilianske landshold. Formationsændringen har fået Gabriel Jesus, Casemiro, Philippe Coutinho og især Paulinho til at blomstre. Meget kunne derfor også tyde på, at Tite også vil eksperimentere med 4-1-4-1-formationen, når det går løs i Rusland, selvom idealformationen med en skadesfri Neymar må siges at være 4-3-3.


Profilen
Den største profil på det brasilianske landshold er uden tvivl den dyreste fodboldspiller nogensinde, Neymar, som dog langtfra har haft den mest optimale optakt til sommerens VM-slutrunde. Den 25. februar tørnede Paris Saint-Germain sammen med Marseille i det traditionsrige derby Le Classique. Fra kampens start gik Marseille-mandskabet usædvanlig hårdt til Neymar, som mange gange måtte bide i græsset. Efter godt 75 minutter rejste Neymar sig dog ikke efter en tur i græsset. Den brasilianske superstjerne vred om på anklen efter en hård duel med Marseille-højrebacken Bouna Sarr. De første meldinger fra PSG – og særligt klubbens træner Unai Emery – var dog optimistiske. Man regnede således med, at Neymar ville blive klar til en Champions League-kamp mod Real Madrid den 6. marts. Optimismen døde dog hen, da det viste sig, at Neymar havde pådraget sig et brud i højre fod.

Neymar nåede ikke at blive kampklar til Champions League-opgøret mod Real Madrid. Neymar skulle i stedet vise sig at være ukampdygtig i sæsonens sidste Paris Saint-Germain-kampe. Sommerens VM-slutrunde skulle dog også vise sig at være i fare for Neymar, da viste sig, at hans skade var langt mere alvorlig end først antaget. Forvirringen omkring Neymars skade – og ikke mindst hvornår han ville være kampklar igen – holdt dog de mange brasilianske fodboldfans på pinebænken indtil slutningen af april, hvor hovedpersonen selv løftede på sløret. Neymar udtalte således, at han regnede med at gøre comeback på træningsbanen, når han havde overstået den sidste behandling den 17. maj. Dette skulle vise sig at holde stik.

Neymar gjorde comeback på træningsbanen efter den sidste konsultation den 17. maj, hvorfor VM-håbet var lysegrønt for Neymar, som på trods af skaden blev kåret til Årets Spiller i Ligue 1. Han nåede at spille 20 Ligue 1-kampe, inden han blev skadet, hvilket resulterede i 19 mål og 15 assists, mens han scorede seks mål og leverede fire assists i syv Champions League-kampe. Neymar har også vist sig at have en veludviklet målnæse på landsholdet, som han har repræsenteret siden august 2010. Siden da er det blevet til 83 landskampe og 52 mål.


Idealopstilling




Trup
Målmænd:
Alisson Ramses Becker (AS Roma).
Ederson Santana de Moraes (Manchester City).
Cássio (Corinthians).

Forsvarsspillere:
Danilo (Manchester City).
Fagner (Corinthians).
Filipe Luis (Atletico Madrid).
Thiago Silva (Paris Saint-Germain).
Pedro Geromel (Real Mallorca).
Marcelo (Real Madrid).
Miranda (Inter).
Marquinhos (Paris Saint-Germain).

Midtbanespillere:
Casemiro (Real Madrid).
Fernandinho (Manchester City).
Paulinho (FC Barcelona).
Fred (Shakhtar Donetsk).
Renato Augusto (Beijing Guoan).
Philippe Coutinho (FC Barcelona).
Willian (Chelsea).
Douglas Costa (Juventus).

Angribere:
Neymar (Paris Saint-Germain).
Taison (Shakhtar Donetsk).
Gabriel Jesus (Manchester City).
Roberto Firmino (Liverpool).

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik