Mikkel Mandrup

4 dage til La Liga: Hvad med Bilbao?

Indkast.dk fortsætter deres nedtælling til årets La Liga. I dag sætter vi fokus på Athletic Club, også kendt som Athletic Bilbao. Vi vil starte med et historisk tilbageblik, for derefter at se, hvad vi i fremtiden kan forvente os af den baskiske traditionsklub efter sidste sæsons op- og nedture.
En af de mest traditionsrige klubber i spansk fodbold er uden tvivl Athletic Club. Klubben blev stiftet i 1898, og siden La Ligas begyndelse i 1929, har klubben altid været repræsenteret i den bedste spanske række. Los Leones (Løverne, red.), som klubben bliver kaldt, har vundet det spanske mesterskab 8 gange og Copa Del Rey 23 gange - kun overgået af Real Madrid, FC Barcelona og Atlético Madrid. De to seneste triumfer ligger dog helt tilbage i 1983-84 sæsonen, så derfor hungrer klubben bestemt efter at vinde noget stort igen.

Vi vil i denne artikel se nærmere på, om det kan lade sig gøre for Athletic Club, at komme tilbage på toppen af spansk fodbold eller europæisk fodbold. Og hvis ja, hvad det kræver.

Los Leones var op til midten af 1990'erne kendt for udelukkende at bruge spillere fra baskerlandet, hvilket på mange måder begrænsede klubbens muligheder rent spillermæssigt, men samtidig gjorde klubben til noget helt særligt. Denne tradition blev strengt overholdt, men klubben har i løbet af de senere år slækket lidt på kravene, og har efterhånden også tilladt spillere med baskiske relationer at spille i klubben, hvilket bestemt udvider klubbens muligheder. Det betyder dog på ingen måde, at klubbens har mistet sin baskiske mentalitet og glemt rødderne.

Vi finder klubbens sidste store æra tilbage i starten af 80'erne, hvor Javier Clemente blev manager, og kulminationen altså var det spanske mesterskab, samt Copa Del Rey-triumfen i 1983-84. På det daværende hold var profiler som Zubizarreta, Dani og Goikoetxea. Spillestilen var kompakt, direkte og defensiv.

Siden Clemente æraen, der sluttede i 1986, har klubben prøvet med managers som Jupp Heynckes, Luís Fernández og tilmed Clemente endnu to gange, men klubbens har ikke spillet nogen nævneværdig rolle i spansk fodbold siden, på nær en andenplads i 1997-98 sæsonen. I starten i 2000'erne var klubben flere gange i nedrykningsfare, før Joaquín Caparrós i 2007 overtog roret. Han førte for første gang i 24 år klubben til en finale, Copa Del Rey, som dog blev tabt 4-1 til Barcelona, hvilket dog betød Europa League i 2009-10 sæsonen. Under Caparrós spirede unge stjerner som Javi Martínez, Markel Susaeta, Óscar De Marcos og den 16-årige Íker Muniain. Derudover var Fernando Llorente allerede dengang garant for mål og klublegender som Joseba Etxeberria og Francisco Yeste var også en del af 09-10 holdet. Og selvom klubben endte uden for de europa-givende placeringer i La Liga, var der alligevel optimisme og fremgang at spore.

I 2010-11 sæsonen var der derfor også store forventninger til Los Leones. Fans og ledelse snakkede om en top 4 placering og dermed en Champions League billet, men klubben endte på en sjetteplads, hvilket i stedet gav en billet til Europa League.

Trods de positive takster var Joaquín Caparrós ikke at finde på trænerbænken i sidste sæson. Den tidligere spiller i klubben, Josu Urrutia, vandt nemlig præsidentvalget i juli 2011, og han bragte den tidligere træner, argentineren Marcelo Bielsa, for blandt andet Argentina og Chile til Bilbao. Og Bielsa er ikke hvem som helst. En træner med stor erfaring, med et stort temperament og samtidig med en de mest innovative spillestile i nutidens fodbold.

Der gik heller ikke længe før Athletic Club kunne se og mærke de ændringer som Bielsa tog med sig. Han indførte et nyt hyperoffensivt spilsystem, som han tidligere havde praktiseret for Chile, og en del af spillerne fik nye positioner på banen. Eksempelvis blev Javi Martínez rykket fra midtbanen ned i det centrale forsvar.

Efter lidt startvanskeligheder vænnede de mange talentfulde spillere sig til Bielsas koncept, og efteråret blev mere end godkendt for klubben. En Champions League placering var bestemt i sigte, og en plads blandt de 16 bedste hold i Europa League var sikret.

Det var dog specielt i forårets kampe mod Manchester United i ottendedelsfinalen af Europa League, at det gik op for mange fodboldinteresserede, at Athletic Club var et hold der var værd at følge. Trods undertippede, sejrede de 3-2 på Old Trafford og 2-1 hjemme på San Mamés. Præstationer og resultater der vakte opsigt langt ud over Spaniens grænser.

Senere slog holdet både Schalke 04 og Sporting Lissabon ud, hvilket betød at de var i finalen mod Atlético Madrid. Samtidig havde de nået finalen i Copa Del Rey, hvilket betød, at de rent faktisk var i spil til at nuppe tre store skalpe; en Champions League plads, Europa League- og Copa Del Rey-trofæet.

Det skulle dog vise sig at være lige ved og næsten for baskerne. I takt med at foråret afslutning nærmere sig, blev resultaterne mere svingende i La Liga. Håbet om en Champions League-givende placering blev endegyldigt slukket, da klubben tabte 2-0 ude mod Zaragoza i fjerde sidste runde, hvorefter klubben kun fik 1 point i de sidste tre kampe. Det rakte til en 10. plads - 9 point efter Malaga på fjerdepladsen.

Om det var den dårlige afslutning i La Liga og den missede top 4 placering der slog benene væk under Athletic skal være usagt, men klubben fik både en lussing på 3-0 i Europa League-finalen og endnu én på 3-0 til Barcelona i Copa Del Rey-finalen. I stedet for tre store skalpe sluttede klubben altså uden noget som helst.

Så hvordan ser fremtiden ud for de baskiske løver? Der er nogle elementer som gør sig gældende for fremtidens Athletic Club; bredde, spillere, talentudvikling, faciliteter og Bielsa.

En af de største overvejelser der skal gøres i klubben er truppens bredde. Det viste sig i sidste sæson, at klubben havde en super god stamme på holdet, men at det derefter tyndede gevaldigt ud. Der blev til tider lagt for stort ansvar på for unge uerfarne spillere, eller spillere der ikke var gode nok. Et muligt bud på den svage sæsonafslutningen skal måske også ses i lyset af dette. Derudover viste det sig, at Athletic var for afhængige af Llorente. Den høje angriber scorede 29 i alle turneringer, hvilket er yderst fornemt, men han spillede også den sidste del af sæsonen efter en skade, hvilket betød at hans form svigtede til sidst, og han ikke scorede de mål, som er nødvendigt for det offensive mandskab. Klubben har dog nu købt Aritz Aduriz hos ligarivalerne fra Valencia, hvilket udfylder en del af dette hul.

Vi har været lidt inde på nogle af klubbens profiler. Fernando Llorente står selvfølgelig ud på grund af hans mange mål, men derudover besidder klubben blandt andre også spillere som Javi Martínez, Íker Muniain, Ander Herrera, Carlos Gurpegui og Fernando Amorebieta. Spillere med deres kvaliteter vækker naturligvis interessen hos større klubber, og i og med at klubben endnu engang ikke kom i Champions League, betyder det, at disse spillere måske vil søge væk, for at få ønsket en Champions League opfyldt. Eksempelvis har Llorente udtalt at han ikke vil forlænge med klubben, en kontrakt der udløber næste sommer, hvilket har sendt Juventus efter spilleren. Javi Martínez har både været rygtet til Barcelona og Bayern München, og har tilmed udtalt, at han gerne ser sig selv skifte fra Athletic. Amorebieta har tidligere på sommeren været rygtet til Liverpool, et skifte der måske kan ske hvis Liverpool sælger Daniel Agger. Derudover har Muniain været på læberne hos Manchester United. Alt i alt har sidste sæsons til tider blændende spil også betydet, at interessen på spillerne er steget. Men hvis en klub som Athletic Club i fremtiden skal kunne begå sig blandt de allerbedste hold i La Liga, er det afgørende at kunne holde på deres profiler.

Et alternativ er selvfølgelig den talentudvikling der er i klubben. Los Leones har altid været gode til at spotte baskiske talenter, men det er alligevel sjældent at klubben har så mange interessante spillere på holdet som netop nu, da traditionen om de baskiske rødder begrænser spillerudvalget. Nutidens transfermarked har samtidig ændret sig fra dengang, hvor klubber som Athletic kunne holde på alle deres talenter. Men spørgsmålet vil så være om klubben skal sælge og dermed opgive chancerne for at være med helt fremme eller ej!?

Athletic Club er inde i en rivende udvikling. Klubben har aldrig været mere populær end den er netop nu, hvilket gør at de skal udnytte denne situation. Og der sker noget i Bilbao. San Mamés, som blev opført i 1913, kan huse 39750 tilskuere, og med et tilskuergennemsnit i nærheden af max var tiden inde til at få mere plads. I 2013 står det nye San Mamés Barria-stadion klar med plads til 55000 mennesker - et nødvendigt skridt i moderne fodbold, da det leder til større interesse og dermed større indtægter. Samtidig bliver klubbens træningsfaciliteter forbedret, hvilket uden tvivl også vil komme klubbens fremtid til gavn.

Det sidste element som er vigtigt for fremtidens Athletic er træner Bielsa. Den forvandling han har påført klubben er meget positiv, hvilket kunne ses på sidste sæsons resultater. Det offensive spil kan påføre mange klubber skade, og når selveste Pep Guardiola lovpriser Bielsas system, må der være noget om snakken. Men Bielsa, som har fået kaldenavnet Loco Bielsa, besidder også fejl og mangler. Hans temperament er til tider voldsomt, hvilket blandt andet betød, at han ragede sig uklar blandt nogle af klubbens nøglespillere i sidste sæson. Noget som enten han må ændre eller spillerne leve med, for at det kan gå op i en højere enhed. Samtidig fik han til tider kritik for sit offensive spil, for der manglede alternativer til dette, hvilket holdets 12 sejre, 13 uafgjorte og 13 nederlag i sidste sæson måske giver et godt billede af. Det er endnu for svingende.

Konklusionen må være, at disse fem elementer alle skal være succesfulde og opfyldte for, at en klub som Athletic Club kan vende tilbage til tidligere tiders storhed. Klubben er, som det ser ud til nu, på vippen til at kunne blande sig med de store, og de kommende uger af transfermarkedet vil uden tvivl vise, hvad vi kan forvente i denne sæson og fremover. På dagen kan de spille med de bedste, men også tabe til de svageste. Lige nu er klubben et sted mellem top 3 og top 10 i Spanien, men hvis de kan holde på talenterne og spillerne vil de måske på sigt, med Bielsa ved roret og med en fortsat udvikling, kunne etablere sig i top 4 i fremtiden.

De starter sæsonen i La Liga på søndag hjemme mod Betis kl. 19.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER