Pokalfodbolden lever!
Dette er en oplevelsesberetning fra pokalkampen mellem Hvidovre og OB, der beskriver pokalturneringen anno 2012.
DBUs Landspokalturnering, som den så fint hedder, har fået meget skæld ud og må dagligt leve med beskyldninger om at være både kedelig og nedprioriteret. Disse negative prædikater kan mange garanteret nikke anerkende til, med mindre man selv har været ude, i silende regn på et 2.divisions stadion i Danmark, og opleve den storartede stemning, som turneringen også byder på.
Vi var to kollegaer, der - da vi så lodtrækningen til pokalen - faldt over kampen ”Hvidovre – OB”. At netop denne kamp tiltrak sig vores opmærksomhed var ikke tilfældigt, da vi hver især har tilknytning til de to respektive klubber. Pokalkampen skulle spilles den 26. september, og det skulle vise sig at være en rigtig efterårsdag. Regnen havde stået ned hele dagen, og det fortsatte kampen igennem.
Da vi ankom til Hvidovre stadion, foregik det hele meget uformelt og var præget af en familiær stemning. Ikke noget med, at man skulle krydses af på en liste eller have et presseskilt hængende rundt om halsen – de tog vores ord for gode varer. Vi var nu klar til at indtage to af de i alt 4.800 siddepladser og nyde pokalopgøret, hvor storklubben OB skulle forsøge at undgå en fadæse, for de havde alt at tabe, mens Hvidovre havde alt at vinde. Vi tog plads bag ved blandt andre skadede Emil Larsen, FCN-forsvareren Jores Okore, træner-legenden Viggo Jensen og HB Køge-direktør Søren Colding, der bedst kendes som tidligere landsholdsspiller og direktør i den konkursramte håndboldklub AG København. Senere kom Michael Silberbauer forbi, men den landsholdsaktuelle altmulig-mand havde problemer med at finde sin plads, og dækkede vores udsyn ved én af scoringerne, hvilket vi selvfølgelig ikke tilgiver ham for. Nå, men det bord vi skulle sidde ved beviste, at det ikke er her pressefolk flokkes for at skrive referater side op og side ned. Bordet var dækket af sorte alger og gamle ketchup/sennep-rester. De forfærdelige forhold forhindrede os i at hive vores PC'ere frem med tilhørende skriveprogram, og gav i stedet anledning til at skrive kampreferatet mere ægte og autentisk. De gamle, men charmerende journalistiske redskaber, blev fundet frem - kuglepen og blok.
I forbindelse med optakten til kampen var vi blevet enige om, at hjemmeholdet fra Hvidovre ikke var chanceløse. Jonas Hebo Rasmussen, Marc Olsen, Ole Dau og en sjask våd bane forstærkede vores forhåbninger om et ”pokalchok”. Men det håb skulle vise sig hurtigt at blive slukket af de kyniske gæster fra Odense. Ikke engang ét minut var der spillet, før OB-lejesvenden Marcus Pedersen havde scoret til 1-0 for ”De stribede fra Fyn”. Vi frygtede nu, at Hvidovre ville falde sammen som et ustabilt korthus, men sådan forholdte det sig ikke. De havde bolden mest i størstedelen af første halvleg, og OB investerede slet ikke nok i deres pres-spil til at udpensle klasseforskellen mellem de to hold. Kun OBs kyniske afslutninger og en storspillende Rasmus Falk gav med fornemme kig-væk-finter indikationer om, at der var ”fint besøg”.
OB og deres kynisme resulterede i en 4-0-føring, som holdt indtil 40. minut, hvor episoden, der udløste aftenens største jubelbrøl hidtil, fandt sted – Hvidovre fik tilkæmpet sig et straffespark. Nu lugtede den lille klub fra den københavnske vestegn pludselig blod igen. Den tidligere Brøndby-spiller og søn af ex-fodboldspilleren og erhvervsmanden Fernando Olsen - Marc Olsen - eksekverede da også forsøget fra 11-meter-pletten med et følt skud, der med en tophastighed på max 7 km/t, sneg sig ind bag 192 cm høje Mads Toppel i OB-buret.
De første 45 minutter var overstået, og dommer – Michael Johansen – fløjtede til pølse, eller i dette tilfælde til HIF-burger. En burger, der var så fedtet, at den fik McDonald's burgere til at minde om et Wasa-knækbrød, hvor udløbsdatoen vel at mærke var overskredet. Smagen var med blandede følelser, men vejret havde sat sine spor, så den kom da ned. I det mindste kan man da håbe på, at overskuddet går til ungdomsarbejdet i klubben.
Efter pausen skulle den tidligere SønderjyskE, Svendborg og Middelfart–spiller Ole Dau være med til at true OB. Først scorede han i starten af anden halvleg - et mål der dog hurtigt blev svaret igen på af OBs norske Marcus Pedersen. Ole Dau kom dog 12 minutter senere igen på tavlen med en flot scoring, hvor han ”krøllede” bolden op i højre målhjørne til 2-4. Nu lugtede Hvidovre for alvor blod symboliseret ved først et hårdt forsøg af den tidligere Arsenal-spiller Jonas Hebo, og igen kort tid efter kunne hjemmeholdet med rette føle sig snydt for et straffe. Sådan lød det i hvert fald, bedømt ud fra de to beduggede hjemmefans bag os.
Men OB gjorde som så mange gange før. Skruede op for tempoet samtidig med, at Hvidovre gik mere og mere døde på kondien. Fynboerne viste sekvenser, hvor man var i tvivl om, hvor vidt Hvidovre nogensinde ville få fat på bolden igen, men OB var målhungrende og jagtede flere scoringer, så det fik de... oppe ved midterlinjen, da bolden endnu engang var havnet bag en usikker Andreas Larsen.
Marcus Pedersen var efterhånden en populær herre blandt de medrejste OB-fans efter hans uægte hattrick. Det udmundede i en kreativ slagsang, som gik således:
”HVEM FÅR ALT DET FISSE, HAN KAN SE?
MARCUS PEEEE; MARCUS PEEEEEEE!”
Kronen på værket for OB var en flot scoring af camerounske Cedric N'Koum, der satte tre HIF-forsvarer og deres målmand – en sand perle – som da også fremprovokerede et påtvunget smil på Michael Silberbauers læber, der selvfølgelig inderst inde ikke var tilfreds med konkurrentens drømmemål. Kampen endte hele 7-3 til favoritterne fra OB i et opgør, hvor begge hold havde stor ære af underholdningen. Det er kun i pokalfodbold, at sådanne resultater finder sted.
Da dommerens fløjte havde lydt for sidste gang, måtte de 867 fremmødte tilskuere stå i kø for at komme ud, men da den ene af os var lokalt kendt, fandt vi en smutvej ud af stadion ti mål og en stor fodboldoplevelse rigere. Derfor er det næppe sidste gang, at vi trodser vejr og ydmyge omgivelse for at overvære en pokalkamp, for ”pokalånden” lever stadig.
Hør Marcus Pedersen-chanten i nedenstående klip:
Skrevet i et samarbejde mellem:
Evander Pedersen - Twitterkonto: @EvanderPedersen
og
Nicolai Nordbo - Twitterkonto: @NicolaiNordbo