Det læser brugerne på INDKAST lige nu

Lau Lehrmann

Real Madrids millionfabrik

Real Madrid har tjent meget store summer de seneste ti år ved at sælge ud af de bedste spillere fra deres ungdomsafdeling. Men er det en forkert strategi?
Real Madrid er på mange måder en moderne forretning. Dette prædikat gælder især med indtægterne fra merchandise til "forretningsrejserne" til østlige lande, men ikke mindst med de mange penge, som klubbens "cantera" producerer.

I det seneste ti år har det været så som så med unge spanske spillere på klubbens førstehold. Konkurrencen har været for stor. I stedet er talenterne blevet sendt videre, hvor pengene i første omgang er kommet ind samtidig med at Los Blancos har sørget for at sikre sig tilbagekøbsklausuler på de største talenter.

Denne filosofi står i diamentral modsætning til FC Barcelonas La Masia, hvor den catalanske presse i disse dage øjner muligheden for en hel startopstilling i den kommende sæson kun med spillere af egen avl. Det er ikke blot en effektiv maskine, det ser også godt ud.

Men hvad er mest rigtigt, og hvad kan betale sig i det lange løb? Svaret er ikke så ligetil.

FC Barcelona sparer en god sjat penge på at føre deres spillere hele vejen igennem deres ungdomsakademi og op på førsteholdet. Ingen tvivl om det. Det har dog vist sig, at tilvendingstiden hos de unge spillere kan være lang og med bump på vejen.

FC Barcelona har ganske vist en masse unge spillere som Martin Montoya, Andreu Fontas, Marc Muniesa, Jonathan Dos Santos, Thiago og Isaac Cuenca med på førsteholdet til den kommende sæson, men hvor mange af dem vil reelt kunne bide sig fast på lang sigt?

Det hjælper på det, at B-holdet bliver prøvet af i Spaniens næstbedste række, Liga Adelante, hvor Real Madrids Castilla-hold nu også er at finde. Som man så med Oriol Romeu, der røg til Chelsea, gemmer der sig meget guld på Barcas B-hold. Problemet kan være, de bliver holdt hen i uvished for længe.

Her er Real Madrid mere kontante.

Efter det til sidst så fatale forsøg med "Zidanes y Pavones", hvor de såkaldte Galacticos skulle parres med egne talenter som Francisco Pavon, er Kongeklubben blevet det klogere.

Specielt under José Mourinho er sejren blevet vigtigere end indkørslen af unge talenter. Før den portugisiske ener kom til Madrid, var der dog også kun en vej for klubbens største canteranos - ud!

Diego Lopez til Villarreal for 50 mio. kr., Ruben de la Red til Getafe for 22 mio. kr., Àlvaro Negredo til Amería for 22. mio. kr., Javi Garcia til Benfica for 50 mio. kr. og Alberto Bueno til Real Valladolid, Miguel Torres til Getafe og Daniel Parejo til Getafe de tre for 65 mio. kr. samlet.

Derudover kan man nævne navne som de to angribere Roberto Soldado og Rodrigo, som hver blev købt for 45 mio. kr. af henholdsvis Getafe og Benfica.

Juan Mata kunne til gengæld frit gå til Valencia i en ung alder, da han ikke troede på, chancen var stor i Real Madrid.

Nogle talenter er blevet afskibet, for et par sæsoner senere at blive hentet retur takket være den ofte indførte tilbagekøbsklausul. Et varetegn for Real Madrid i disse år. Esteban Granero er et eksempel på en spiller, der blev en profil for Getafe for derefter at se sig selv tilbage i Real - på bænken.

Det bedste eksempel på Real Madrids krog i deres solgte talenter var pudsigt nok i en handel med FC Barcelona. Det var i 2004, da Frank Rijkaard bare måtte have Mallorcas Samuel Eto'o. Real Madrid ejede en halvpart i angriberen, som de catalanske ærkefjender betalte 90 mio. kr. for.

Andre juveler fra Real Madrids skatkammer tæller blandt andet senere La Liga-profiler såsom Borja Valero, Juanfran og Jurado.

Mange af de ovenstående navne blev sendt videre, fordi niveauforskellen mellem Real Madrid Castilla og Real Madrid var for stor. Oprykningen til Liga Adelante eller Segunda División, som den også bliver kaldt, åbner nye døre.

Døre, som FC Barcelona har udnyttet ved at formindske truppen og lade B-holdet være leverandør af spillere hver weekend. Denne model synes ikke at være en mulighed i José Mourinhos Real Madrid.

Et af Castilla-holdets største talenter sidste sæson var Àlvaro Morata, der er rykket fast op i førsteholdstruppen. To af de spillere, der var på nippet til førsteholdet, er solgt denne sommer.

Daniel Carvajal for ca. 40 mio. kr. til Bayer Leverkusen og i går Joselu for ca. 45 mio. kr. til Hoffenheim er to navne, man har ventet sig meget af i Real Madrid, men som nu kan få hår på brystet et andet sted. For det kan blive til endnu en modningsproces, da Real Madrid - selvfølgelig, fristes man til sige - har tilføjet en tilbagekøbsklausul i de to spilleres kontrakter.

Kæmpetalentet Jesé, der tog alle med storm ved U19-EM denne sommer, vil klubben ikke sælge, men hvor længe kan de stille ham tilfreds med Segunda-fodbold? For Jesé kan meget vel være Real Madrids fremtid.

Drømmen lever nemlig endnu. En drøm om, at Real Madrid snart vil have den næste madrillenske fanebærer klar til at tage over fra Íker Casillas, der tog over fra Raúl, som så igen tog over fra Fernando Hierro.

Den spanske profil er et og alt for Kongeklubbens forretning.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER