Torsten Brix

Solstrålen Solskjær

Mærkværdige Molde med Ole Gunnar Solkjær blev søndag norske mestre for første gang. Noget af en bedrift af træner Solskjær, som har det med at overraske og imponere.
- Jeg er meget spændt på, hvad Solskjær kommer til at vise, for medierne i Norge er helt oppe og køre om det projekt, men i Molde skal de virkelig passe på ikke at gøre alt som i Manchester United, for det er de altså ikke. Jeg håber, at de vil spille med en offensiv spilfilosofi, for det trænger Norge til – at der er nogen, der gør. Molde har hentet Magnus Wolff Eikrem i netop Manchester United, og man skal nok passe på ikke at have for store forventninger. Var han så god, som de norske medier tror, havde Manchester United nok ikke valgt at lade ham smutte tilbage til Norge. Solskjær skal huske på én ting… I United er der verdensklassespillere – det er der ikke i Molde!

Sådan sagde den norske fodboldspecialist David Nielsen til Indkast.dk, inden Molde tidligere på året startede den norske Tippeliga-sæson. Men den tidligere Superliga-rebel tog fejl, for søndag aften sikrede Molde sig det norske mesterskab efter et 3-6 nederlag til rivalerne og de regerende mestre fra Rosenborg. Dermed kan Jim Larsens Rosenborg ikke længere hente Molde med to spillerunder igen. Men hvilket mesterhold var det, Norge fik på denne grålige søndag.

Molde spillede søndag 2-2 mod Strømgodset, og de to mål har faktisk været med til trække målgennemsnittet op, efter sæsonens første 28 kampe kun har givet 50 mål. I angrebet har den tidligere Hønefoss-angriber Davy Claude Angan, der missede oprykningen fra 1. division i sidste sæson efter nederlaget til Fredrikstad, været en smule skuffende, efter det kun er blevet til 8 mål, og meget bedre har det ikke været for Jose Mota, der jo bl.a. har en fortid hos Randers, Viborg og AaB. 12 af Molde-målene er derimod lavet af Pape Pate Diouf, der blev solgt i sommer til FCK. Forinden havde afrikanske Diouf scoret 12 mål i 14 kampe. Derudover har Molde også en anden spiller med et forhold til FCK. Den tidligere FCK-spiller Magne Hoseth har nemlig lavet fem mål i træner Ole Gunnar Solskjærs fortrukne 4-2-3-1 formation, hvor Hoseth har spillet en af de tre forreste på midtbanen.

Men det er ikke spillerne, der har været mest i fokus i denne sæson. Det har træner Solkjær været, og det norske mediecirkus har virkelig fulgt den tidligere Manchester-helt tæt. For der har også været tale om noget unikt, da Solskjær har sikret Molde det første norske mesterskab i klubbens historie, da de har et forspring på otte point ned til Tromsø og ni point ned til Rosenborg – med to spillerunder igen.

Udover Hoseth har også El Hadji Makhtar Thioune fungeret godt i Molde-offensiven sammen med den føromtalte Magnus Eikrem, der jo kom med i Solkjærs flyttekasser fra Manchester United.
På målmandsposten har Molde været godt besat i Espen Bugge Pettersen, mens højrebacken Magne Simonsen har spillet rigtigt stærkt for klubben med de stolte talent-udviklingstraditioner. Molde har tidligere uddannet store spillere som Åge Hareide, Kjetil Rekdahl, Petter Rudi og Solskjær.

I Molde-truppen er der flere spillere, der i fremtiden har muligheden for at komme til at følge efter førnævnte, og i fremtiden skal en dansker jo hjælpe med det. Den tidligere Brøndby-assistent Rene Skovdahl skal fra nytår være assistent i den norsk mesterklub, der dermed får endnu mere dansk inspiration.

Solskjær har således i forbindelse med sin træneruddannelse været på studieophold i FCK og fået masser af erfaring fra landsmanden – Ståle Solbakken, og mangler han et godt trænerråd, så kan han sikkert også bare ringe til Manchester United.

Søndag nat blev mesterskabet naturligvis fejret i Molde. Klubben havde indkaldt til fælles modtagelse af mesterholdet udenfor Hotel Alexandra, og mon ikke Solkjær blev hyldet på flotteste vis efter en solstråle-historie om Solkjærs mesterskabssæson i barndomsklubben – Molde.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER