2 dage til La Liga: Depors dyre deroute
Årets udgave af Primera División byder på et glædeligt gensyn med Deportivo la Coruña. Her er del 2 af artiklen om holdet, der blev kaldt for ”Super Depor” og ”Euro Depor” dengang styrkeforholdene i spansk fodbold var en del anderledes end i dag.
Del 2:
I den regnrige by og provins af samme navn A Coruña med de knap 250.000 indbyggere var Valeron fra Kanariske Øer ”el rey” – Kong Juan Carlos. Den meget religiøse spanier kunne virke lad, men når han var på toppen var Zinedine Zidane hans eneste overmand blandt Europas kreatører. Hvis Mauro Silva var med til at definere ”pivote”-rollen, så gjorde Juan Carlos Valerón det samme med ”trequartista'en”. Var Valeron i spilhumør kunne få, hvis ingen, hamle op med enheden på Riazor.
Den nye mere spanske profil, hvor også angriberen og supersub'en Diego Tristan og den dyre midtbanefighter Sergio var nye, forfinede Javier Iruretas ideer. Nedenstående opstilling gik ofte igen i de gyldne sæsoner mellem 2000-2004, hvor placeringerne hed 1-2-2-3-3:
Molina
Manuel Pablo
Naybet
Donato (fra 2002 Jorge Andrade)
Romero/Capdevila
Mauro Silva
Sergio
Victor
Valeron
Fran
Makaay/Tristan
Selvom man formåede at holde på samme kerne af spillere i flere sæsoner vandt Depor ikke mesterskabet igen, men til gengæld blev der som sagt tilføjet et “Euro” foran navnet. Deportivo la Coruña var i de sæsoner oftest at finde blandt Champions Leagues sidste otte hold. De kunne vinde på Old Trafford og Camp Nou og slå Juventus og Arsenal.
Det nye Depor ”stjal” ligefrem Copa del Rey-trofæet fra Real Madrids Galacticos i Kongeklubbens 100 års-jubilæumssæson i 2002 på Santiago Bernabeu! Deportivos spillestil henrykkede en hel fodboldverden, der søgte mod Galicien for at opleve cremen af cremen. Riazor var et fort af en heksekedel, hvor den store Raúl González f.eks. aldrig har vundet. Milepælen og desværre også mindesmærket for det stærke Deportivo-mandskab under Javier Irureta blev sat i sæsonen 2003/2004.
Op til sæsonstart havde Deportivo la Coruña sagt farvel til årets topscorer i Europa Roy Makaay (29 ligamål), der fra at have været relativt ukendt og billig, blev et prestigekøb i Bayern München. I forhold til tidligere var hverken store eller mange navne kommet til Riazor.
Pengene, der senere skulle vise sig at være lånte, var delvist sluppet op for Augusto César Lendoiro. De sidste mirakler skulle presses ud af de aldrende Depor-spillere – og det blev de.
I en sæson, hvor fraværet af Roy Makaay kunne mærkes, var det sammenholdet, der førte Deportivo la Coruña langt. I ligaen fik holdet blandt andet en gylden 5-0 triumf over ærkerivalerne Celta de Vigo, men det var med næsten lignende cifre mod AC Milan, at Deportivo la Coruña udødeliggjorde sig i fodboldhistorien.
De forsvarende Champions League havde anført af en ung og fremadstormende Kaká vundet 4-1 på hjemmebane. AC Milan var sikkert i finalen og føromtalte Luna Christofte havde snakket med en afslappet Jon Dahl Tomasson før kampen – kampen på et Riazor med den galicisk rungende opbakning fra 34.600 ”blanquiazules” skulle bare lige overstås.
De tilbagelænede italienere fik sig derfor lidt af et chok den legendariske onsdag i april 2004, hvor mål af Walter ”El Rifle” Pandiani, Valeron, Albert Luque og til sidst veteranen Fran førte til det års mest overbevisende præstation af et klubhold. Deportivo la Coruña var nu store favoritter til at vinde hele turneringen, men José Mourinhos senere vindere FC Porto havde det ekstra i semifinalen.
Druknedøden i Galicien
Efter den mindeværdige præstation mod AC Milan gik Deportivo la Coruña døde. Lendoiro kørte videre med de samme trætte spillere, men ideerne var brugt op. Uden tilstedeværelsen af en bomber foran blev det før så overrumplende hold en modstander, der var til at slå. Juan Carlos Valerón var mere og mere skadesplaget ligesom flere andre af profilerne havde set bedre tider.
2004/2005-sæsonen med en 8. plads og en total ydmygelse i Champions League uden at score blev derfor ikke kun afslutningen på klubbens nok største legender gennem tiden Mauro Silva og Frans karrierer, men også et tomt farvel til Javier Irureta. Siden da har tingene ikke været de samme for det, før så superbe Depor.
Pengene blev ikke længere kastet efter halvdyre spillere og i stedet satsede Deportivo la Coruña på at hapse unge spillere fra de tidligere meget ligeværdige storklubbers reservehold. Problemet var, at Alvaro Arbeloa fra Real Madrid Castilla og Joan Verdú og Cristian fra Barça B var langt fra af samme kaliber, som de investeringer Deportivo havde foretaget sig i 1990'erne og starten af årtusindet.
Klubbens egen talentmasse var heller ikke på samme niveau som i dagene med ”Super Depor”. Gentagende forsøg på at købe sig til en ny anfører mislykkedes også, selvom klubben i dag nok er glade for at have købt Riki. Konklusionen var, at Deportivo la Coruña havde lavet et fornuftigt træk på trænerfronten med Sevilla-succesen Joaquín Caparrós, men at de midler han skulle arbejde med ikke var tilsvarende i top.
Deportivo la Coruña blev et midterhold, Real og Barça trak fra.
Den europæiske fodbold var heller ikke længere på tale. I sæsonen 2008/2009 fik Deportivo ligefrem moralsk slettet sit ”Euro” tilnavn godt og grundigt. Real Mallorca og Almería ønskede ikke at deltage i den daværende kvalifikation til UEFA Cup'en, Intertoto Cuppen, hvilket Depor godt ville.
De kæmpede sig frem til 16-delsfinalen, hvor upåagtede AaB med svenskeren Magnus Pehrsson på trænerbænken og Thomas Enevoldsen og sydafrikaneren Luton Shelton som to af målscorerne var med til at give et lamslået Deportivo la Coruña en historisk stor nedtur med hele 6-1 over to kampe – 15 år efter galicierne havde slået samme danske hold med 5-0.
Ingenting var som før for Deportivo la Coruña. De fleste spillere fra den gyldne periode var for længst solgt eller stoppet, og lige så snart en ny klassespiller dukkede op, som backen Felipe Luís til Atlético Madrid, blev han solgt. Helt galt gik det for Spaniens tidligere kæledægger for lidt over et år siden.
Efter en dårlig sæson var et urimeligt defensivt spillende Deportivo la Coruña før sidste runde indblandet i bundkampen. På bænken sad rutinerede Miguel Lotina. Ikke et godt tegn med tanke på, hvordan han i 2004 havde ført Celta til nedrykning og overrasket i Champions League i en og samme sæson. Deportivo la Coruña var ganske vist ikke længere et Champions League-hold, men ned kunne det godt ryge.
Flere hold bl.a. Michael Laudrups Real Mallorca overlevede, mens tragedien blev styrket af, at det var Valencia og Roberto Soldados sene mål til 2-0 på Riazor, der definitivt gjorde Depor til Segunda-hold igen efter 19 sæsoner blandt de bedste i Spanien.
- Vi vil tage holdet tilbage dertil, hvor det fortjener at være, det var hvad, det aldrende ikon Juan Carlos Valerón kunne frempippe blandt et væld af grædefærdige spillere på Riazor den aften sidste år.
Det galiciske udskilningsløb
Et år er nu gået og en aldrende viceanfører Juan Carlos Valerón har sammen med den trofaste back og anfører Manuel Pablo ført Depor tilbage til Primera División i sikker stil. Af andre vigtige spillere i sidste sæson bør især nævnes tuneseren Nouioui Lassad, der endelig fik sit gennembrud i angrebet med 14 mål, Riki med det samme antal scoringer, det galiciske håb Juan Dominguez og så portugisiske offensive midt Bruno Gama. At naboerne Celta de Vigo rykkede med op gør det bare lidt sjovere for fansene. Alt er dog ikke kun sjovt i Deportivo-lejren på trods af oprykningen.
Træneren José Luís Oltra har i Segunda División fundet de offensive dyder frem igen, men vil få det svært i Primera División. For Real Club Deportivo de La Coruña, S.A.D.er en forretning, der ikke kører rundt som den skal. Eller rettere; det har den ikke gjort tidligere.
I juni 2010 havde Deportivo la Coruña en nettogæld på hele €85,5 mio. (ca. 635 mio. kr.), og nedrykningen ramte ind i, at gælden havde været nede på €58,5 mio. (435 mio. kr.) året efter, ifølge det galiciske medie la Opinion Coruña. Den gode Augusto César Lendoiro, der kan minde om op til flere karakter fra TV-serien ”The Sopranos”, har ganske enkelt været revet med af situationen dengang det kørte godt.
Flere spanske medier kunne i marts i år fortælle, at Deportivo la Coruña havde den næstestørste gæld af alle spanske klubber på hele €90 mio.! (ca. 670 mio. kr.) Kun Atlético Madrid, der skylder €120 mio. (893 mio. kr.) er mere konkurstruet.
Transferbudgetter fra omkring årtusindeskiftet viser Deportivos store udgifter, og på grund af den manglende europæiske deltagelse, de ulige fordelte TV-aftaler og den spanske økonomi i al sin almindelighed er Deportivo la Coruña en klub, der må låne for at overleve. I dag er det til gengæld ikke så meget penge, men mere spiller som bliver lejet i store mængder for at sænke gælden.
Der har ikke været råd til at forlænge med klubbens bedste spillere, hvilket har resulteret i, at først det kæmpe angrebstalent Adrían Lopez til Atlético Madrid sidste sommer og denne sommer den mexicanske profil igennem mange år Andrés Guardado til Valencia begge forlod Deportivo la Coruña på en fri transfer. Sådan var det ikke for ti år siden.
Det forholder sig endda sådan, at otte ud af ti de spillere med flest kampe i Deportivo la Coruñas lange historie var med på Javier Iruretas succeshold mellem 2000-2004. Magen til fundament skal man lede længe efter. I dag står Deportivos trup for det det modsatte.
Kun seks spillere i den nuværende trup har kontrakter, der løber til længere end næste sommer og sølle fire spillere med kontraktudgang efter 2014. Det er ikke mærkeligt fremtidens spillere i form af forsvareren Aythami, de to oplagte Valeron-arvtagere, Juan Dominguez og Juan Carlos samt Bruno Gama. Bruno Gama er en af efterhånden mange portugisere i Deportivos trup.
Modsat Gama har hans landsmænd det tilfælles, at de enten er på lejekontrakt eller er kommet en fri transfer. Det er som nævnt blevet Lendoiros mulighed for at spare penge, men til gengæld giver det også en voldsom udskiftning inden hver sæson. Man må tage, hvad man kan få.
Denne sommer har hidtil budt på 10 afgange med førnævnte Guardado, den erfarne midterforsvarer Diego Colotto (Espanyol) og Lassad som de mest nævneværdige. 8 otte er kommet til med lånet af Villarreals Javier Camuñas som den seneste. De andre spillere er den målfattige portugisiske EM-angriber Nélson Oliveira og forsvareren Roderick Miranda begge fra Benfica, Abel Aguilar fra Hércules, Pizzi i Braga, Evaldo og André Santos fra Sporting Lissabom og satsningen med den skadesramte, men tidligere spanske europa- og verdensmester Carlos Marchena, der som den eneste nyerhvervelse er en permanent tilføjelse efter kontraktudløb i Villarreal.
Flere spillere kan være vej med præsidentens udtalelser i denne uge, hvor ønsket om en ny angriber og målscorer er højt prioriteret. Alt tyder på, det bliver den store uruguayaner Christian Stuani fra Racing Santander, der skal gøre det som ingen angriber har været i stand til siden landsmanden Walter Pandiani, Diego Tristan og Roy Makaay var en trussel i front. Den dobbelte målscorer i OL-finalen for Mexico Oribe Peralta og Atlético Madrids Diego Costa er andre emner til angrebet.
Myten lever videre gennem anførerne
Den store foranderlighed i Deportivos trup gennemgår fra sæson til sæson har uden tvivl sine negative indvirkninger på det klassiske sammenhold. Fra at have holdt på mange af de samme spillere igennem flere sæson er det nu et helt hold, der bliver skiftet ud. At der oveni købet er med en hel farm af portugisere på det galiciske hold, har fået mange til at tale om grupperinger hos oprykkerne. Det blev i sidste uge såre afvist af profilen Bruno Gama, hvis udtalelse gav minder om den gamle Depor-filosofi.
- Jeg tror ikke, der bliver formet en gruppe af portugisere. Der er kun én gruppe, som bærer denne dragt, og det er Depor-gruppen, forsikrede portugisiske Bruno Gama om, ifølge Marca, på et pressemøde.
Godt nok har Depor-gruppen lige vundet deres egen årlige Teresa Herrera-turnering for første gang i 4 år med en sejr over Atlético Madrid, men meget forunderligt skal ske, hvis Deportivo la Coruña inden for de kommende år skal rejse sig økonomisk såvel som fodboldmæssigt.
Indtil da må de nuværende Depor-drenge, Lendoiro, galicierne og resten af os fodboldelskere nyde synet af de tilbageværende 36-årige Manuel Pablo og 37-årige Juan Carlos Valerón - de sidste bærere af minderne om de nærmest mytologiske ”Super” og ”Euro”-hold, der kunne bide skeer med "El Dream Team", "Los Galacticos" og resten af Europa.
For del 1: klik her