EM-finalistens forkerte valg
Landstræner Vicente del Bosque står nu i sin anden finale med Spanien, men der er plads til forbedringer. Indkast har kigget på det.
De forsvarende europa- og verdensmestre Spanien kæmpede sig med hiv og slæb i finalen efter straffespark mod Portugal. Derfor burde alt være i den skønneste orden… men det er det bare ikke helt. For hvorfor begynder tilskuerne at buhe af holdet, når de har bolden og ikke har tabt noget? Og hvad med den tidligere så trofaste støtte i sportspressen, der ved dette EM har kastet deres kærlighed til tyskerne og nu også Italien til fordel for Spanien?
Kan det skyldes, Spanien har været uden den vrede og det raseri samt den røde passion, der ligger i tilnavnet La Furia Roja. Det virker som om Vicente del Bosque er gået tør for ideer i et system, han ikke selv har valgt, men som han har overtaget uden at forny. Den glød, der lå bag EM-holdet i 2008, er blevet tæmmet, og det småspil, der blev beskrevet som det hurtigste og mest dødbringende verden endnu havde set, har ved dette EM vævet sig ind i ren selvforglemmelse med hjernen sat til side og de gode ideer med.
Her er fire dilemmaer, som, hvis Vicente del Bosque havde løst dem anderledes, kunne have givet os seere en spillemæssigt opløftende oplevelse og have undgået diskussionen om den nu så famøse 4-6-0 opstilling.
Forsvars-dilemmaet: En verdensklasse back og et ubekendt midterforsvar eller et stærkt midterforsvar og et usikkerhedsmoment på backen?
Med Carles Puyols skade stod det allerede klart før EM, at Vicente del Bosque var nødt til at rokere om på den succesformel, som havde ført Spanien til sejr ved EM og VM. Løsningen lå lige for i skikkelse af Sergio Ramos, der i Real Madrid for hver sæson var blevet bedre i midterforsvaret. Spørgsmålet dukkede op omkring den højre back-position, som Ramos så efterlod.
Vicente del Bosque har ved EM valgt Real Madrids allround-forsvarer Àlvaro Arbeloa til at varetage højre backen. Var det nu også en god ide? Man kan ikke sige noget til, at del Bosque ønsker at skabe stabilitet med Sergio Ramos ved siden af Gerard Piqué, som efter en mere end halvsløj sæson også har vist sine usikkerhedsmomenter ved denne slutrunde. Det ærgerlige er, at Spanien med det valg mister den fantastiske offensive styrke Ramos bidrager med som højre back.
At Àlvaro Arbeloa også har vist sine mærkbare svagheder defensivt taler heller ikke imod en udskiftning, hvor Sergio Ramos igen rykkes ud på backen for at give plads til Athletic Clubs Javi Martinez. Det ville skabe et udmærket midterforsvar og samtidig gøre Spanien ekstra farlige på kanterne, hvor kun Jordi Alba på venstre back har haft afgørende succes med at trænge igennem modstandernes forsvar.
Når så meget af spillet går mod midten, er det essentielt med backer, der kommer flyvende over stepperne og vel at mærke har de fornødne kvaliteter rent offensivt – ligesom Ramos.
Xabi Alonso-dilemmaet: Med klasse, minus fart
Xabi Alonso er en af de allerbedste midtbanespillere i Europa og har været det i flere år efterhånden. På et af verdens bedste hold, Real Madrid, er han holdets centrum, hvor meget kreativitet udspringer fra. For Spanien er i historien end noget anden. Xabi Alonso er ikke særlig bevendt i et taktik baseret med hurtig short passing, men har til gengæld sine spidskompetencer i blandt andet at stikke dybe afleveringer i et mere direkte spil, som passer bedre ind i Real Madrid, end det Spanien spiller og vil spille.
Alonso ”smager” på bolden i en grad, som vil passe perfekt ind på Italiens, Portugals eller Tysklands midtbaner, men hos lige netop Spanien skal midtbanens videresendelse af bolden være meget hurtig(ere), før det bliver effektivt. Da Spanien vandt EM i 2008, spillede den daværende landstræner Luís Aragones med kun én såkaldt pivote – Marcos Senna.
En lille, meget vis og teknisk stærk spiller, der i bedste forstand var en defensivt forlænget arm af Xavi. Vicente del Bosque har i sin tid som landstræner støttet sig til to såkaldte pivotes i Alonso og Sergio Busquets, hvilket går ud over det fremadrettede spil, og ikke mindst farten af selve spillet. De er to sidelæns spilstationer og en for meget. Var tiki-taka'en ikke skabt til hurtige kombinationer fremad banen?
Hvis FC Barcelona er skabelonen, man går efter, er det besynderligt, at Vicente del Bosque ikke tør tage chancen fuldt ud. Der er ikke noget galt med fodboldsspilleren Xabi Alonso – tværtimod. Sandheden er blot, at han på et så boldinsisterende hold som Spaniens udfylder en position, som allerede er besat af Sergio Busquets. Vicente del Bosque kunne også vælge at tage Busquets ud, uden det dog ville være en ligeså god ide, da han er opflasket med den form for fodbold, som del Bosque ufrivilligt eller ej har valgt at stile imod.
Selvsvings-dilemmaet: Manglende kanter lig med manglende uforudsigelighed
Alverdens fodboldorakler og andet godtfolk har prist det i flere år efterhånden. Spaniens små pasningsgenier, der ville kunne spille sig uden om kaskader af vilde tyre i San Fermín, Pamplona, hvis de blev sat til det. Der findes ingen som Xavi, Iniesta og David Silva, når det kommer til pasninger i små områder. Dette EM har med undtagelse af kampen mod Irland dog vist, at Spaniens centrerede spil har brug for afveksling – bredde – hvis det skal være til nogen offensiv nytte. For lige nu fremstår det mest af alt som et defensivt våben til ære for søvnen.
Undertegnede skrev i optakten til Spanien klik her før slutrunden, hvordan Vicente del Bosques ”hemmelige våben” var den klassiske kant-type. Med fare for at hylde selvfedmen skal det pointeres, den forudsigelse ramte rigtigt i blandt et par svipsere. Spanien har spillet mere direkte, mere overrumplende og mere livligt, når Jesus Navas eller Pedro har været på banen. Der er essensen af problemet. De to finurlige spillere opfattes af onkel del Bosque som kaoselementer, han kan sætte ind, snarere end en etableret del af spillet.
Selvom FC Barcelona med rette kan beskyldes for inkonsekvent spil i forgangne sæson, har de trods alt altid kantspillere på banen, der kan udfordre, når spillet ikke kører. Vicente del Bosque har ikke inkorporeret kantspillere i sit system. ”Kanterne” David Silva og Andres Iniesta søger ind og ofte ned i banen, hvor der i forvejen er tre midtbanespillere. Navas og Pedro derimod befinder sig trofast helt ude ved kridtstregerne og skaber dermed en struktureret bredde, som så igen skaber plads til de centrale midtbanespillere.
Den forlængede spilletid mod Portugal var det endegyldige bevis på, at Vicente del Bosque ikke kan tillade sig at spille uden en Navas eller en Pedro fra start i finalen. Som AS skrev om indskiftningen af Pedro efter semifinalen: ”Her viste den gode version af Spanien sig. Den med en mening i boldomgangen. Den der rører og ærer os. ”
9'er-dillemaet: Dilemaet over dilemmaerne
Er det letteste at skyde skylden på David Villas skade? Ja. Kan det bruges til noget i en slutrunde? Nej! Vicente del Bosque har i et halvt år kunne kalkulere med et spansk angreb uden FC Barcelonas David Villa, angriberen med flest mål for Spanien nogensinde. Alligevel står man efter fem kampe ved EM og er stadigvæk ikke klar over, hvad der er det bedste alternativ. Det virker til, Vicente del Bosque heller ikke er klar over det.
Først var det den ”falske” 9'er Cesc Fàbregas, så var det Fernando Torres i to omgange, igen Cesc Fàbregas og mod Portugal var det pludselig Àlvaro Negredo, der fik chancen fra start. Forvirret? Mon ikke. Sjældent har et så succesfuldt hold kunne tillade sig at udvise så stor usikkerhed om en position, som den Spanien har haft oppe foran. På bænken sidder et fyrtårn fra Bilbao, som end ikke er blevet spurgt. Fernando Llorente er den eneste angriber, som mangler at komme i aktion, hvilket heller ikke kommer til at ske. Landstræneren tror ganske enkelt ikke på sine angribere.
Det må være den eneste forklaring på, Fàbregas igen og igen får chancen selvom ”steriliteten”, som Jose Mourinho har omtalt det, er slående med Barca-spilleren i front. Cesc Fàbregas er ikke angriber, og fungerer kun i den rolle, hvis han har spillertyper som Lionel Messi, Pedro og Alexis Sanchez ved sin side. Der er der for meget midtbane i Iniesta og Silva. Igen må man spørge sig selv, om ikke Valencias Roberto Soldado eller Atlético Madrids Adrian havde været bedre alternativer end Torres, Negredo og Llorente. I bund og grund handler det jo om at finde den spiller, der minder mest om den fraværende David Villa.
Et bud på en alternativ opstilling en anelse mere i 2008-udgavens ånd:
Casillas
Ramos-Pique-Martinez-Alba
Busquets
Xavi
Silva
Navas/Pedro
Torres
Iniesta
Her var nogle forslag til ting som Vicente del Bosque kunne gøre anderledes i finalen, men så igen: Man bør aldrig sætte spørgsmålstegn ved en mester.