Flest kampe med Cristiano Ronaldo: Tidligere holdkammerat afslører utrolig gestus
Pepe og Cristiano Ronaldos bekendtskab begyndte på akademiet i Sporting CP og udviklede sig senere til et tæt venskab, da de blev genforenet på Santiago Bernabéu i 2009.
De to landsmænd tilbragte næsten et årti sammen i Real Madrid, hvor det blev til 241 kampe som holdkammerater for ‘Los Blancos’.
I 2017 sluttede deres tid som holdkammerater i Madrid, da Pepe, efter en skadesplaget periode, ikke fik tilbudt en ny kontrakt af kongeklubben.
Dette faldt ikke i god jord hos Ronaldo, som ifølge Pepe endda tilbød at give en del af sin egen løn for at sikre, at den erfarne forsvarsspiller kunne forblive hans holdkammerat.
I et interview med Renascença, husker Pepe tilbage på samtalen, hvor Ronaldo forsøgte at overtale ham til at blive.
“Hvis det handler om pengene, vil jeg opgive mine penge for at give dem til dig!”
Men for den erfarne forsvarsspiller handlede det ikke om penge, og han var fast besluttet på at skifte til Tyrkiet på trods af det tætte bånd til Ronaldo.
I interviewet sætter Pepe også ord på netop dette bånd, da han deler en særlig episode fra 2012, hvor han i en kamp mod Valencia pådrog sig en alvorlig hovedskade og måtte en tur på hospitalet.
“Jeg kan huske, da jeg vågnede næste dag på hospitalet, jeg stadig havde min Real Madrid-dragt på. Bagefter gik jeg hen for at spørge min familie, hvad der var sket, min kone, som var fem dage væk fra at få min ældste datter, Angeli, og i nyhederne så jeg, at Cris(Ronaldo) havde været der på hospitalet!”
Den femdobbelte Ballon d'Or-vinder satte tydeligvis pris på den kompromisløse midterforsvarer, og heldigvis for ham gjorde de begge sig gældende på landsholdet helt frem til Pepes pensionering i 2024.
Sammen har de to spillet 348 kampe, hvilket er flere end med nogen anden holdkammerat. Deres sidste kamp var Portugals VM-kvartfinale mod Frankrig i sommers, hvor de desværre måtte se sig besejret efter 120 minutters spil og en straffesparkskonkurrence.
I interviewet med Renascença sætter Pepe ord på, hvordan han følte, at et kram med Ronaldo efter slutfløjt i kvartfinalen i Hamborg ville blive det sidste mellem dem på banen.
“Jeg følte det, ja…”
"Det er lidt svært at tale om, fordi vores rejse har været meget parallel. Vi har delt mange følelser og oplevelser"
Holdkammeratskabet var specielt på det personlige plan, men det var også enormt succesfuldt på banen.
Blandt deres største triumfer var tre spanske mesterskaber, tre Champions League-trofæer og Europamesterskabet i 2016, som Pepe i interviewet slår fast som deres største øjeblik sammen.