Mathias Jacobsen

Superliga-status - efterår 2012

Superligaen er gået på vinterpause, og vender første tilbage til marts næste år. Vi ser her tilbage på et efterår, der har budt på både overraskelser og skuffelser.
Siden Superliga-sæsonen 2012/13 d. 13. juli blev sparket i gang en fredag aften på NRGi Park i Aarhus, har vi i hele landet fået be- og afkræftet vores påstande om de 12 Superliga-klubbers niveauer, styrker og svagheder.

Nogle har skuffet os, nogle har overrasket os, mens nogle blot har levet op til vores forventninger, men trods disse hurtige konklusioner, skal der alligevel her seks måneder senere gøres status på et efterår, der har sendt FC København tættere på det danske mesterskab, end hvad spændende er, sendt Brøndby på alles læber grundet skandaler både på og uden for banen, samt sendt en oprykker i Superligaens top-5.

Klubberne:
Mens Superligaen stod stille, forberedte klubberne sig på sæsonstarten i landets bedste række, hvor især de to oprykkere, Randers og Esbjerg, havde sit at se til. Man skulle i de to jyske klubber sikre sig, at man havde det rette fundament, så man ikke blot skulle spille en ligegyldig statistrolle, når ”Suppen” blev sparket i gang.

Samtidig skulle klubberne AC Horsens, FC Midtjylland, AGF og FC København gøre sig klar til deltagelse i europæisk fodbold – for nogle var dette første gang, mens andre tidligere havde kastet sig i lag med de store drenge.

FC Nordsjælland kunne se frem til Champions League-gruppespillet uden kvalifikation, mens man i den anden ende at tabellen i Brøndby skulle forsøge at rejse sig oven på en sæson forinden, der havde budt på klubbens værste resultat i umindelige tider.

Forventningerne var store til alle, oprykker som mester, men ikke alle indfriede disse. Vi har nedenunder forsøgt at sætte navne på de klubber, der har gjort sig mest bemærket. – Positivt som negativt.

Årets toppræstation:
Der var pres på FC København, da bolden igen trillede på de danske stadions. Klubben havde i sidste sæson blot formået at score sig en andenplads, og måtte i stedet se mesterskabet gå til lillebror-Nordsjælland, der overraskede alle. Samtidig formåede man ikke at klare skærene i Champions League-kvalifikationen og det efterfølgende Europa League-gruppespil, hvilket satte klubben i økonomiske problemer grundet en budgettering med både Champions League-gruppespil og et dansk mesterskab.

Københavnerne viste dog også fra sæsonens begyndelse, at man ikke ville lade mesterskabet gå tabt to år i træk, og man gik således ubesejret igennem de første 13 runder. Ariël Jacobs var kommet til som ny træner, og det kastede langt mere underholdene og poleret fodboldspil af sig, end under tidligere træner Carsten V. Jensen, der i sommerpausen var gået tilbage til sit almindelige erhverv som sportschef. Mål blev der også sat ind, og ”Løverne” lignede mere og mere det Ståle Solbakken-mandskab, der halvandet år forinden havde spillet uafgjort mod selveste FC Barcelona, samt spillet sig frem til en plads i Champions Leagues 1/8-finaler.

Trods en skuffelse i Europa League, må FC København med et 12 points forspring til nærmeste forfølger - 2,35 point og 2,3 mål i gennemsnit per kamp – uanset forventningerne – betegnes som efterårets ”TOP”.

Årets floppræstation:
I modsatte ende af Indkast-skalaen, finder vi – ikke Brøndby – men derimod FC Midtjylland. Klubben har efteråret igennem haft det ubeskriveligt svært, og trods en efterårsafslutning på ottendepladsen, virker nedrykning langt fra urealistisk for klubben, der den seneste håndfuld år har ligget som selvskrevet tophold i Superligaen.

Ulvene åbnede sæsonen med blot tre sejre i de første 14 spillerunder, og da man ligeledes måtte se sig slået i Europa League-kvalifikationen – efter en overkommelig lodtrækning i form af schweiziske Young Boys – burde man have set et stærkere Midtjylland-hold i den hjemlige turnering. Dette skete dog ikke, og til trods for at man for første gang i fire år fik slået FC Nordsjælland i pokalturnering, måtte man i runden efter også lade livet her.

Økonomien i klubben har det så trængt, at flere af klubbens mest nævneværdige profiler er blevet pantsat, ligesom en truende konkurs langt fra er en umulighed. Alt synes gået galt efter Christian Steinleins overtagelse efter Jens Ørgaard, og flere taler allerede nu om, at den garvede forretningsmand, skal tilbage i sædet som sportschef på den jyske hede.

Nok om det økonomiske. En klub af FC Midtjyllands størrelse burde efter 12 år som etableret Superliga-klub ikke kunne nævnes som nedrykningsbejler under en fire måneder lang vinterpause, hvorfor titlen som ”FLOP” går til Hedens drenge.

Årets positive:
Oprykkerne var ikke nævnt mange chancer, da Randers og Esbjerg efter ellers ganske fine præstationer i 1.divison igen var at finde i landets fineste selskab. Alligevel skinner den ene af de to oprykkere igennem som noget af en overraskelse, når Indkast.dk tager et blik tilbage på efterårssæsonen. Her finder man således et Randers FC-mandskab, der har spillet op med samtlige hold, efter at man i første spillerunde hurtigt lærte, hvordan man ikke skal gøre, når man spiller i Superligaen. Et 1-6-nederlag på Haderslev Fodboldstadion satte randrusianerne i gang på hårdeste vis, men med en overvintring på en flot, flot femteplads, har Randers FC bevist, at selv en svag sjæl kan rejse sig oven på en lussing.

Efter 1-6-afklapsningen til SønderjyskE hentede Randers nemlig hele fire sejre i de efterfølgende fem kampe, hvorfor Superliga-kollegaerne hurtigt fik øjnene op for kronjyderne, der tydeligvis også ville lege med. De fleste havde nok regnet med en hurtig returnering til næstbedste række, men med 31 point efter 20 kampe, virker nedrykning næsten umulig.

Det flotte Randers-efterår indbringer dem således titlen som ”Årest positive”. – En titel man uden tvivl lige så vel kunne have givet topscorer Ronnie Schwartz, der med 10 af 25 scoringen i den grad har bidraget til succesen.

Årets negative:
Forventninger var ikke nødvendigvis store til Brøndby IF, da der blev fløjtet op til en ny sæson. En niendeplads og blot otte fra nedrykning var status for sæsonen 2011/12, hvor den ellers så stolte klub fra Københavns vestegn leverede det dårligste resultat i klubbens 48 år lange historie, der blandt andet har budt på Champions League-deltagelse, 10 mesterskaber og en lang række pokaltitler.

Klubben startede da også med et nederlag på eget græs til OB, men spillet lignede bestemt noget, der kunne bygges en gunstig sæson op omkring. Som kampene gik, begyndte der dog mere og mere at tegne sig et billede af, at sæsonen ikke ville byde på den ønskede optur. Det traditionsrige mandskab hentede først d. 11. november deres anden sejr i sæsonen, og man lå derfor placeret nederst i tabellen.

Positivt var det dog, at man i efterårets sidste fem kampe blot tabte til de danske mestre fra FC Nordsjælland, og samtidig hentede otte point, hvilket gav lidt liv til håbet om overlevelse. En nærmest surrealistisk tanke, der ikke blot smerter i hjerterne på de mange Brøndby-fans, men ligeledes gør ondt på dansk fodbold, der i tilfælde af en Brøndby-nedrykning, vil miste et af de allerstørste flagskibe nogensinde.

Det omtalte flagskib har dog i efteråret også fået en del skrammer uden for banen, hvor det er blevet til skandaler – næsten – uge efter uge. Fansene har problemer med opførslen, og er kommet i fokus som fyrværkerikastere, baneløbere såvel som habile sneboldproducenter. Ingen af delene hører – uanset festlighedens omstændigheder – hjemme på en fodboldbane, og trods flere trusler om straf fra DBU's disciplinærudvalg, har der været langt fra tanke til handling. Klubben kunne let have været fratrukket fatale point, og mon ikke en eventuel gentagelse af fanproblematikken i forårssæsonen vil medføre et eller andet fra DBU-siden.

Uanset hvad ligger Brøndby allerøverst på ”negativitetsskalaen”, og ændres der ikke på det pointmæssige til foråret, er kampe mellem Brøndby og FC København meget snart fortid.

Hvad er jeres holdning til ovenstående tilbageblik? Fortjener Randers den store ros, har Brøndby gjort det bedre end beskrevet og hvad bør den egentlige straf være, som konsekvens for uroligheder med de mange fans indblandet?

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER