Lau Lehrmann

3 dage til La Liga: Depors vilde fortid

Årets udgave af Primera División byder på et glædeligt gensyn med Deportivo la Coruña. Her er del 1 af artiklen om holdet, der blev kaldt for ”Super Depor” og ”Euro Depor” dengang styrkeforholdene i spansk fodbold var en del anderledes end i dag.
Del 1:

Siden de såkaldte ”horarios”, kamptidspunkterne, for de første runder i dette års udgave af La Liga blev offentliggjort i starten af denne måned, har 13 klubber med Atlético Madrid i spidsen på rebelsk vis gået i opposition til det spanske Liga Forbund (LFP). De føler, at LFP med skurkene i præsident José Luís Astiazarán og vicepræsident Javier Tebas favoriserer Real Madrid og FC Barcelona, da ingen af de to giganter har fået tildelt mandagskampe eller kampe med start fra kl. 23.00, som Atlético Madrid blandt andet kan se frem til.

I går blev det så vedtaget, at den spanske Primera División er med start denne weekend. Det er ulige TV-aftaler og favoriseringer som i ovenstående sag, der har en stor del af skylden for det store skel, som er blevet skabt mellem Real og Barça og resten af spansk fodbold i en del år efterhånden.

For under 10 år siden var situationen dog en noget anden rent sportsligt, da denne sæsons to galiciske oprykkere Celta de Vigo og især Deportivo la Coruña var helt med i toppen af både spansk og europæisk fodbold. Det var dengang, hvor mange satte ”Super” eller ”Euro” foran, når der begejstret blev talt om det uhyggeligt stærke Depor-mandskab.


Skabelsen af noget superbt

Arkitekten bag Deportivos la Coruñas romantiske besættelse ind i mange fodboldelskeres bevidsthed hedder Augusto César Lendoiro. En lille rund og lunefuld fyr, som i 1988 tog over i en forgældet klub, hvor kun ekkoet fra klubbens første storhedstid i 1950'erne og starten 60'erne var tilbage.

Fra en status som evigt yoyo-hold til et næsten 20 år langt ophold (1973-1991) i Spaniens næstbedste, tredjebedste og sågar også den fjerdebedste række skulle der andre boller på suppen. Omgivet af en fast stab, der den dag i dag stadigvæk er en del af ledelsen i Deportivo la Coruña, lagde Augusto César Lendoiro en stram linje for klubben.

Hans CV fortalte om en advokat, der havde skabt det succesrige hockey-hold HC Liceo, havde været præsident i 15 år for amatørfodboldholdet Ural og netop var blevet valgt til en regional post i det konservative parti Partido Popular. Det der ikke stod noget om, var hans adelsmærke som en benhård forhandler. En kvalitet, som skulle få stor betydning for Deportivos voldsomme fremgang under Lendoiro.

Når man skal beskrive Deportivo la Coruñas kvaliteter er ordet ”sammenhold” ofte gået igen. Fra spillerne på banen til fansene til folkene omkring klubben. De har specielt i starten af dette årtusinde været en samlet ”fuerza”, men klubbens ”Super”-era blev også skabt af specielt portugisisk-talende enere.

Med sin beliggenhed helt ovre nordvest i regionen Galicien har ”los Blanquiazules” (da. de blå og hvide) ofte været samtalepunkt for andet end blot deres stærke fodboldhold. Det er blandt andet her at pilgrimme valfarter til for at gå El Camino (da. Vejen) til regionens hovedstad Santiago de Compostela, som i århundreder har været en religiøs intervention, en færden med og mod de højere magter.

Der de mange dage med regn i fiskerbyen A Coruña, som den internationale sportspresse alene bryggede flere artikler på, imens ”Euro Depor” var på dets europæiske togter. Og så er det tætte kulturelle bånd til ”porten til Galicien” – Portugal. Det galiciske sprog minder mere om portugisisk end spansk, og påvirkningen fra Portugal og dets tidligere koloni Brasilien har i den grad haft en indvirkning på Deportivo la Coruñas pludselige succes i starten af 1990'erne.


”Barca, Madrid, her er vi!”

Augusto César Lendoiro havde fået sat gang klubben igen, og da først opbakningen fra de galiciske borgere var til stede kunne førsteholdet forstærkes. Efter at have sikret sig oprykning i sidste spillerunde i 1991 blev flere erfarne Primera División-spillere tilført - som forsvareren Luís López Rekarte, angriberen Claudio Barragán og målmanden Francisco Liaño - til et hold af egne unge spillere, der blandt andet talte den meget talentfulde kant og senere anfører og kamprekordholder, Fran.

”Barca, Madrid, ya estamos aquí!” (da. Barça, Madrid, her er vi!), gjaldede Augusto César Lendoiro, da oprykningen var sikret efter at have misset det efter play-off året før. Det viste sig at være en udfordring af profetisk snit som Lendoiro fyrede af den aften.

Satsningen med de rutinerede spillere var til gengæld tæt på at gå galt allerede i den første sæson i Primera División. Klubben skulle ud i den daværende play-off for at undgå nedrykning og ind blev hentet Arsenio Iglesias, ”ræven af Arteixa”. En lokalpatriot, der havde tilbragt det meste af karrieren både som spiller og i forskellige funktioner i Deportivo la Coruña. Han var træneren i klubben ved Lendoiros indtræden og havde ført dem op i landets bedste række. Han var et år senere nu også manden, der skulle redde Depor, hvilket lykkedes med en samlet sejr over Real Betis.

De spillere, som præsident Lendoiro nu ville begunstige Arsenio Iglesias med, var af en noget anden kvalitet. Foran de største klubber i Europa formåede den snu købmand, at tiltrække de to brasilianere Bebeto og Mauro Silva, der begge var med for Brasiliens verdensmestre i 1994. Den første blev et hit fra dag et med sine mange mål, mens den anden var sjælen i begge Deportivo la Coruñas to succesrige perioder i nyere tid. Lendoiros lokkemad? At vejret i Galicien var svarende til det brasilianske, hvilket kunne give de rette betingelser for at vise sambabold. Der var noget om snakken.

De fik selskab af flere solide spanske spillere, der i sæsonen 1992/1993 gjorde Deportivo la Coruña til en mesterskabskandidat og gav holdet det i dag så kendte tilnavn ”Super Depor”. Bebeto gik mål-amok og blev med 29 mål ”Pichichi”, som den mest scorende i Primera División, mens Francisco Liaño vandt den første af to Zamora-trofæer for færrest indkasseret mål – ”Super Depor” blev nr. 3 efter at have ligget på førstepladsen det meste af efteråret.

Sæsonen 1993/1994 vil altid blive husket for en speciel detalje: Miroslav Djukić brændte straffespark, der gav FC Barcelona mesterskabet. Den serbiske forsvarere var blevet hentet til Deportivo la Coruña allerede i 1990, da der endnu var noget, som hed Jugoslavien. Djukić havde bevaret sin plads på holdet trods mange tilføjelser fra sæson til sæson og var i sæsonen fornemt blevet hædret som ”Bedste Udlænding i La Liga”.

Han kunne nu sammen med resten af ”Super Depor” opfylde Augusto César Lendoiros ønske ved i sidste runde at vinde hjemme på det berygtede Riazor over Valencia, som ikke havde noget at spille for. Det var kampen om mesterskabet, som vel at mærke kunne gå til de tredobbelte forsvarer fra FC Barcelona, hvis Deportivo la Coruña ikke høstede det fulde udbytte.

Johan Cruyffs Dream Team var på en svær opgave og var faktisk bagud med 1-2 i halvlegen. Mål af Bebetos landsholdskammerat Romário ændrede i midlertidigt tingene, så Deportivo la Coruña igen SKULLE vinde. Ved stillingen 0-0 i overtiden fik Deportivo tilkendt spillets største chance, som den store Djukić fejlede.

Aldrig havde chancen været større for Depor (de sluttede á point med Barca), og der skulle da også gå en rum tid før Augusto César Lendoiro visioner igen havde chancen for at blive indfriet.

Hvad angår synderen Miroslav Djukić, så skiftede han, hvor pudsigt det end lyder, til Valencia i 1997 – klubben, der de næste ti år udviklede sig til en arvefjende på linje med naboerne fra Celta de Vigo. Valencia blev også klubben, der sammen med Deportivo kunne tage kampen op og tage mesterskaber fra Real Madrid og FC Barcelona.






Et nyt Depor bliver født

- Der var en helt speciel stemning omkring den kamp, jeg ikke har set magen til. Byen stod på den anden ende, og folk troede virkelig på, at det kunne lade sig gøre at hente Milan. Galicierne er et meget overtroisk folkefærd, og allerede efter lørdagens kamp i ligaen havde tilskuerne smidt hvidløg ind på banen forskellige steder. Det bringer lykke, tror de, og stewarderne på stadion lod bare løgene ligge til onsdag.

Ovenstående beretning stammer tilbage fra 2004, hvor den mangeårige Spanien-ekspert på TV 3+, Luna Christofte, i et interview til Tipsbladet forsøgte at forklare baggrunden for et af de mest sensationelle comebacks i Champions Leagues historie. Onsdag d. 7 april på Riazor kom den europæiske kulmination under træneren Javier Irureta guldrandede epoke – ”el Euro Depor” sendte de forsvarende mestre fra AC Milan ud i kvartfinalen ved at vinde 4-0 efter at have tabt 1-4 på San Siro i den første kamp!

Javier Irureta med de stærke baskiske rødder var efter en fremragende sæson hos de galiciske naboer Celta de Vigo blevet kåret af flere aviser som årets træner i La Liga i sæsonen 1997-1998. Derfor var det et kontroversielt scoop, som præsident Lendoiro foretog sig ved at udpege Irureta til atter at få Deportivo la Coruña med helt frem i mesterskabskampen.

Klubbens første titel nogensinde var godt nok blevet sikret i 1995 med sejren på 2-1 over Valencia i Copa del Rey-finalen (spillet over to dage på grund af vildt regnvejr), og Lendoiro havde endnu gang udvist store forhandlingsevner ved at lade Palmeiras 24-årige Rivaldo overtage stafetten fra landsmanden Bebeto for ca, 1.150 mio. spanske pesetas (ca. 50 mio. kr. i 1996). Rivaldo blev kun et år, men gjorde det så fremragende med spektakulært spil og 21 ligamål, at FC Barcelona meldte sig ind i billedet og købte ham fri for 4.000 mio. spanske pesetas (ca. 190 mio. kr. i 1997).

I samme periode skabte waliseren John Toschack primært kaos på trænerbænken, og heller ikke den brasilianske efterfølger Carlos Alberto Silva kunne genskabe takterne fra tiden med klubmanden Arsenio Iglesias. Det kunne til gengæld Javier Irureta. Han ville rette op på Deportivo la Coruñas store offensive problemer, hvilket lykkedes næsten fra og med dag 1. 1997/1998 sæsonens 12. plads med færre scorede mål end holdet inkasserede, kom man således ikke til at opleve under Irureta.

Javier Irureta skabte ikke kun store resultater med Deportivo – han ligefrem revolutionerede spansk og international fodbold. 4-2-3-1-opstillingen blev et varemærke for hurtig og klassisk baskisk aggressivitet, hvor der var en defensiv mur og et bindeled på midtbanen (den ”dobbelte pivote”), der skulle gå fra destabilisering af modstanderen til stabilisering af eget spil på kort tid. De direkte kanter var noget af det vigtigste, men den afgørende brik trequartista-positionen lige bagved spidsangriberen var selve essensen.

I dag benytter mange spanske og europæiske klubber sig af denne opstilling. Rafael Benitez opnåede store ting med systemet i Valencia og Liverpool, mens Fabio Capello godt nok vandt et mesterskab i sæsonen 2006/2007 på det i Real Madrid med en mærkelig bismag hos ”Los Blancos”-tilhængerne til følge.

Mesterskabet blev med denne opstilling historisk vundet i 2000 i Iruretas blot anden sæson i klubben. Udlændinge – den måske bedste afrikanske målmand nogensinde Jacques Songo'o, den nationaliserede brasilianske forsvarerskraftkarl Donato, pivote'rne Flávio Conceição og Mauro Silva, farverige Djalminha og klubbens hollandske topscorer Roy Makaay – var i høj grad med til give klubben sit første mesterskab og gøre Javier Irureta til den første spanier i 14 år til at vinde den spanske Primera División.

I samme sæson skete der en lige så stor, om end den var negativ, overraskelse: Atlético Madrid oplevede ”descenso” – nedrykning. Trist for ”los Rojiblancos”, men epokegørende for Deportivo i det tre stærke spaniere - målmanden José Molina, backen Joan Capdevila og spilfordeleren Juan Carlos Valerón – nu kunne fås billigere end ventet… Fortsættelse følger i morgen





For del 2: klik her

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER