¿Qué pasa con el Villarreal?
”Den gule ubåd” var symbolet på, at det også i det nye årtusinde var muligt for de mindste at udfordre de store. Lige nu ser symbolet ud til at splintre i tusinde stykker.
Historien om Villarreal Club de Fútbol, S.A.D, eller bare Villarreal CF, er efterhånden fortalt. Grundlagt i 1923 som ”Villareal CD” i den spanske provinsby Vila-real (den royale by), som er en del af Castellón-regionen, fik deres gul-blå farver i 1946 og befandt sig de næste 65 år primært i regionale ligaer eller enkelte sæsonen i nær ved og næsten - ligaen, la Segunda División. I sæsonen 1997-1998 køber forretningsmanden, Fernando Roig (f. 1947), sig ind i klubben. En passioneret spanier, der siger tingene som de er og som har ét klart ønske: Villarreal CF skal op og lege med de store hold i Spanien.
I den samme sæson som Fernando Roig indtræder, ender Villarreal CF i play-off kampe mod La Liga-holdet Compostela, om hvem der skal rykke op og ned. Villarreal går over to kampe videre på en bedre målscorer og forviser dermed Compostela til Segunda Divión, mens ”Den gule ubåd” for første gang nogensinde kan kalde sig en del af den spanske fodboldhimmel, La Primera División! Den første sæson byder bl.a. på en mirakuløs 3-1 sejr på Camp Nou, men holdet må til sidst ud i de samme ”knald eller fald”-kampe de som Segunda-hold deltog i. Det bliver Sevilla, der trækker det længste strå, og hiver Villarreal ned. Turen i La Liga har dog givet Roigs mandskab en vigtig erfaring, der gør, at de rykker op igen året efter. Siden sæsonen 2000-2001, dvs. 12 sæsoner, har Villarreal CF været en etableret del af den bedste spanske række.
Det ”nye" Villarreals første sæsoner i dette årtusinde er en blandet fornøjelse med fine midterplaceringer, men aldrig en direkte konkurrent til de europæiske pladser. Martin Palermo (60 mio. kr.) bliver hentet hos de forsvarende verdensmestre for klubhold, Boca Juniors, men lever ikke for alvor op til sit navn. Det gør en anden argentiner nogle år senere. Villarreal sniger sig med i Europa i den hedengangne Intertoto Cup nogle sæsoner, hvilket danske OB får at føle i 2004 med et samlet 0-5 nederlag på bl.a. mål af brasilianske Sonny Anderson og assist af argentinske Juan Román Riquelme. Netop købet af lejespilleren Riquelme (78,5 mio. kr.) fra FC Barcelona var en af de helt store grunde til, at Fernando Roigs investering i klubben viste sig at blive en god forretning. En anden grund var den nytiltrådte træner, chilenske Manuel Pellegrini, der havde opnået flotte meritter i sydamerikansk fodbold. Suppleret med klubikonet Rodolfo Arruabarena og en række tegn på Roigs eminente evne til at lave gode handler (målmanden José Reina (5,5 mio. kr.), strategen Marcos Senna (4,7 mio. kr.), super-sub José Mari (70 mio. kr.), Forsvarskæmpen Gonzalo Rodríguez (sum: ukendt) og Manchester United-floppet Diego Forlán (25 mio. kr.)) bliver Villarreal CF ikke blot et tophold i La Liga. De bliver også et hold som alle i Europa begynder at tale om og ikke mindst frygte.
I en tid, hvor Real Madrid bøvler med at skabe et fundament oven på æraen med ”Los Galácticos”, er Villarreal det hold udover FC Barcelona som står for den mest seværdige fodbold i La Liga, måske i hele Europa. Manuel Pellegrinis tropper spiller typisk med Forlán helt i front, godt bakket op af José Marí og med den, til tider, lade Riquelme til at bevæge sig frit fra kanten og ind i banen. Han kan synes tung, men hans spilforståelse råder bod på dette. Ronaldinho er nok verdens bedste, men Juan Riquelme er den bedste spilfordeler. I den sæson, hvor OB får Intertoto-tæv, opnår Villarreal en sensationel 3. plads i ligaen. Ledet frem af Forláns 25. mål, det års Pichichi, og en fremragende statistik hjemme på El Madrigal med kun et enkelt nederlag. Sæsonen 2005-2006 byder derfor på Champions League-debut til holdet fra byen med de kun ca. 50.000 indbyggere. Halvdelen af dem kan være på El Madrigal! Denne tætte og intime atmosfære viser sig at være et helvede for de europæiske storhold, der kommer på besøg.
Villarreal er ubesejrede på hjemmebane og slår hold som Manchester United og Inter ud af turneringen frem til semifinalen, hvor Arsenal venter. Et hidtidigt højdepunkt for Fernando Roig, der ellers har set sit hold være i UEFA Cup-semifinalen to sæsoner tidligere. Arsène Wengers hold, anført af Thierry Henry, vinder en spinkel 1-0 sejr hjemme på det gamle Highbury i den første kamp. På bunden af Middelhavet overlever man kun i ubåd, og d. 25.4.2006 bliver Jens Lehmann i Arsenal-målet nærmest oversvømmet af chancer fra hjemmeholdet. Ind vil bolden ikke, og man skal helt hen til det 89.minut, før Villarreal Cf får den største af alle chancer. Juan Riquelme skal tage straffet på toppen af sin karriere med hele Europa som skueplads. TV-billederne viser en nærmest desillusioneret argentiner – før han sparker. Derfor virker det heller ikke som en overraskelse, at Lehmann tager straffesparket og knuser drømmen for Roig, Riquelme og hele Europas gule underdogs om en finale i Paris mod FC Barcelona. Champions League tærer på Villarreal og en svingende sæson betyder en 7.plads i ligaen. Den aften i april står stadigvæk som et vendepunkt i historien om Roigs Villarreal CF, hvor en masse hvis'er uundgåeligt dukker op.
Villarreal er på ingen måde blandt Spaniens økonomiske mastodonter og trods deres leg blandt de store, har klubben altid været nødt til at sælge sine største profiler. Juan Román Riquelme er i sommeren 2006 et varmt emne i Europa, men på blot et halvt får han sparet sammen til en returbillet til Argentina. Uenigheder med træner Pellegrini er medvirken til en overraskende lejeaftale og senere skifte til Boca Juniors for ”Den gule ubåds” store helt fra sæsonen før. Afskeden med Riquelme bliver et symptom på de følgende år for Villarreal. Der blev skiftet voldsomt ud i truppen og toneangivende indkøb er spillere som tyrkiske Nihat (fri transfer), kreatøren Cani (86 mio kr.) og ikke mindst deres eget talent, Santiago 'Santi' Cazorla (7 mio. kr). Han overtager ligeså langsomt den rolle som Riquelme har haft og er med til at fastholde Villarreal som en del af den spanske top seks. Præsident, Fernando Roigs, tidligere evne til at hente billige og talentfulde spillere begynder dog at svigte. Rio Mavuba (62,5 mio. kr.), vidunderbarnet Matias Fernandez (68 mio. kr.) og amerikanske Jose Altidore (50 mio. kr.) er på papiret nogle flotte investeringer, men på banen tilfører de meget lidt. Anderledes vellykket er indkøbene af den rutinerede back, Joan Capdevila (fri transfer), Real Madrids reservemålmand, Diego López (35 mio. kr.), og United-talentet, Giuseppe Rossi (60 mio. kr.). De er med til at skaffe Villarreal deres bedste resultat i La Primera División. En fornem 2.plads i sæsonen 2007-2008 giver Pellegrinis endnu mere hæder og ære, men er samtidig sidste gang, at klubben for alvor kan udfordre de to store i Spanien.
Real Madrid og FC Barcelonas kontinuerlige deltagelse i Champions League og en monopol lignende TV-aftale har skabt et skred til de næstbedste i den spanske liga, og Villarreals ambitioner er nu at komme i top fire for at deltage i Champions League og på den måde skaffe penge. Derudover ved Fernando Roig godt, at en lille klub som Villarreal er nødt til at have en stærk talentudvikling. Talenter fra b-holdet bliver hyppigere tiltag på Villarreals bedste hold. Bruno Soriano, Mario Gaspar, José Catala og argentineren Mateo Musacchio er alle produkter af Villarreal. Til gengæld må klubben se topscorer Diego Forlán (165 mio. kr.) og træner Manuel Pellegrini skifte til den spanske hovedstad til henholdsvis Atlético og Real. Det er en konsekvens af de involveredes ambitioner, men også en konsekvens af, at Villarreal ikke er den faste del af den spanske top fire, som Fernando Roig ønsker, man skal være. Klubben formår at holde fast i italienske Rossi og får endda tilført den elegante Borja Valero (46 mio. kr.) samt brasilianske Nilmar (130 mio. kr.). Når alle mand er med, er Villarreal en trussel for selv de største hold, men når skaderne sætter sit indtog, og det gør de i den grad, er holdet anderledes til at tale med. Træneren Ernesto Valverde (Olympiakos), der tager over efter Manuel Pellegrini, leverer katastrofale resultater (bl.a. syv ligakampe uden sejr) og erstattes af b-holdets Juan Carlos Garrido. Han får en flot første halvsæson og sæsonen efter fører han Villarreal CF til en flot semifinaleplads i Euro League samt den vigtige 4. plads og dermed Champions League-kvalifikationskampe.
Her står vi så før den nuværende sæson. Krisen kradser på den økonomiske front hos alle La Liga-klubberne. Real Madrid og FC Barcelonas suverænitet er begyndt at frustrere de mindre klubber, som ikke end ikke kan betale deres spillere. Der udbryder spillerstrejke og Fernando Roig er ude med riven.
- Den stigende finansielle ulighed mellem FC Barcelona og Real og resten af La Liga dræber spansk fodbold. Jeg giver det tre eller fire år. Enten bliver det ændret eller også dræber vi spansk fodbold, så klart udtaler Roig sig til Reuters før sæsonen uden at vide, at hans egen klub skal gå en sæson i møde med kniven for struben.
Villarreal udkonkurrerer, trods spillerstrejken, planmæssigt deres gamle Intertoto-modstandere fra OB i Chl-kvalen på trods af et overraskende 0-1 nederlag i Odense. Sæsonens første delmål er dermed nået, men klubben har i sommerpausen solgt anfører, Santi Cazorla (165 mio. kr.), til nyrige Malaga CF. Han er et symbol på ”Den gule ubåds” gyldne år og et symbol på de selvdefinerende ord, der står på klubbens hjemmeside hjemmeside:
- En la última década el Villarreal C.F. ha pasado de ser un club regional a codearse con los grandes equipos de toda Europa, pero siempre manteniendo la humildad y el respecto como insignias de la entidad, hvilket kort kan oversættes til, at Villarreal har vokset sig op blandt Europas store klubber, men bibeholdt ydmygheden og den respekt, der tegner klubbens identitet.
Nu hvor symbolet er væk, står man tilbage med forsvarskrumtappen Gonzalo Rodriguez og ikke mindst den aldrende Marcos Senna som omdrejningspunkt. Skader har holdt Senna ude i længere tid, og han er ikke længere den samme som vandt EM 2008 med Spanien. Skader er generelt et problem for Villarreal, men før de for alvor indtræder, må træneren, Juan Carlos Garrido, se sit hold blive udspillet i sæsonens første kamp i Barcelona. 0-5. Vandet begynder først for alvor at sive ind i ubåden, da topscorer Rossi i oktober bliver skadet på Santiago Bernabéu og må sidde ude i et halvt år. Hans angrebsmakker Nilmar er skadet på samme tid, og Villarreal må i efterårsmånederne håbe på mål fra den tidligere b-holdsspiller, Marco Ruben. Han gør det fornuftigt med hjælp fra en stærkt spillende Borja Valero. De to kan dog ikke skjule det faktum, at Villarreal CF efter 16 ligakampe kun har 14 point, har været prygelknabe i deres Champions League-gruppe og sidst men ikke mindst er røget ud i pokalturneringen til et 3. divisionshold – Garridos Villarreal-tid er forbi, da året skal gøres op.
Fernando Roig agerer ligesom sidst en træner blev fyret, og ansætter b-holdets træner, den tidligere Deportivo La Coruña-målmand, 41-årige José Molina. I starten ser det ud til at gå bedre med 2-2 mod lokalrivalerne fra Valencia, hvor de er få minutter fra sejr og en 2-1 sejr på udebane mod Sevilla. De seneste runder er vandstanden dog igen steget for ”Den gule ubåd”. Først med en 0-4 ydmygelse på Mallorca og siden med et acceptabelt 2-2 remis mod stærke Athletic Bilbao. I går kulminerede det hele med et 1-2 mod La Ligas dårligste hold, Real Zaragoza. Villarreal er nu på 17. pladsen og har stadigvæk tre point ned til Racing Santander under stregen. Den nye træner kan godt se problemerne, men tror på sit hold.
- Vi kunne ikke slå kampen ihjel og vi tabte det i de sidste minutter. Det er ikke tid til at tabe hovedet, og vi skal fortsætte med at kæmpe til slut. Vi vidste, at det ikke vil blive let, og det vil det ikke være i resten af sæsonen, udtalte en ramt José Molina til Villarreal CFs hjemmeside i går.
Men kan Fernando Roigs prestigeprojekt slutte i bunden og synke ned i de rækker, de befandt sig i gennem det meste af det 20. århundrede? Det burde ikke være muligt med den klasse, der trods alt huserer i den lille, sydøstlige provinsby. Det vil være en mindre katastrofe både for 1. holdet og for b-holdet, der vil rykke automatisk ned fra placering i Segunda División. Men det sker ikke, medmindre Molinas mandskab befinder sig under stregen før de sidste to spillerunder, hvor Valencia ude og Atlético Madrid hjemme er på programmet. Giuseppe Rossi kommer muligvis tilbage og vil være en kæmpe gevinst for et hold, der skal være mere effektive. Men for at slå det fast: Villarreal CF rykker ikke ned i år.
Spørgsmålet er til gengæld, om ikke Fernando Roigs storstilede plan for 15 år siden har nået sit klimaks, og at klubben er stagneret. At klubbens forståelse af sig selv som et europæisk tophold ikke som tidligere står overens med klubbens reelle midler. At klubben havde nogle fantastiske år, hvor meget gik den rigtige vej, men at man som lille klub ikke kan læne sig tilbage uden, at det går galt. At klubben lige nu har en uligevægtig trup med nogle angribere, der drømmer sig væk og nogle unge afløsere, som endnu mangler det sidste. At klubben på samme måde som Athletic Bilbao skal give spillerne fra egen avl tid og stilne forventningerne en smule. At klubben skal tilbage til et fast koncept som under Manuel Pellegrini. Og at ”Den gule ubåd”, som en blåhval, må tage sine ture mod havets dyb, for dernæst at komme tilbage til overfladen og ånde ud.
The Beatles sang ”Yellow Submarine”, deraf Villarreal CFs tilnavn, men for tiden er det nok en anden The Beatles-sang, som Fernando Roig og resten af Villarreal nynner med på:
“Yesterday, all my troubles seemed so far away…”