Torsten Brix

Stakkels Serbien

Når 15 point ikke er nok… Serbien havde alle muligheder tirsdag aften, men det gik helt galt, og det er rystende, når man kigger på de spillere, der dermed ikke kommer med til EM-slutrunden.
Op til de store fodbold-slutrunder kan forskellige fodboldredaktioner ikke dy sig for at lave et fiktivt hold af de spillere, der ikke kommer til at deltage. Til sommerens EM-slutrunde vil sådanne hold sikkert have flere spillere fra Serbien. Se blot disse spillere, der ikke kommer med fra den fodboldglade nation:

Branislav Ivanovic – Chelsea
Aleksandar Kolarov – Manchester City
Neven Subotic - Dortmund
Nemanja Vidic – Manchester United
Milos Krasic – Juventus
Dejan Stankovic – Inter
Zoran Tosic – CSKA Moskva
Milan Jovanovic – Anderlecht

Dette er blot nogle af de dygtige serbere, der mistede hele deres deltagelse på sidste spillerunde, hvor de tabte til Slovenien og dermed overlod andenpladsen i gruppe C til Estland. Se Serbiens resultater fra den netop afsluttede kvalifikation:

Færøerne – Serbien: 0-3
Serbien – Slovenien: 1-1
Serbien – Estland: 1-3
Italien – Serbien: 3-0
Serbien – Nordirland: 2-1
Estland – Serbien: 1-1
Nordirland – Serbien: 0-1
Serbien – Færøerne: 3-1
Serbien – Italien: 1-1
Slovenien – Serbien: 1-0

0-3 nederlaget til Italien kom jo, efter Serbien var blevet taberdømt pga. tilskueruroligheder i oktober 2010, men trods dette fik de samlet 15 point inden sidste spillerunde.

Her skulle andenpladsen sikres - efter suveræne Italien - men Estland blev Serbiens overmænd på den forfærdelige tirsdag aften, hvor det gik så gruelig galt. Den halvskadede Manchester United-anfører Vidic brændte et straffespark – og så faldt alt sammen.

Men nogle kan måske huske tilbage til VM-slutrunden, for det var her, at den serbiske krise startede. Her vandt Radomir Antics tropper over Tyskland, men tabte - noget overraskende - til både Ghana og Australien. I EM-kvalen startede det heller ikke for godt, så blev Antic fyret, og Vladimir Petrovic overtog det varme trænersæde. Han fik en kølig start, da han kun havde tre dage til at forberede holdet til kampen mod Estland, der viste sig at blive skæbnesvager.

Serbien tabte 1-3 på hjemmebane og var stærkt medvirkende til de tilskuereuroligheder, der fulgte få dage senere i Italien. Nu er det ikke sikkert, at Serbien havde fået point i udebaneopgøret mod Italien, men det er bare med til at tegne et billede af en fodboldnation i krise.

Tirsdag aften misbrugte de serbiske spillere flere gigantiske muligheder, hvilket endte med at blive kostbart, og endnu mere bittert bliver det, når det meget vel kunne være sidste landskamp for flere af de aldrende spillere, der er nævnt tidligere i artiklen… stakkels Serbien.



MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER