”La Supercopa” mere end en Super Cup
Den spanske Super Cup kommer til at blive vejviser for Titos tid som cheftræner i Barça og for Mourinhos skæbnefulde tredje år i Real Madrids trænersæde. Indkasts leder forklarer hvorfor.
En Super Cup er på mange måder en lidt overflødig kamp(e), der skal afgøre hvem af sidste sæsons pokal- og ligamestre, der var bedst. I en branche, hvor et helt års triumfer kan svedes væk over en sommer, er Super Cuppen ligesom efterskoleeleven, som ikke kan omstille sig til gymnasiet. Det gælder i alle de store europæiske ligaer.
Community Shield for to uger siden fungerede f.eks. primært som en opvarmningskamp før Premier Leagues første runde den efterfølgende weekend. Manchester City vandt 3-2 over Chelsea, og så har de overtroiske englændere ellers deres myter at hænge Citys sejr op på – ikke ret meget mere.
Manchester City viste godt nok klassen mod et af de hold, man må formode skal kæmpe med om mesterskabet. Men på samme som efter de seneste mange Community Shields sidder man ikke tilbage med følelsen af, at det var her, den store åbenbaring kom. Stjernerne kom på græs, og så ikke så meget mere. Så meget mere var det derimod i Spanien sidste år.
FC Barcelonas ”El Nuevo Dream Team” stod over for Real Madrid og ikke mindst José Mourinho og Cristiano Ronaldo. De to portugisere havde set sig overgået den foregående sæson af Josep Guardiola og Lionel Messi. ”La Supercopa” var den perfekte begivenhed for Real Madrids slukørede stjerner til at hævne sig på hele verdens darlings Barça.
De skulle både sætte punktum for gårsdagens sejrsherre og overbevise kritikerne om, at ”Real ikke blot er de stærkeste, de er også de bedst spillende”. Missionen lykkedes for Mourinho, mere end han måske havde kunnet håbe.
”Mestre bliver ikke skabt i træningshallen. Mestre bliver skabt af noget, de har dybt i dem selv: en drøm, et ønske, en vision.”, har den flittigt citerede bokselegende Muhammed Ali engang sagt. José Mourinho og Real-spillerne havde hævnen som motiv.
Med den anden Champions League-sejr på tre år og tredje mesterskab ud af ligeså mange forsøg var der ikke nogen superlativer, som gik forbi Pep Guardiolas mandskab. José Mourinho var som nævnt omvendt blevet kritiseret for ikke at udnytte sit materiale ordentligt og generelt stå for destruktiv og ondskabsfuld fodbold med forsvarsmammutten Pepe som ansigt udadtil. I Super Cuppen blev der sat ansigt på en ny voldsmand - faktisk to - i Real-lejren, men det var enkeltstående negativer hos ”Los Blancos” kolorit.
Undertegnede var på Camp Nou til returkampen efter at første kamp var endt 2-2 på Santiago Bernabéu. Den burde nok have givet Real Madrid et forspring før returen, hvis fru Fortuna ellers havde været på plads i Madrid. Det var med en vis ærefrygt, at Real Madrid denne sene aften i august betrådte den samme bane, som de under et år tidligere var blevet pulveriseret på med et 0-5 nederlag – også selvom undertegnedes sympatier altid har ligget klart øst for La Mancha.
Barca-spillerne var som sådan ikke dem, der virkede så mætte igen, nok mere alle omkring dem. Eller ”mætte” er måske et forkert ordvalg, snarere selvtilfredse og adstadige. Et hidtil uhørt temperament i en klub, der få år forinden var kendt som ”Det catalanske galehus” med trænerfyringer, mærkelige spillerindkøb og resultater som dag og nat.
Med Josep Guardiolas ankomst var de uberegnelige momenter fra tiden under Frank Rijkaard blevet disciplineret eller visket ud og tilbage stod en skræmmende effektiv maskine. Det var det tætteste sydeuropæere nogensinde var kommet på nordkoreansk systematik, og så gav det resultater, så det ville noget.
Derfor havde den første kamp på Santiago Bernabéu ikke for alvor skabt usikkerhed blandt de mange ”Culés” (FC Barcelona-tilhængere), der i nattens mørke havde fundet vej til byen Barcelonas lysende centrum. ”Maskinen” skulle nok køre den hjem, når automatismerne var kodet ind. Det som de godt 93.000 (!) kampsvedige tilskuere bevidnede den aften var et varsel, en sjælden påmindelse om, hvad sæsonen ville byde.
FC Barcelonas offensive maskine kørte ikke for fulde damp og det skyldtes ene og alene Real Madrids skræmmende aggressorer med kraftkarlen Cristiano Ronaldo og bien Benzema i front. Det var monstrøst besættende på en helt anden måde end det spil, der havde givet sejren i Copa del Rey et par måneder tidligere.
José Mourinho havde som en tegneserieskurk brugt sommeren på at lægge planer mod hans ulykkelige kærlighed Barça, der i 2008 ikke kunne forlige sig med ”The Special One's” kontroversielle udfald og i stedet ansatte Pep Guardiola. På Camp Nou var Mourinho mesteren og Pep Guardiola manden, hvis pande allerede denne aften skulle fremtvinge de første af mange dybe rynker.
FC Barcelona endte ganske vidst med at overkomme Real Madrids pres og vinde takket være Lionel Messis forbedrede målinstinkt, men her et år efter er det ikke Marcelos bersærkergang på Cesc Fàbregas eller Mourinhos øjeplukker på ”Pito” (MXN. slang for penis) Vilanova, som er væsentligt værd at huske. Tværtimod er det de spillemæssige tendenser fra kampen, man kan lære af.
FC Barcelona fik også senere i sæsonen problemer med angrebsspillet, hvor Lionel Messi, som i Super Cuppen, for mange gange var enmandshær. Herre gud, argentineren slog scoringsrekorder som det passede ham, og alligevel havde Josep Guardiola nok gerne set målene spredt mere ud. Der var for få gange i sæsonen, hvor FC Barcelona fandt glæden frem i spillet uden tvang.
Hos José Mourinho har det aldrig handlet om glæden. Det passede ham sikkert fint, at det var ideen om den effektive maskine, som Real-spillerne adapterede. De havde Europas bedste angreb og viste det endelig. De spillede ikke længere på offerrollen som José Mourinho havde dikteret året før, da det simpelthen ville have været for komisk med den frygtindgydende overlegenhed, der gennemstrømmede holdet.
Man skal heller ikke underkende den mentale vigtighed af at have kunnet spille lige op med FC Barcelona, som de gjorde i de to Super Cup-kampe. Det har åbnet en dør for Real-spillerne, at de i den grad udfordrede de forsvarende Champions League-mestre uden så meget ”juego sucio”, urent spil, som tidligere. Kun den glippede Champions League må være have været svær at sluge for José Mourinho.
Han formåede til gengæld det, som ingen andre havde gjort før ham: At få Josep Guardiolas mandskab til at se menneskelige ud. Mourinho var som Jokeren i Batman-filmen ”The Dark Knight”, der på bestialsk vis får den retskafne Harvey Dent/Guardiola ned på de andres niveau. Portugiseren var Ælde, der tog år fra Cataloniens fortabte frontfigur uden at fortrække en mine. Superskurken ”The Only One” indførte anarki i Barcas orden.
Det betyder, at Tito Vilanova i dag er FC Barcelona-træner. Han fik to point flere end Real Madrid i første runde af Primera División, men kan ikke bryste sig af favoritværdigheden – heller ikke på Camp Nou. Diverse selvprofilerede orakler, bookmakerne, tror godt nok stadigvæk på det, de kaldte ”Dream Team” - altså på Camp Nou. FC Barcelona har grundlæggende ikke længere ”hegemoni” (herredømme), som er det ord José Mourinho i denne uge brugte til at slå fast, at torsdagens modstandere ikke havde vundet to Champions League i streg og derfor ikke var de største.
Mesterskabet ligger lige nu hos José Mourinhos Real Madrid ved Cibeles springvand efter tre års paradekørsel langs Barcelonas Rambla. Vigtigt at bemærke er, Mourinho aldrig tidligere har været særlig ”speciel” i sit år 3 i en europæisk topklub. Det bider eksperterne i hvert fald fast i. Er det ikke noget vrøvl?
Mestertræneren har kun én gang har været mere end to år i en klub. Det var i Chelsea, hvor år 3 bød på en fyring. I denne uge har ”Mou” fra Setúbal åbnet op for en retur til England og afholdelsen af de to kommende Super Cup-kampe mod FC Barcelona er et godt fingerpeg om, hvilken status José Mourinho vil vende tilbage til engelsk fodbold med.
Hvordan skal Titos FC Barcelona spille Real Madrid, der for længst har luret ”Tiki-Tik-Tok”? Var Reals mesterskab blot et springbræt for et nyt stort Barca-hold? Evner Tito Vilanova at udkæmpe Mourinho psykologisk, og burde han ikke gøre som Guardiola og holde sig helt uden for debatten? Og hvad er vigtigst: målene eller spillet i vurderingen af verdens to bedste fodboldspillere?
Spørgsmålene før aftenens kamp er virkelig mange, men svarene bliver om muligt flere. ”La Supercopa” er for andet år en finale for fremtiden mere end for fortiden. Derfor har José Mourinho misforstået sin egen triumf, når han som i går siger følgende:
- Jeg vælger at tabe Super Cuppen for at vinde ligaen. Hvis det at tabe Super Cuppen er en motivation for at vinde La Liga, vil jeg allerede nu skrive under på det. Jeg tror, turneringen er den mindst vigtige af de fire turneringer, som vi deltager i. Efter min opfattelse er den ikke noget ansigt på sæsonen, men det det er en turnering, som vi vil elske at vinde og vores modstander ligeså, udtalte José Mourinho på et pressemøde i går ifølge AS.
Den kære José Mourinho har fat i den lange ende, når han sammenligner Super Cuppen med de andre store turneringer, men han glemmer én vigtig detalje: ”La Supercopa” mellem FC Barcelona og Real Madrid er mere end en Super Cup!
Den første Super Cup-kamp bliver spillet i aften kl. 22.30 på Camp Nou og returen er på Santiago Bernabéu torsdag d. 30. 8.