Det læser brugerne på INDKAST lige nu

Torsten Brix

Stor svensk/syrisk nedtur

AaB blev aldrig godt for Louay Chanko, og nu tyder alt på et brud for midtbanespilleren, som bare ikke faldt til i AaB efter flere skader, fejlplacering i venstre side og hård konkurrence på den centrale midtbane.
På en smuk sommeraften i Skagen tilbage i 2009 mødte Indkast.dk en sveddryppende og en tydeligvis nervøs Louay Chanko. Midtbanespilleren havde netop overstået sin debut for AaB i træningskampen mod OB, hvor arbejdsmanden havde været et af få lyspunkter for AaB.

Årsagen til Chankos nervøsitet kunne være, at AaB's sportschef Lynge Jakobsen havde store forventninger til svenskeren, og inden debuten sagde den populære nordjyde til Indkast.dk:

- Chanko er en god spiller, som vil have bolden hele tiden, og han er i gang hele tiden. Det er vist længe siden, at AaB har haft en type som ham på holdet. Vi har haft andre typer, som har været gode nok, men nu hvor vi havde muligheden, så var det måske godt nok at prøve noget andet, for han er meget anderledes end Thomas Augustinussen og Kasper Risgård. Magnus (AaB's cheftræner Magnus Pehrsson, red.) har snakket om Chanko længe, og han bliver en succes i dansk fodbold. Jeg er lige ved at tro, at han passer bedre til dansk fodbold end til det fysisk betonede svenske, så han skal nok blive en profil på vores hold - og dermed også en profil i SAS ligaen.

Her tog Lynge Jakobsen fejl… arbejdsmanden Chanko fandt aldrig sin plads i AaB og blev masser af gange fejlplaceret på venstrekanten, efter nordjyderne havde fået masser af kvalitet på den centrale midtbane. Chanko kom til AaB fra økonomisk trængte Hammarby, hvor han havde spillet stærkt – blandt andet sammen med den tidligere AaB-træner Magnus Pehrsson, der hentede ham AaB.

Chankos kontrakt med AaB udløber til sommer, men meget tyder på et brud allerede til januar. Flere ting kan dog sætte en stopper for det…

Chankos kone skal føde til januar, hvilket kunne gøre, at han hellere vil være i Aalborg og hæve sin løn, selvom han ikke spiller. Derudover skulle fruen og de to børn være faldet godt til i Aalborg.

Så hvorfor skulle han forlade AaB, der betaler hans løn indtil sommer, hvor han har lettere ved at få en kontrakt i anden klub. Tidligere har der været rygter, der har sendt Chanko til Mellemøsten og endda for en købesum i nærheden af 7-8 millioner kroner. Sådan gik det ikke, og nu afventer Chanko et kontrakttilbud fra Syrianska for et skifte i januar.

- Jeg træffer en beslutning i slutningen af december. Der ved jeg, hvad Syrianska tilbyder, og hvis jeg får et godt tilbud, siger jeg til AaB: Farvel, nu skal jeg ikke have flere af jeres penge, har Chanko sagt til Tipsbladet.

Chanko startede ikke en eneste Superliga-kamp i dette efterår, da Anders Due var den foretrukne på AaB's venstre midtbane, og på den centrale midtbane er svenskeren med de syriske rødder kommet langt ned i hierarkiet – efter spillere som Thomas Augustinusen, Rasmus Würtz og Mathias Wichmann. Tiden i AaB husker Chanko på følgende måde:

- Det første halve år her gik rigtig, rigtig godt. Jeg var vant til fra Hammarby at spille en meget defensiv central midtbanespiller. Jeg var vant til at have bolden meget, og var tryg ved det. Men i Aalborg fik jeg ikke bolden så tit, som jeg plejede. Min selvtillid begyndte at dykke efter de første seks måneder. Vi havde store offensive problemer. Jeg brækkede min storetå, og det gik bare nedad for alle. Også for mig, jeg fulgte med ned. Enevoldsen tog til Groningen, han var rigtig god for os, en nøglespiller, så offensivt tabte vi meget. Vi mistede også Caca. Så offensiven var vi en katastrofe. Vi havde kun Jeppe, og han var også tit skadet.

Med til sandheden hører også, at Chankos tidligere holdkammerat – Magnus Pehrsson – blev fyret i AaB i oktober 2010, og den nuværende træner Kent Nielsen har ikke haft samme tillid til Chanko, hvilket har kostet på selvtillidskontoen.

- Siden Pehrsson blev fyret, har jeg ikke spillet på den centrale midtbane. Jeg er ikke den samme spiller, som jeg var tidligere. Man ændrer sig. Jeg savner at få bolden. Men samtidig, spørger du mig lige nu, så vil jeg ikke have bolden, for jeg er ikke tryg. Min selvtillid er væk. Jeg har brug for at komme i et andet miljø for at komme i gang igen, siger Chanko til Tipsbladet.

Langt de fleste pile peger i retning af, at Chanko forlader AaB til januar – selvom han måske fortsat vil være i lønningsbudgettet. Dermed vil omkring 31 skuffende måneder i klubben være slut. Disse vil stå i skrigende kontrast til udmeldingerne på den skønne sommeraften i 2009. Her sagde den daværende 29-årige Chanko til Indkast.dk:

- Efter tre år i Hammarby skulle jeg prøve noget nyt. Hvis jeg skal beskrive mig selv, er jeg en lille arbejder. I Sverige har jeg været meget defensiv, men det håber jeg bliver anderledes i AaB, hvor jeg udover dødboldene håber at være mere med i det offensive spil. Jeg er faldet rigtigt godt til i Aalborg, og om 14 dage kommer min kone og to børn. Så bliver det hele endnu bedre, men lige nu handler det ikke om det svenske landshold. Jeg vil kun gøre det godt til den daglige træning, og det koncentrerer jeg mig om nu.



MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER