Det læser de besøgende på INDKAST lige nu

Torsten Brix

4 dage til BL: Optur for H96 og dansker

Indkast.dk har talt med Bundesliga-eksperten Henrik Hvillum blandt andet om Hannover96 og den tilbagevendte Leon Andreasen.
Den tidligere danske landsholdsspiller Leon Andreasen havde inden Europa League-kampen i starten af august - mod St. Patricks Athletic – været igennem over to år med et hav af skader og dertilhørende operationer, men efter fem minutter og ti sekunder fik Hr. Andreasen et helt utroligt comeback. Et flot langskudsmål efter få minutter og dermed fik træner Mirko Slomka ret. Han sagde inden sommerpausen, at Leon Andreasen fik en chance mere og fik forlænget sin kontrakt med et år.

- Jeg glæder mig til at arbejde hårdt på Leons comeback sammen med ham. Vi har hele tiden troet på ham. Kontraktforlængelsen er et tegn på, at vi værdsætter en spiller med international erfaring, sagde Hannover96's cheftræner Mirko Slomka til klubbens hjemmeside, mens Leon Andreasen udtalte til klubbens hjemmeside:

- Jeg er glad for at få forlænget min kontrakt. Der venter store udfordringer i næste sæson i Bundesligaen og Europa League, hvor klubben skal spille mange kampe.

Det blev gyldent for Leon Andreasen, der skiftede til Hannover-klubben fra Fulham i januar 2009, men herefter startede skadeshelvedet. Men skulle det lykkes for den alsidige spiller at vende tilbage til topfodbold, kan han ikke finde noget bedre sted end Hannover96. For ikke nok med at træneren tror på ham… klubben selv har også været igennem en sand optur.

Efter store økonomiske problemer var storklubben fra midten af 1970'erne og tyve år frem placeret i den næstbedste tyske fodboldrække, og i 1997 var klubben placeret i den tredjebedste række, men så startede opturen. Med den store præsident-profil Martin Kind rykkede Hannover96 op to gange, og i 2002 var de tilbage i Bundesligaen, hvor de hører hjemme. Dengang var Slomka assistenttræner for Peter Neururer, mens profilen på holdet var midtbanespilleren Michael Tarnat.

De fem første år i Bundesligaen sluttede holdet imellem nr. 8 og 15, men herefter tog klubben nok et skidt op af stigen. For i 2011 var Hannover96 i Europa League-kvartfinalen mod Atlético Madrid, efter de i de forgangne sæsoner var sluttet på en henholdsvis 4. – og 7. plads.

Unik bedrift, men midt i dette blev klubben ramt af en tragedie. Robert Enkes selvmord sendte en sort skygge over klubben. For hvorfor og hvordan kunne det gå så galt for klubbens publikumsyndling. I Ronald Reng anmelderroste bog ”Et alt for kort liv - tragedien Robert Enke" står der blandt andet:

Et mylder af tanker rumsterede i Roberts hoved. Igen og igen nåede han frem til samme konklusion: Intet ville lykkes. De sorte tanker formerede sig og gjorde hans hoved tungt som bly. Pludselig stod det klart for ham, hvad der havde været på vej i ham siden juli. Han skrev sine aftaler ind i en dagbog med muldvarpeskind. Om onsdag den 5. august 2009 skrev han: 10 og 15.30 træning. Umiddelbart efter tilføjede han: For øjeblikket er det utrolig svært at være positiv. Det ramte mig ret hurtigt og uventet. Snakkede med Terri og fortalte hende om mit behov for at åbne op. Men jeg ved, det er umuligt. Hvorfor nu, tænke han. Den første kliniske depression havde ramt ham i 2003, da han som misforstået målmand havde følt sig værdiløs i FC Barcelona. Denne gang var der ingen lighedstegn. Han fandt aldrig selv frem til et svar på, hvorfor de mørke tanker vendte tilbage den sommer. Ingen andre vil nogensinde være i stand til at give ham det.

Næsten samtidig med Enkes selvmord vandt Hannover96 med en knusende 6-1 sejr over Mönchengladbach, men alt dette blev pludselig så ligegyldigt… Ud af Enkes mørke og triste skygge er der dog kommet en solstråle. For den blot 23-årige Ron-Robert Zieler – med fortid i Manchester United – er nu blevet førstevalget i Hannover-målet, og hans præstationer har gjort, at han er blevet udråbt til ét af Bundesligaens største talenter.

På transfermarkedet har Hannover96 forholdt sig meget i ro. I dette transfervindue har klubben dog fået flere eksotiske spillere i truppen. Ind er kommet den ungarnske midtbanespiller Szabolcs Huszti fra Zenit St. Petersburg, Adrian Nikci fra Zurich og to forsvarsspillere – brasilianske Felipe og japanske Hiroki Sakai. Så der kan godt være masser af spilletid til Leon Andreasen, der i hvert fald fik en unik start på sæsonen 2012/13.

Indkast.dk har talt med Eurosport-kommentator og Bundesliga-ekspert Henrik Hvillum, og han har følgende kommentar til ovenstående:

- Jeg er oprigtigt imponeret af Leon Andreasen. Ikke kun fordi jeg har en svaghed for AGF, men fordi en spiller der er ude i mere end to år sjældent når sit gamle niveau. Det har han vist, allersenest med et mål i en pokalkamp. Jeg er også imponeret af Hannover, som ikke tvivlede på danskeren, men tildelte ham en kontraktforlængelse, da det stod klart at han kunne spille fodbold igen. Det er storsindet samtidig en solstrålehistorie, at han oven i købet kommer tilbage i noget der minder om storform.

- Vi glæder os til at vise flere kampe på Eurosport med Leon i aktion, og jeg er faktisk overbevist om, at både han og klubben igen er at finde blandt de 7-8 bedste, når sæsonen er slut. Træner Slomka og hans stab er gode til at finde "små" spillere, som man ikke nødvendigvis kaster en formue efter, men som passer ind i konceptet og hurtigt bliver integreret på holdet.

- Desuden har man fået værdifuld erfaring med at være med i toppen de seneste par sæsoner, samtidig med, at klubben for første gang i mange år prøvede kræfter med Europa League. Den slags giver en positiv aura, og med en dygtig træner i Mirko Slomka ser det godt ud for Hannover 96.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER