Vanvittig sæson nærmer sig afslutningen
Juventus, Dortmund, FCN og Manchester City… - dette er blot nogle af de uvante mestre anno 2012 – efter en sæson, der har vendt meget på hovedet.
Hvem bliver Europamester?
Dette spørgsmål er jeg vel blevet stillet omkring hundrede gange i dette forår, og som sæsonafslutningerne kom nærmere og nærmere, fik jeg en flig af tro på, at en EM-mester anno 2012 skulle findes fra en uvant kant. Det ville næsten være det mest oplagte efter en sæson med masser af rekorder, historiske afslutninger og uvante mestre – samt en Champions League-finale, hvor alt også blev vendt på hovedet.
For hvem havde troet, at et ineffektivt tysk hold skulle tabe en straffesparkskonkurrence – efter de havde domineret en finale. Det er næsten naturstridigt… og at Bayern München derudover også skulle se ”talentfabrikken” Dortmund vinde både mestreskabet og pokalfinalen. En finale, der i øvrigt sluttede 5-2, efter der ikke var scoret imod Dortmund i hele turneringen.
Også i Italien var det hele ”surrealistisk”. I den matchfixende Serie A blev Juventus mestre, efter de helt historisk gik igennem de 38 kampe uden nederlag. Men dette til trods var AC Milan kun fire point efter dem i stillingen, mens Real Madrid og Barcelona også havde et vanvittigt opgør i La Liga.
Mestrene fra Real Madrid nåede vanvittige 100 point, efter 38 kampe gav 32 sejre, og Barcelona sluttede hele ni point efter. På et tidspunkt var kongeklubben ti point foran Barcelona, og flere spillere og medier slog fast, at mesterskabet var i hus, men tre uafgjorte kampe mod Malaga, Villarreal og Valencia gjorde, at ”El Classico” i slutningen af april lige pludseligt blev til en mesterskabskamp.
En mesterskabskamp var der også i Manchester, og her kan man have svært ved at forestille sig en sæsonafslutning mere vanvittig end den netop afsluttede. Overlevelseskampen og Champions League-billetter var på spil lige indtil det sidste, men det største drama foregik naturligvis på Etihad, hvor overtidsmål af Edin Džeko og Sergio Agüero sikrede, at Manchester City vandt det engelske mesterskab på målforskel over deres byrivaler fra United. Noget lignede skal man nok ikke forvente at komme til at opleve mere end én gang i ens liv.
FCN's danske mesterskab bliver sikkert heller ikke noget, som de kommer til at opleve en masse gange i Farum, men det gjorde det ikke mindre fortjent. Det blev sikret igennem årelang strategi med fokus på sund økonomi og et meget fastlagt spilkoncept samt masser af talentudvikling. Sådanne langtidsløsninger er godt for dansk fodbold – men næppe noget, som alle klubber kan kopiere.
Langsigtede løsninger i Superligaen kræver, at der kommer flere klubber i rækken – således at færre klubber trues af nedrykningen. I 2011/12 sluttede Brøndby og OB – helt vanvittigt - på de to pladser over nedrykningsstregen, efter deres 66 kampe tilsammen havde givet sølle 17 sejre. Det i sig selv er jo helt vanvittigt. Taget Randers og Esbjergs oprykning i betragtning bliver det svært at finde to nedrykkere til den kommende sæson – der starter kun 12 dage efter EM-finalen.
I Frankrig lavede PSG nærmest en ”Mini-Manchester City”, men trods de gigantiske indkøb efter fransk standard var det Montpellier, der blev mestre. Klubben, som i 2006/07 var meget tæt på at rykke ud af den næstbedste franske række – Lique 2, blev mestre i sidste spillerunde efter en sejr over det tidligere storhold Auxerre, der sluttede sidst!
Mesterskabet blev sikret, selvom Montpellier ikke havde styrket det hold, der sæsonen før havde sluttet på en 14. plads. Klubben med den kontroversielle boss havde kun det 13. største budget i rækken, men vandt alligevel. Det var langt fra eneste sted i Europa, at der kom en overraskende mester.
For første gang i 28 år blev det bulgarske mesterskab afgjort i sidste spillerunde, hvor de to øverste hold mødte hinanden. Begge hold fik udvist en spiller i kampen, som blev historisk dramatisk. CSKA Sofia tabte mesterskabet i sidste spillerunde, efter de i kampen havde ramt Ludogorets målramme tre gange. Men mestrene fra Ludogoret er et kapitel for sig selv. De rykkede op fra 3. division i 2010, og efter en sæson i den næstbedste række rykkede de op i den bedste bulgarske fodboldrække, hvor de som debutanter blev mestre…
Helt vanvittigt, men lidt længere mod nord blev mesterskabet også afgjort på dramatisk vis. I Tjekkiet skulle man også helt hen til sidste spillerunde for finde en mester. Det blev Liberec, efter de havde spillet 0-0 i sidste spillerunde.
Uafgjort stod der også efter ordinært spil i dette års Champions League-finale. Stillingen var 1-1, efter tyskerne havde vundet skudstatistikken med 43-9. Drogba blev Chelseas helt, og efter kampen udtalte Bayern München-legenden Karl-Heinz Rummenigge, at nederlaget til Chelsea var værre end det historiske finalenederlag til Manchester United i 1999. Det kan være svært at sammenligne kampene på denne måde, men lad os bare slå fast, at finalen afsluttede en turnering – og Liga-sæson, som har været vanvittig på mange måde.
Om EM også får en vanvittig vinder, har jeg svært ved at forestille mig, men i gruppe A gik Tjekkiet og Grækenland videre, selvom mange eksperter har udnævnt de polske værter og i særdelehed Rusland til dette. Nu står Tjekkiet og Grækenland overfor hårde modstandere, men grækerne har gjort det før – og skulle der ske noget uventet, overraskende, historisk eller dramatisk vil det bare være i god tråd med resten af fodboldssæsonen 2011/12…