Fodbold nyheder

Underholdende deler i Horsens

Af Nikolaj Harding

FC Nordsjælland har haft et særdeles godt tag på AC Horsens siden 2009, men Nordsjælland måtte kæmpe for sagerne og fik med nød og næppe et point med hjem til Sjælland.

Alka Superligaens førerhold FC Nordsjælland havde denne fredag taget den lange tur fra Sjælland for at møde Horsens med selvtilliden i orden. Nordsjælland har således ikke tabt til Horsens siden 2009.

De første ti minutter bød ikke på noget af det pæneste fodboldspil. FC Nordsjælland sad på spillet, mens Horsens havde svært ved at få tingene til at hænge sammen. FC Nordsjællands små vævre spillere var tydeligvis en udfordring fra flere af Horsens store drenge, men de voldte ikke for alvor problemer. Med andre ord så måtte hverken Jesse Joronen eller Alex Runarsson på arbejde i kampens indledning.

Det skulle dog ændre sig for en kort bemærkning efter 11 minutters spil. Mads ‘Mini' Pedersen fik vendt rundt på kanten af feltet, men Jesse Joronen reddede Minis afslutning. Blot to minutter efter var FC Nordsjælland tæt på igen. Mathias Jensen sparkede et frispark lige forbi mål til stor lettelse for hjemmeholdet. 


Horsens er et hold, som man helst ikke vil give standardsituationer til, men selvom at Horsens fik tilkæmpet sig en del frispark og indkast, så blev det ikke rigtigt farligt for værterne.

Efter en afventende start, fik Horsens langt bedre fat i kampen halvvejs i halvlegen, og fik flyttet spillet længere op på Nordsjællands banehalvdel. Det virkede dog helt utænkeligt, at Horsens skulle spille sig frem til et mål, som ikke kom efter en dødbold.

De to hold bød tilskuerne på en tam affære, men efter 30 minutter skete der noget. Efter et langt udspark var Finnbogason og Victor Nellson i tæt infight om bolden. Finnbogason fik vristet sig fri af Nelsson og var faktisk fri til at løbe alene mod mål. Islændingen faldt til jorden og fik frispark. Hjemmepublikummet skreg efter rødt kort, men kampens dommer takserede handlingen til et gult kort til stor frustration for hjemmeholdet og deres fans.

Dette blev startskuddet til en Horsens-fase, hvor Nordsjælland var heldige med ikke at komme bagud. Bubacarr Sanneh var tæt på pande Horsens foran i to situationer - i første omgang reddede stolpen Nordsjælland, mens hans forsøg blev reddet på stregen i anden omgang. En påmindelse til Nordsjælland om, hvad det er, Horsens er så gode til. 


Kampen åbnede en smule op, og det var ikke nær så låst. Nordsjælland spillede mere direkte, men de kom ikke frem til de store chancer. Det var i stedet Horsens, som kom tæt på.

Et par minutter før halvlegen sluttede, blev det igen rigtig farligt fra Horsens, da Jeppe Mehl brød igennem i højresiden. Ganske uselvisk forsøgte han at lægge bolden på tværs, men han ramte en Nordsjælland-spiller. Han skulle nok have forsøgt sig med en afslutning.

Der skete ikke mere i første halvleg, og de to hold kunne gå til pause med stillingen 0-0.

Horsens kom aggressivt ud til anden halvleg og forsøgte at presse Nordsjælland højt på banen, men det var Nordsjælland, som kunne notere sig den første store chance. Asante fik serveret bolden på et sølvfad omkring straffesparkspletten, men Alexander Ludwig blokerede sparket. Der havde været mål, hvis han ikke havde sat en fod på afslutningen. Kort efter fik Donyoh også en god mulighed, men han fik ikke ordentligt træf på bolden.

Horsens fik ligesom i første halvleg tilkæmpet sig en del indkast på Nordsjællands banehalvdel, og efter 55 minutter blev det igen farligt. Mikkel Qvist kastede fra midterlinjen, og efter at bolden blev snittet videre af Okosun, så endte bolden hos Finnbogason, som kunne sparke til bolden med venstreskøjten. Desværre for Horsens og Finnbogason stod stolpen i vejen endnu engang.

FC Nordsjælland var mildest talt rundt på gulvet, og indskiftningen af Hansson gav hjemmeholdet en ekstra dimension. Udeholdet var efter en times spil igen heldige med ikke at komme bagud, da Qvists afslutning blev blokeret i sidste øjeblik og gik til hjørne. Ved det følgende hjørnespark gik den dog ikke længere for Nordsjælland.

Hjørnesparket blev slået ind i midt i feltet, hvor Alexander Ludwig kunne snitte bolden i mål. Dermed stod det 1-0 til hjemmeholdet, og det var ganske fortjent.

Målet fik naturligt nok Nordsjælland til at presse på, men Horsens lykkedes godt med at forsvare. Nordsjælland fik kun afsluttet udefra, og langskuddene havde Joronen ganske godt styr på.

Med et kvarter igen fik Nordsjælland dog spillet Horsens godt tynde, og et indlæg fra Mads ‘Mini' Pedersen havnede efter lidt klumpspil hos Emiliano Marcondes, som kunne banke udligningen i mål fra det lille felt. Ærgerligt for Horsens, som faktisk havde holdt Nordsjælland fra de helt store chancer.

Nordsjælland jagtede sejren, og med ti minutter igen skulle de have haft føringsmålet. Et hjørnespark havnede tilfældigt hos debutanten Mads Aaquist, som på forunderlig vis fik sparket bolden over målet.

Det var dog Horsens, som kom foran på det efterfølgende angreb. Finnbogason opsnappede en høj bold, og på helt fantastisk vis fik han lobbet bolden ind over Runarsson i Nordsjælland målet. Et fantastisk mål af islændingen som nu er oppe på to scoringer i sæsonen.

FC Nordsjælland pressede hårdt på for udligningen, og den kom da stadionuret rundede 90 minutter. Emiliano Marcondes fik headet et hjørnespark i mål, og på den måde fik Horsens smagt på deres egen medicin.

Målet åbnede for en hektisk overtidsperiode, men der kom ikke flere mål, og en særdeles underholdende fredagskamp sluttede 2-2.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik