Torsten Brix

Galehuset Brøndby

Nok en dag med masser af ballade i den kriseramte klub – på den københavnske vestegn.
Indenfor mindre end fem år har Brøndby haft fem forskellige chef-trænere. Det blev fakta efter, at Henrik Jensen mandag blev fyret i den kriseramte klub, men herefter har roen bestemt ikke lagt sig. Alene dagens aviser er fyldt med ballade i den kontroversielle klub.

For først blev Henrik Jensen fyret – så kritiserede han Brøndby i voldsomme vendinger og i dag så skal han pludselig fortsætte som træner i klubben. Forvirret… jah… Her kommer hovedpersonens meldinger i dagens udgave af B.T.:

- Hvis de har et eller andet til mig, så vil jeg svare positivt på det. Det vil da glæde mig. Det er min klub, og jeg synes ikke, at jeg wrestler rundt med nogen som helst i den klub, siger Henrik Jensen og klubbens næstformand - Benny Winther (hvorfor udtaler sig han sig i øvrigt til pressen om klubben?, der gør inden andre næstformænd i Superligaen) – mener:

- Jeg vil ikke kalde det en fyring. Jeg vil kalde det en omplacering. Jeg er sikker på, at Henrik Jensen bliver i Brøndby på en anden post. Jeg er sikker på, at vi kommer til at tilbyde ham en post i Brøndby, så håber jeg bare, at han tager imod det.

Måske skal Henrik Jensen være reservetræner. Den stilling blev ledig i går, hvor assistenttræner Peer F. Hansen, som har haft ansvaret for reserverne, blev fyret. Denne fyring kom efter en åbenlys konflikt med den nyansatte Bent ”Turbo” Christensen.

- Der har været nogle interne stridigheder, som desværre har vist sig at være svære at løse, og derfor er det kommet til en beslutning om at stoppe samarbejdet før tid, sagde den pressede sportschef Ole Bjur til klubbens hjemmeside, mens at den populære Peer F. Hansen giver følgende begrundelse - i Ekstra Bladet - til fyringen:

- At samarbejdet mellem Bent og mig ikke fungerede. Og det er også korrekt. Det har været offentligt kendt i lang tid, at vi har det svært sammen. Der var flere ting, men helt grundlæggende vil jeg nøjes med at sige, at vi har forskelligt syn på mandskabsbehandling og på, hvordan man gebærder sig i al almindelighed. Jeg har været rigtig glad for at være i Brøndby og håber, at de kommer tilbage og igen bliver en storklub.

Peer F. Hansen sikrede guld til Brøndby i reserveholdsligaen i sidste sæson og har været i klubben siden 2007, og Ekstra Bladet beskriver ham meget rammende:

- Han var noget så sjældent som en Brøndby-træner, der ikke selv havde en fortid i den gule trøje.

I Brøndby skulle flere af spillerne begræde afgangen af Peer F. Hansen, og det har den fyrede træner også mærket.

- Jeg er rigtig glad for de mange tilkendegivelser, som jeg har fået fra både vores spillere, men også fra andre folk i fodboldmiljøet. Det viser, at man ikke har arbejdet helt forgæves, og at ens indsats er blevet værdsat og bemærket.

Tidligere på ugen sagde DR-eksperten Jan Kalborg også noget meget rammende til Jyllands-Posten:

- Man har i lang tid snakket om, at folk i Brøndby skulle have rødder i klubben, men indtil videre har det ikke kunnet ses på resultaterne. Måske var det på tide igen at kigge ud i den store verden og finde en anden træner, der ser tingene på en anden måde. Det kunne være, at René Meulensteen havde ret, da han kaldte Brøndby for en syg patient. Klubben har i hvert fald underpræsteret lige siden han stoppede.

Det er svært at være uenig... eller hva?

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER