Mikkel Mandrup

4 dage til Serie A: Ekstreme forvandling

Juventus har det seneste år gennemgået en usædvanlig udvikling, der har bragt dem tilbage på tronen af italiensk fodbold.
Sæsonen 2011/12 bød på mange ændringer hos traditionsklubben Juventus i den italienske industriby Torino. Ny træner med nye idéer, indvielsen af et privat-ejet stadion, trecifret millioninvesteringer, omlægning i talentpolitikken, spillere anklaget for matchfixing, debatten om de tre Scudetto-stjerner og ikke mindst en historisk Serie A-kampagne uden nederlag. En mindre revolution var skyllet ind over det konservative støvlelands mest vindende hold i historien. I denne artikel tager vi et nærmere kig på, hvad der er forgået i Juventus igennem det seneste år, og hvad man i fremtiden kan forvente af De Zebrastribede.


Den forunderlige forvandling anno 2011/12
Den 22. maj 2011 kunne direktør Giuseppe Marotta annoncere Juventus-ikonet Antonio Conte som ny træner i den traditionsrige Torino-klub. Den dengang 41-årige Conte erstattede Luigi Delneri, og det var tydeligt, at en mindre forvandling var under opsejling i det norditalienske, da den nyudråbte træner straks varslede ændringer i både formation og koncept. Den uortodokse 4-2-4-formation kombineret med højt pres og overtag i boldbesiddelse var grundstenen i Contes plan om at bringe klubben tilbage på det niveau, man oplevede under Lippi-tiden fra 1994 til 1999 og efterfølgende i begyndelsen af 00'erne.

Calciopoli-skandalen i 2006, der som bekendt sendte klubben en tur i Serie B, havde været stærkt medvirkende til, at facaden i den 114 år gamle klub var ved at krakelere. I de efterfølgende sæsoner levede man fortsat med de omfattende konsekvenser, som gjorde, at de seneste to år i træk var endt med en syvendeplads i ligaen. Det var på alle måder uacceptabelt for en klub af Juventus' kaliber, og nu skulle den tidligere midtbane-styrmand Antonio Conte forsøge at få den synkende skude tilbage på ret kurs. Jagten på succes startede som altid på transfermarkedet, hvor man hentede et utal af nye ansigter til klubben. Til den centrale midtbane hentede man bl.a. to spillere, som senere skulle vise sig at være uvurderlige handler. Der var tale om købet af Arturo Vidal fra Bayer Leverkusen til 93 mio. kr. og røveriet af Andrea Pirlo hos ærkerivalerne fra Milan. De to indkøb betød, at klubben nu rådede over så mange stærke spillere på netop den position, at det virkede ulogisk at have så meget fokus på kantspillet, som man havde det i Contes foretrukne 4-2-4-formation. Udover de to nyerhvervelser var man også i besiddelse af Claudio Marchisio, som var et produkt af klubbens egen ungdomsafdeling, og siden sæsonen 2008/09 havde været en etableret del af førsteholdet. Denne midtbane-trio kombineret med manglende kvalitet på kanterne blev 4-2-4-formations endelige død.

Contes nye filosofi om højt genpres og et overtag i boldbesiddelse bestod dog, men det blev fremover i et 4-3-3-system. Til gengæld havde formationen den klare svaghed, at tremands-midtbanen ofte kom i problemer, når man var i undertal mod ligaens stærkeste modstandere. For at forhindre dette eksperimenterede man med 3-5-2, hvilket resulterede i stor succes. Den nye formation erstattede dog ikke den forrige, men fungerede som et fleksibelt alternativ, der kunne bringes i spil, når lejligheden var til det. På trods af ændringer, forblev spillet flydende, man dominerede kampene og skabte et hav af chancer, men ofte manglede man et topholds evne til at lukke kampene. Skarpheden var en mangelvare, og tydeligere end nogensinde blev manglen på en topangriber udstillet.


Jagten på målmaskinen
Med 68 mål var Juventus det næstmest scorende hold i Serie A 2011/12 kun overgået af vicemestrene fra AC Milan. Alligevel tegnede der sig et tydeligt billede af et hold, der havde mere end svært ved at udnytte det enorme antal af chancer, man kom frem til runde efter runde. Alessandro Matri blev med 10 scoringer holdets interne topscorer, men i den samlede tabel rækte det kun til en delt 16. plads på topscorelisten. De fleste mesterhold har ofte en kynisk afslutter, der står for en stor del af holdets scoringer, men situationen var altså en anden hos de italienske mestre. Her havde midtbanen meget uortodokst scoret flere mål end klubbens angribere til sammen. Det skal dog pointeres, at Matri langt fra var sikker starter i foråret, og samlet set blev det til 31 liga-optrædener, hvor otte af dem var som indskifter.

Dette ændrer dog ikke på det faktum, at Contes tropper var for uskarpe i de afgørende situationer, hvilket medførte, at man flere gange i sæsonen måtte nøjes med uafgjort mod lavere rangeret modstandere. Den manglende kynisme resulterede i februar og marts i en mindre krise med fire uafgjort kampe i streg. Klubben var nødsaget til at forholde sig til den alvorlige mangel på en målscorer, og i vinterpausen hentede man derfor Marco Borriello på en lejeaftale til 3,7 mio. kr. hos ligarivalerne fra AS Roma. Handlen vakte stor utilfredshed blandt Juventus-fans, der troppede op på klubbens træningsanlæg Vinovo med tilråb mod Borriello om, at han blot var en lejesoldat med henvisning til hans fortid i intet mindre end syv forskellige italienske klubber. I foråret blev det til 13 optrædener for den tidligere Milan-angriber, og selvom hans frisure, overskæg og ynkelige forsøg på at tilkæmpe sig straffespark tiltrak mest opmærksomhed, virkede Contes tillid til ham nærmest uendelig. Borriello endte med at score to afgørende mål i mesterskabskampen, men på trods af det stod det klart for enhver, at han ikke var angriberen med garanti for +20 mål pr. sæson. Af samme grund valgte ledelsen da også at ignorere muligheden for at aktivere købsoptionen på yderligere 60 mio. kr. Dermed fortsatte jagten på den hårdt tiltrængte angriber.

Fernando Torres, Gonzalo Higuáin, Edin Džeko, Robin van Persie, Stevan Jovetic, Robert Lewandowski, Giampaolo Pazzini, Edinson Cavani, Leandro Damião, Oscar Cardozo og Luís Suarez. Listen af angribere, der har været rygtet til Juventus indenfor de seneste par måneder, er uendelig lang. Med mindre end to uger tilbage før transfervinduet lukker er det dog endnu ikke lykkedes at få en aftale på plads med en af Europas mange målmaskiner. Specielt van Persies navn var meget fremme i den italienske presse i et længere stykke tid, men denne duel faldt ud til Manchester Uniteds fordel, hvor den skarpe hollænder i stedet valgte at fortsætte. Hvem der i stedet kommer til at spille som spydspids må tiden vise, men der er ingen tvivl om, at Juventus leder med lys og lygte indtil vi rammer august.


Azzurri-effekten
Det italienske landshold leverede en formidabel præstation ved årets EM-slutrunde, hvor det blev til sejre over gigantiske fodboldnationer som England og Tyskland i de afgørende knock out-kampe. Det succesfulde mandskab havde intet mindre end syv Juventus-spillere (otte med nyerhvervelsen Giovinco) i den 23-mand store trup, hvor af seks indgik i 'idealopstillingen', såfremt Italien havde sådan en. At Juventus-spillerne udgjorde en så stor del af EM-truppen skyldes ikke nødvendigvis, at størstedelen af Italiens bedste fodboldspillere har deres daglige gang på træningsanlægget Vinovo i Torino. Derimod hænger det sandsynligvis sammen med, at den 54-årige landstræner Cesare Prandelli bevidst har valgt at bygge nationalmandskabet op om spillere fra mesterholdet, og med god grund. Udover gejsten, selvtilliden og vindermentaliteten, som de italienske mestre er udstyret med, så er der også visse formationer og konstellationer, som Prandelli nemt kunne overføre til sit EM-hold. Tremands-forsvaret med Andrea Barzagli, Leonardo Bonucci og Giorgio Chiellini er vel nok det bedste eksempel på, at landstræneren udtog holdet med fokus på sammenhængskræft frem for individuelle udmærkelser. Set i bakspejlet var Prandellis taktiske disposition et klogt valg, på trods af det ydmygende 4-0-nederlag til de spanske fodbold-ekvilibrister i finalen.

Spørgsmålet er om det azurblå mandskabs succes ikke også kan have en smittende effekt modsatte vej. Flere af spillerne har ikke den store internationale erfaring, men når man med landsholdet kan ekspedere både England og Tyskland ud med et hav af Bundesliga- og Premier League-stjerner i truppen, så er der grund til at være fortrøstningsfuld forud for den kommende CL-sæson. Udover det bundsolide tremands-forsvar har man glæde af den dybtliggende playmaker Andrea Pirlo. Sigøjner-kreatøren blev under hele EM-slutrunden beundret af passionerede fodboldelskere verden over for hans elegante – ja vel nærmest erotiske – omgang med bolden, som blev krydret med et arrogant Panenka-straffespark mod England i kvartfinalen. Ligeledes kan man fremhæve Claudio Marchisio, som på ganske kort tid er gået fra at være et uprøvet talent til at være én af de største profiler i Serie A og nu også hos Azzurri. Midtbane-spilleren, der har måtte ligge øre til sammenligninger med legenden Marco Tardelli, fastholder også selv Juventus' indflydelse på landsholdet.

- Juventus-spillerne har bragt sammenhængskræften og længslen efter at vinde til det her italienske landshold. Sulten efter succes, som vi har dybt inde i os, havde vi taget med til Polen og Ukraine, udtalte Marchisio.


Scommessopoli
Antonio Conte har været ét af de absolut største navne i den raserende Matchfixing-sag Scommessopoli, der har gennemsyret de italienske fodboldrækker. Anklagen mod Juventus-træneren kommer fra Siena-spilleren Filippo Carobbio, der har kendt sig skyldig og kan få nedsat sin straf ved at tage andre med i faldet. Carrobio påstår, at Conte i sin tid i spidsen for Siena ved et spillermøde sagde, at resultaterne mod Serie B-modstanderne Novara og Albinoleffe var 'fikset', selvom de resterende 23 Siena-spillere fastholder deres daværende træners uskyld. Anklageren i sagen Stefano Palazzi foreslog Conte et kompromis, der indebar tre måneders karantæne samt en bøde på 1,5 mio. kr., hvilket Juventus-trænerens advokater rådede ham til at acceptere, selvom de samtidig fastslog, at det ikke var et tegn på medvirken. Advokaterne påpegede, at det er for at komme videre i sagen, som det italienske retssystem vil kunne bruge uendelige tider på, som man så det med Calciopoli-sagen, der den dag i dag stadig kører her seks år efter. Conte og hans advokater ville dog på ingen måde acceptere en højere straf end den omtalte, og valgte i stedet at gå til modangreb på det italiensk fodboldforbund FIGC, hvilket enten kunne udløse enten frikendelse eller op til 15 måneders karantæne.

- Der er ingen beviser. Det er én mands ord mod andres. Ingen aflyttede telefonopkald, ingen beviser, ingen pengeoverførsler, ingenting. Da Carobbio blev forhørt 19. januar nævnte han ikke Conte. Han 'huskede' først Contes involvering måneden efter, da han skulle vidne. Den her sag handler ikke om retfærdighed, men om at få andre ned med nakken, siger Contes advokat Antonio De Rensis.

Det endte med et katastrofalt udkom for Conte. En straf på 10 måneder hvor det ikke er muligt for ham at uddele instruktioner fra bænken. Derimod er det stadig tilladt for ham at træne holdet i den periode, hvor han er suspenderet. Da karantænen lød på tre måneder lod Primavera-træner Marco Baroni til at være favorit til at overtage styringen til kampene, men med karantænen på 10 måneder, bliver det spændende at se hvad løsningen vil være. Den anerkendte italienske sportsjournalist Antonio Labbate beskrev som en af de første i sin blog på Football Italia muligheden for, at Italiens landstræner Cesare Prandelli kunne blive Torino-klubbens midlertidige løsning.

Conte og hans advokater appellerede dog strakt kendelsen. Afgørelsen på appellen falder i dag, d. 21. august. Denne afgørelse vil og kan have stor betydning for den kommende sæson for Juventus.

Udover Antonio Conte er Juventus-spillerne Leonardo Bonucci og Simone Pepe også tiltalt i sagen.


Forventningerne til sæsonen 2012/13
I modsætning til samme tidspunkt sidste år er Juventus ikke længere en ubekendt faktor. Man tilkæmpede sig den tiltrængte Scudetto uden at lide et eneste nederlag i 38 kampe. Ud over at være en historisk bedrift på papiret, var spillet på banen mere inspirerende og flydende, end det havde været i mange år. På lidt over ét år er det lykkes Antonio Conte at skabe fundamentet til et perspektivrigt projekt, der har potentiale til at gøre Juventus til en magtfaktor i Europa mange år ud i fremtiden. Modsat flere af konkurrenterne står Juventus stadig usvækket her en lille måned, før transfervinduet lukker, og med tanke på sidste sæson virker det usandsynligt at én eller flere profiler skulle forlade klubben. Det er dog altafgørende, at man får hentet den omtalte stjerneangriber, da man simpelthen ikke må smide point mod upåagtede modstandere, fordi den manglende skarphed forhindrer holdet i at lukke kampene.

Hvis vi kigger på modstanderne, så har særligt vicemestrene og den største konkurrent til Scudettoen AC Milan lidt de mest voldsomme tab, efter de har måtte sige farvel til et hav af deres rutinerede kræfter, som har takket af. Oven i det har Rossoneri taget afsked med to af ligaens største profiler i form af Thiago Silva og Zlatan Ibrahimović, som bekendt er skiftet til nyrige Paris Saint-Germain. Den store svækkelse hos Massimiliano Allegris tropper gør Juventus til store mesterskabsfavoritter, men AS Roma, Napoli, Lazio og Inter, som man senest tabte til i træningsturneringen Trofeo TIM, kan sagtens bidrage til spænding i toppen af Serie A.

I Champions League ser mulighederne for succes straks mere kritiske ud. Under EM viste flere af spillerne ganske vidst, at man kunne hamle op med både Premier League- og Bundesliga-stjernerne, men efter blot ét år under Antonio Conte er Bianconeri stadig et stort spørgsmålstegn i europæisk sammenhæng. Samtidig er man tredjeseedet i gruppespillet, hvilket åbner op for en dynamitpulje, hvor de italienske mestre ikke nødvendigvis er favoritter til videre avancement. Dette er dog langt fra ensbetydende med, at man er chanceløs i kampen om Champions League-trofæet. Holdet har en stærk organisation og en kampgejst udover det sædvanlige, men man skal passe på med at skrue forventningerne for højt op, da korthuset hurtigt kan lade sig vælte af selvtilfredshed og overmod. Sandheden er, at Den Gamle Dame har oplevet en ekstrem forvandling på ganske kort tid, men hvis spillerne ikke fortsætter det stenhårde arbejde på vej mod toppen, så kan succesen vise sig at blive ganske kortvarig.


Bud på Serie A-placering: Vinder af mesterskabet 2012/13


Bud på CL-placering: Bliver slået ud i semifinalen

Før sæsonen 2011/12 blev en tilsvarende analyse af Juventus skrevet her på siden: "Den gamle dame" rejser sig






Transfer-overblik sommeren 2012

Tilgange
Paul Pogba – fri transfer fra Manchester United
Lucio – fri transfer fra Inter
Martin Cáceres – 60 mio. kr. fra Sevilla
Emanuele Giaccherini – 30 mio. kr. fra Cesena
Sebastian Giovinco – de resterende 50 % for 82 mio. kr. fra Parma
Mauricio Isla – 70 mio. kr. fra Udinese
Kwadwo Asamoah – 67 mio. kr. fra Udinese
Nicola Leali – 28 mio. kr. fra Brescia
Richmond Boakye – 33 mio. kr. fra Genoa
Alberto Masi – 6 mio. kr. fra FC Pro Vercelli
Raffaele Bianco – ukendt beløb fra Spezia Calcio
Luca Castiglia – ukendt beløb fra SPAL 1907
Raffaele Alcibiade – ukendt beløb fra ASG Nocerina

Udover de ovennævnte indkøb vender en række spillere tilbage fra deres lejeophold. De mest prominente navne inkluderer:
- Felipe Melo
- Jorge Martinez
- Michele Pazienza
- Reto Ziegler
- Vincenzo Iaquinta


Afgange
Alessandro Del Piero – kontraktudløb
Fabio Grosso – kontraktudløb
Alex Manninger – kontraktudløb
Albin Ekdal – de resterende 50 % for 9 mio. kr. til Cagliari
Marco Borriello – afsluttet lejeophold
Marcelo Estigarribia – afsluttet lejeophold
Milos Krasic – 58 mio. kr. til Fenerbahce
Marco Motta – udlejet til Bologna
Eljero Elia – 46 mio. kr. til Werder Bremen
Cristian Pasquato – 12 mio. kr. til Udinese
Filippo Boniperti – udlejet til Empoli


*Denne artikel er det repost af Evander Pedersens artikel fra d. 6/8-2012 med rettelser.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER