Torsten Brix

Transferupdate - Bundesligaen

Trupperne er blevet styrket med spændende navne som Xhaka, Dominguez, Mandzukic, de Jong, Elia, Dost og Shaqiri…
Indkast.dk kigger på vores tyske naboer. Hvad er der sket på transfersiden – indtil nu… Der er tale om mange store navne. I den forgangne sæson vandt Dortmund det tyske mesterskab med en historisk lav gennemsnitsalder, hvilket fik klubledere i hele Europa til at slikke sig om munden. I Manchester United bestemte Sir Alex Ferguson sig for at købe Kagawa for 130 millioner kroner, og det startede lidt af en transferlavine.

For med de mange engelske pund hentede Dortmund en erstatning i Gladbach. Marco Reus kom til mestrene for et lidt højere beløb, og pengene brugte Gladbach på at købe Xhaka i Basel, men også Mlapa i Hoffenheim samt den spændende spanske landsholdspiller Alvaro Dominguez. Men langt de fleste af pengene brugte de på at hente den hollandske målmaskine Luuk de Jong, der i sidste sæson lavede 25 mål i 24 kampe for Twente i den bedste hollandske fodboldrække.

I Bayern München har de hentet en spændende trio. Dante er kommet til fra selvsamme Mönchengladbach og Shaqiri er kommet fra Basel, men det tyske storhold har også købt den dyre kroatiske landsholdspiller – Mario Mandzukic – der har kostet 100 millioner kroner i Wolfsburg.

Hoffenheim har solgt Gylfi Sigurdsson til Tottenham - for næsten samme beløb. Selvom den 22-årige midtbanespiller er spændende, virker dette som et rigtigt godt salg. Til sammenligning har Sigurdsson kostet det samme, som Chelsea har betalt for Marin, der er skiftet fra Werder Bremen.

I Bremen er der skiftet meget ud i truppen, og spillere som Rosenberg, Wiese, Pizarro og Silvestre er væk, mens erstatningerne er meget yngre. Ind er blandt andet hentet Elia i Juventus og Nils Petersen i Bayern.

Wolfsburg-bossen Felix Magath er blevet berygtet for voldsomme udskiftninger i de trupper, som han arbejder med, og denne pause har ikke været nogen undtagelse. Føromtalte Mandzukic er sendt til Bayern, mens blandt andet også Hitzlsperger, Chris og Sissoko har forladt klubben, der har hentet Olic, Pogatetz og målmaskinen Bas Dost, der i de to forgangne sæsoner har lavet 45 mål i 66 kampe for Heerenveen.

Frank Arnesen har i HSV hentet en erfaren målmand – Rene Adler - i Leverkusen, men ellers har den økonomiske trængte Hamborg-klub forholdt sig i ro - indtil nu. Lidt ligesom Schalke04, der har sendt Raúl til Al Sadd. Men kan det være stilhed før stormen?

Skruer HSV eller Schalke04 ikke op for tempoet, får de problemer, for de andre klubber har altså været meget aktive og hentet navne som Xhaka, Dominguez, Mandzukic, de Jong, Elia, Dost og Shaqir til Bundesligaen…


Indkast.dk har talt med Eurosport-kommentator og Bundesliga-ekspert Henrik Hvillum, og han har følgende kommentar til ovenstående:

- Der er beviseligt handlet og solgt mange spillere i Bundesligaen før sæsonen. Og vanen tro er der brugt et hav af penge på "forstærkninger". Men en ny spiller i en ny trøje er ikke altid garanti for succes, og i mange tilfælde ender million-signingen som et flop. Det omvendte kan ske for klubber som Schalke og HSV, som ikke har haft råd til eller mulighed for de store personaleændringer endnu. Jeg tvivler på Schalke, som både spillemæssigt og organisatorisk er svækket med Rauls afsked. Lewis Holtby og co er dygtige spillere, men ikke gode nok til at spille med om mesterskabet.

- Anderledes er det med HSV, som jeg faktik synes har en spændende trup med de mange talenter, som Frank Arnesen hentede ind sidste år. Pointsmæssigt gik det bedre mod slutningen af sæsonen, og med sikre Adler i målet kunne det godt bliver til en slutplacering omkring nr.10-12 for den falmende storklub.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER